The Funky Technician - Lord Finesse
Lord Finesse lægger som bekendt vejen forbi København på torsdag d.19/05, hvor han giver koncert i Lille Vega. I den forbindelse blev der mulighed for at interviewe ham, før hans ankomst til Europa.
Det der først skulle være et interview via e-mail, blev hurtigt ændret til en samtale over telefonen - på den måde bliver hverken spørgsmål eller svar så statiske, så det passede mig selvfølgelig glimrende.
Jeg fanger Finesse kl. 8.30 (New York tid) hvor han er travlt beskæftiget med at læse dagens aviser. Efter at have sludret lidt frem og tilbage, beslutter vi os for at tage fat på en række spørgsmål, der er udformet med henblik på at få klarlagt områder fra store dele af Finesses tid på hip-hop-scenen.
Du startede din pladekarriere sammen med Mike Smooth. Hvad skete der med den konstellation?
Efter den første plade, skete der en masse ting for mig. Jeg fik skabt mig et hav af kontakter, og det hele gik faktisk meget stærkt. Jeg blev fra flere sider rådet til at gå solo, da det virkelig ville bringe min karriere på helt rette kurs - så det besluttede jeg mig for at gøre. Der var ingen sure miner over den beslutning fra Mike Smooths side, og vi er da også stadig rigtig gode venner. I dag er han vært på et radioshow i Texas, og det er min plan, at han skal medvirke på min kommende plade.
Diamond, Showbiz & A.G. var også med på din første plade, "Funky Technician", hvordan hookede du op med dem?
Show er jo nærmest min barndomsven. Jeg har kendt ham siden jeg var 13-14 år gammel, så det var egentlig meget naturligt, at ham og A.G. var med på pladen. Diamond lærte jeg at kende gennem Show nogle år senere, og på et tidspunkt var det meningen, at jeg skulle have været med i Ultimate Force.
Din første plade udkom på Wild Pitch, som dengang var et af de førende pladeselskaber indenfor hip-hop - i første omgang var du dog på Zakia, hvad var baggrunden for skiftet?
Zakia havde haft et par store navne dengang. Eric B & Rakim, King Sun osv. De var de første der satsede på mig, men formodentlig fordi de manglede penge, udgav de ikke den plade, vi havde håbet på at kunne smide på gaden, der i slutningen af 80'erne. I stedet anbefalede Guru, der var en slags A&R for Wild Pitch dengang, mig til Stu Fine, der ejede selskabet.
Finesse, jeg bliver nødt til at spørge dig: Ved du hvad der skete for en masse af dem der var ude på Wild Pitch dengang, f.eks. Chill Rob G, Super Lover Cee & Casanova Rud og Hard Knocks?
Jeg kender faktisk ikke det store til dem, men det undrer mig at Chill Rob G ikke fik fulgt op på den succes han havde. Jeg mener, han havde hittet der blev spillet overalt på klubber og radiostationer - man hørte ham hele tiden.
I en periode hookede du op med Ice T og Rhyme Syndicate. Det virkede lidt underligt, da Ice T var så markant west-coast, og du jo har (og havde) en udpræget New Yorker-lyd i både flow og stil.
Ja, det er rigtigt, men man skal tænke på, at Ice T var dybt involveret i hip-hop generelt dengang. Donald D er jo nærmest en "Original B-boy", han selv er west-coast, jeg er New Yorker og HiJack var fra London. Vi var vidt forskellige, men det var han ligeglad med. Han kom hen til mig efter NMS i '89 og fortalte, at han virkelig diggede mine rim og stil, og at han ikke kunne forstå at jeg ikke vandt konkurrencen. På daværende tidspunkt var jeg allerede på Wild Pitch, men da Ice T året efter kom med et økonomisk tilbud jeg ikke kunne afslå, kunne jeg kun gøre en ting...
Ja, for dit andet album, "Return of the Funky Man", var jo på Giant.
Nemlig, og det var Ice T der satte den aftale op for mig. "Funky Technician" var jo kendt og blev spillet meget, men jeg tjente stort set intet på den. Da Ice T skabte kontakten til Giant, betød det, at jeg ville tjene over 10 gange så mange penge, som jeg havde gjort på Wild Pitch.
