Timbuktu m. Chords & Damn! himmelstormer Roskilde
Se til venstre, der er en svensker. Fuck se hvor som helst, og der er svenskere, Odeon-teltet er proppet til randen med dem. De er allesammen kommet for at se Malmø's egen himmelstormer Timbuktu, i hvad der skal vise sig at blive noget nær en perfekt koncert. Allerede før han går på klappes og hujes der bravt i teltet og så rammer han scenen klædt i sort jakkesæt, three-pence kasket i følgeskab med reggae-roots bandet Damn! i spøgelseshvide suits.
Han er ellers let at overse, Timbuktu er ikke meget højere end tre æbler stablet ovenpå hinanden. Men så snart han går i gang med at rappe 'Generelt Sett' om paradoksale stereotyper a cappella, er alt fokus på svenskeren. Da han råber: "Generellt sett generaliserar jag inte" og det 7-8 mand høje band kicker ind, er der allerede fest i hele teltet.
Det er mest det nye album "Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö" vi får numre fra. Chords - med måske sveriges mest karismatiske stemme - er med som backup. Han repræsenterer i t-shirt og baggy'e shorts - så konceptet med jakkesæt til var altså ikke noget de tog så tungt. Selvom han holdes i kort snor, virker det optimalt, den lange rapper kryber bagom Timbuk, kommanderer Roskilde skal sætte gang i festen og overtager et par linier her og dér.
Blandt højdepunkterne er numre som 'Det Løser Seg' en melankolsk sang med et smukt budskab og Jujurecords' svar på loveparade: 'Kärlekens Bandvagn'. Det er som om alt på de numre går op i en højere enhed. Timbuk's ligefremme, men teknisk avancerede og tungebrækkende vokal bliver suppleret af Damn! hvor musikerne, der alle er en slags enmandsband, der både spiller keyboard, guitar og endda harmonika lyder som om de er langt flere end tilfældet er. På toppen kommer nogle virkelig stærke sang-omkvæd som den nye plade er fuld af, der det fremføres stilsikkert af Timbuk /m band, men i høj grad også bliver skrålet op i himmelhøjde af publikum.
I det hele tager er det en fryd at se publikum, der mest består af broderfolket give den gas. Om svenskerne er til Petter eller Bob Hund, får kunstnerne altid en varm velkomst, og det river resten af i teltet med så koncerterne bliver mindst et hak bedre. Selv når der bare skal skråles "Oh-yee" eller "Uh-yeeeah" lyder det som en lydmur banker tilbage til scenen. Jeg synes virkelig koncerten Timbuk holdt i Vega var fremragende, men publikumssyntesen gør denne til noget specielt.
Fra de gamle album 'WDMD' og 'Botten Is Nådd' bliver der også hevet et par tracks frem. 'Gott Folk' var nummeret, der med det melodiske lynhurtige flow fik mine øjne op for Timbuktu som svensk rapper. Det lyder også rigtig godt i aften, når han affyrer salver som: "Rasister o hycklare, hatare pratare / tyckare gnatare, gycklare sknatare / riktiga saker finns viktiga ting / grejjer som händer så se dej omkring!" Her bliver den eneste svaghed ved liveopsætningen afsløret. De spiller nummeret med samme instrumentlyde som numrene fra 'Alla Vil...' og selvom koncerten bliver mere homogen, er det også lidt ærgeligt hvert nummer ikke har sit særpræg. Til 'Botten Is Nådd' kommer guitaristen fra bandet ud, og spiller et par akkorder, der til forveksling ligner 'Redemption song', men det så snart Timbuk begynder at rappe, er teltet med ham, på klagesangen, der virkelig bliver til fællessang til sidst.
Efter at have spillet 55 minutter lister gruppen af scenen, men bliver hujet og klappet tilbage. Man regner med de nok lige skal spille 'Alla Vil' og jotak hvor skal de det. Fra første lyd, der minder om latin-afrobeat tracket til nummeret er der ild i Roskilde, og crowden er nærmest mere live til instrumentalbreaket end når de synger med på hooken. Bandet fortsætter to numre endnu, hvoraf en del bliver opført med Timbuktu på skuldrene af tårnhøje Chords, hvilket giver de dygtige rappere præcis så meget skør kant man ikke kan andet end beundre kreativitet i håndværket.
Som underholdning har det været en fantastisk oplevelse. Timbuk er den ultimative showmand, der både kan overrumble publikum ved at rappe teknisk avanceret og samtidig slå dem omkuld med sin charme, når han danser som en eksotisk fugl. Musikken varierede også fra reggaeroots til latin og endda til sydsvensk visesang. Hvor jeg havde frygtet der ville gå jam-session i bandet, som det f.eks. sker til Common Sense's koncerter med A Black Girl Named Becky, holder Damn! sig pænt på måtten, og supplerer til koncerten i stedet for at overtage den. Selvfølgelig var fællessangen i 'Alla vill till himmelen' et højdepunkt, men samlet var det virkelig en flot helhed, hvor musikgenrer smeltede sammen og blev til et særegent udtryk, der danner rammen om Timbuk's personlige og kritiske tekstunivers.
"Alla vill till himmelen men få vill ju dö
Man vill kamma in vinningen, men sår inga frön
Man vill ha sin bit av kakan & man vill äta den med
Folk vill ta tillbaka, men vägrar att ge"
Sådan lyder omkvædet til titelnummeret, men denne aften vægrede ingen sig, for både at tage og give. Publikum tog imod musikken og gav højlydt anerkendelse tilbage. Timbuktu, Chords og Damn! tog i mod publikum, og gav den bedste skandinaviske koncert jeg har set på Roskilde.