Nu vi er ved det album, hvorfor udkom den så aldrig på vinyl i USA, udover som promo, der i dag er et samlerobjekt?
De havde overhovedet ingen føling med hip-hop. For dem var jeg bare en måde de kunne udvide deres marked på. De ville udgive den på cd, end of story. Og med de penge jeg fik for at lave pladen, stillede jeg mig ikke op og brokkede mig over det.
I '96 kom så "The Awakening". Skal den titel tolkes som et opråb til hip-hop som helhed, da scenen begyndte at handle meget om East vs. West, og medierne begyndte at have større indflydelse på kulturen?
Det kunne man måske godt, men titlen er nærmere en beskrivelse af min personlige tilstand. Jeg følte virkelig, at jeg var vågnet op og havde indset, at jeg både kunne og skulle producere, markedsføre, skrive tekster og hvad der ellers hører med til at udgive plader.
Man kan sige, at kommercialiseringen i hip-hop for alvor tog fat på det tidspunkt. Synes du nogensinde, at det er blevet for meget, eller ser du det som den naturlige udvikling?
Der er jo både plusser og minusser ved det...
Du mener den øgede rotation på bekostning af tilgangen til kulturen?
Lige præcis. Det er svært at give et bud på, hvordan hip-hoppen ville se ud uden den udvikling, men tiden vil vise, om den kan overleve det faktum, at en masse ser kulturen som en måde at blive rig på, frem for at dyrke den som en lidenskab.
Når du siger kulturens overlevelse, mener du vel ikke musik-genren som sådan?
Nej. Musikken vil helt sikkert bestå, men man kan spørge sig selv, om retningen den udvikles i, er udelukkende positiv.
Med den baggrund du har, hvilke evner mener du så er vigtige at besidde som rapper? Og bliver nogle af disse evner tilsidesat af nyere rappere i hip-hop?
Der er jo ikke en endegyldig opskrift på, hvordan man skal lyde. Det er smag og behag. Derfor er det vigtigt at være til stede - forstået på den måde, at folk hele tiden kan se, at du vil være en del af det her. Det er også vigtigt at kunne høre, om ens stil passer til produktionerne - jeg synes der er for mange, der bare smider sine rim på en eller anden produktion. Sidst men ikke mindst skal man kunne optræde. Det er en stor del af hip-hop, at kunne optræde og give et fedt show. Den del synes jeg måske nok bliver tilsidesat af flere af de nyere folk i scenen, som bare ser det som noget de skal overstå så hurtigt som muligt.
Vi bliver for en stund afbrudt, da Buckwild ringer. Finesse skifter linje, men vender hurtigt tilbage. "For fanden, den fyr kan bare ikke underholde sig selv", lyder hans kommentar til det hurtigt afsluttede opkald.
Nu vi er ved D.I.T.C., er det crew så det samme, eller har der været afgange og tilgange for nyligt?
D.I.T.C. har sådan set den samme form, men det er jo klart, at vi hænger ud med en masse af de personer, der omgiver de forskellige medlemmer. Terror Squad f.eks.
Kommer hele crewet nogensinde til Europa, eller forhindrer Fat Joes flyveskræk dette?
Fat Joe? Jeg ved ikke hvad der er sket med ham, om han har været i terapi eller sådan noget, men tro mig, han er "all over the place". Han er ikke bange for at flyve mere, så det ville ikke være grunden til, at vi ikke kommer til Europa. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at komme med hele crewet, men i øjeblikket ligner det en umulighed. Vi er jo ikke en samling personer, der har dannet en gruppe fordi vi gerne ville frem på den måde. Vi har alle vores solokarrierer som vi prioriterer højest - men ind i mellem bliver der så tid til D.I.T.C. Der er så mange interesser at tage hensyn til, men lysten er da helt sikkert til stede.
Dine egne interesser må inkludere din karriere som producer, og med folk som Dre og KRS som aftagere af dine produktioner, mener du så at dine evner i den retning kan sidestilles med dem du har som rapper?
Ikke endnu, men jeg mener da at være på rette spor. Og i modsætning til at rappe, og den energi man skal have når man går på scenen, så kan man producere gennem hele livet. Og det har jeg i sinde at gøre. Jeg elsker musik. Jeg startede som DJ og har altid været interesseret i musik - og det vil jeg for altid være. Derfor er jeg sikker på, at jeg på et tidspunkt når det niveau jeg selv ønsker.
Føler du indtil videre, at du bliver overset som producer?
Det bekymrer jeg mig ikke om! Men hvis jeg endelig skulle være overset, vil jeg ikke være det længe endnu.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om dit syn på beefs. Vi har lige haft 50 mod Game, samme 50 har også været oppe imod Fat Joe, Nas og Jadakiss. Du havde engang beef med Lords of the Underground. Mener du at begrebet beef har ændret betydning som årene er gået, og at det måske kan opfattes som et redskab til at promovere sig selv bedre?
Det kan det da sagtens, og det tror jeg også at det bliver. Men jeg tror samtidig at langt de fleste tilfælde er oprigtigt ment. Og det er så her jeg ikke forstår intentionerne længere. Før kunne der være bøf over, at rappere tog hinandens jobs osv., i dag hvor de implicerede er rigtig godt betalt og har masser af jobs, ligner det ofte bare platte ego-trips.
Noget andet der kunne være interessant at høre, er din reaktion på Kool Moe Dees bog. Iflg. ham er du end ikke i blandt de bedste rappere. Hvad mener du selv? Og hvem synes du er den bedste rapper gennem tiderne?
Den bog er til grin, og jeg kan kun ryste på hovedet af den. Alligevel irriterer den mig ret meget, for desværre tages den alvorligt af alt for mange mennesker. De bruger den nærmest som en objektiv guideline for hvem der er bedst. For det første er den bog udtryk for en mands holdning, og for det andet kan man ikke placere rappere på den måde han har gjort det, hvor en er nummer 4 en anden nummer 7 osv. Skulle man endelig lave sådan en bog, kan man nævne dem man synes er bedst indenfor deres felt. Slickrick er eks. en fremragende historiefortæller, Big Daddy "opfandt" brugen af metaforer i det omfang vi kender fra i dag osv. Skulle jeg placere én stemme, ville den gå til Rakim. For mig er han den bedste rapper. Men der er mange der fortjener en stemme; Kool G Rap, LL, Jay Z, Kool Keith og Eminem for bare at nævne et par stykker. Og ja, selvfølgelig er jeg blandt de bedste.
Noget helt andet er i øvrigt, at mange etablerede navne ikke er kendt for nogle af deres første udgivelser, selvom de måske er de bedste de har lavet. Aladdin og WC dengang de hed Low Profile - de lavede det fedeste album. Eller hvad med Muggs dengang han var med i 7A3?
Hvad har det med sagen at gøre?
Tja, når man læser den bog, giver den bare et forkert indtryk af hip-hop-historien. Jeg synes det ville være prisværdigt, hvis den slags mere ukendte udgivelser blev vægtet tungere, når man vurderer hvem der har været bedst. Og desuden, Kool Moe Dee skriver, at han aldrig har tabt en battle? Hvordan kan det lade sig gøre, når alle og enhver ved, at han tabte noget så eftertrykkeligt til LL?
Finesse afslutter emnet med et "I gotta tell You, that book is offensive, man!" - så man er ikke i tvivl om, at den, trods alt, går ham en smule på.
Tænker du nogensinde: Den person gad jeg godt arbejde sammen med?
Rakim. Punktum.
Hvad enten det gælder...
Stop, jeg ved godt hvad du vil spørge om! Ja, hvad enten det drejer sig om at producere for ham eller rappe sammen med ham.
Men jeg vil selvfølgelig gerne samarbejde med typer som jeg respekterer meget. Dre, Nas, Eminem osv.
Jeg slutter af med at takke for hans tid, og spørger kort om den forestående koncert i København. Han fortæller, at Roc Raida desværre ikke kan komme med, men at han bliver erstattet af Boogie Blind, og at de er ved at lægge sidste hånd på et rigtig godt show. Ydermere fortæller Finesse, at det er med at have tegnebogen fremme, da der vil blive solgt merchandise af ypperste standard. Bl.a. en tribute til Big L (på dobbelt-album) og mixtapes lavet af Finesse selv.
Personligt glæder jeg mig dog mest til at finde ud af, om vi får mere end et vers af klassikerne "Bad Mutha", "Strictly for the Ladies" og "You Know What I'm About" denne gang.