Looptroop Rockers: "Good Things"
Med skam i stemmen må jeg indrømme, at Looptroop, trods utallige anbefalinger og rosende ord fra venner, for mig er et stort set ubeskrevet blad. Den svenske gruppe har vel været en af skandinaviens mest populære rapgrupper, men som så ofte før har jeg været for doven til at tjekke op om det. Det var derfor med høje forventninger og lang tids spænding, at jeg satte pladen "Good Things" i afspilleren.
Efter at have lyttet pladen i gennem, sidder jeg forvirret tilbage. Det er tydeligt, at Looptroop Rockers, som de har omdøbt sig selv, ikke går op i, hvilken genre de laver. "Realness"-begrebet virker ikke til at være det, de tænker mest over i den musikalske proces. Jeg ville nemlig have store problemer med ærligt at kalde dette en rendyrket hiphopplade. Variationen af musikstile er stor, og gruppen kommer forbi både oldschool hiphop, pop-elektro med forvrængede stemmer og en skingrende pinlig coverversion af Bon Jovis hit "Living On A Prayer", som jeg ikke kan se hvorfor er på pladen.
Musikalsk diversitet og eksperimenteren med forskellige genre kan være fantastisk, når det lykkes. Queen lavede en genistreg i "Bohemian Rhapsody" ved at lave et sammensurium af alverdens genrer, og meget ellers velskrevet musik er druknet i klichéer og gentagelser. Denne gang virker det dog ikke på mig, og det virker mere som en stilforvirring, hvor de ikke helt har været sikre på, hvilken vej de skal gå. Mange af sangene drukner i halv-enerverende og langtrukkent sang, og det ærger mig utroligt.
For der er ikke den mindste tvivl i mit hoved om, at medlemmerne er virkelig talentfulde. Uanset stilforvirringen er mange af sangene velproducerede, og særligt rappen er utroligt vellykket. Teknisk leverer rapperne varen hver gang, uanset om det er over obskure genreblandinger eller elektro, der ville gøre enhver diskoteksgæst glad for et årti eller to siden. Lyrisk blev jeg også imponeret flere gange, og der bliver holdt et stabilt, højt niveau hele pladen, hvadenten det er stærkt konspiratoriske, politiske paroler som på et af pladens absolutte højdepunkter, "Blood & Urine", eller der bliver serveret fortællinger om deres graffititogter.
Pladens største problem er uden tvivl den meget svingende kvalitet. Når det virkelig lykkes, sidder man tilbage med en fantastisk, tilfreds følelse af, at disse drenge virkelig er noget specielt. Det, der virkelig skiller dem ud og gør dem til noget unikt og fantastisk - kreativiteten og nysgerrigheden, - viser sig dog også at være det, der gør, at pladen langt fra har nået det niveau, det let kunne nå. Når man laver en plade, skal der være en rød tråd og et fundament der gør, at det hele hænger sammen. Der skal være noget særligt, der kendetegner pladen og får det til at føles som noget helt, et færdigt produkt. Det er netop dette, der ikke er lykkedes her, og det efterlader mig med en stor ærgelse og skuffelse. For de kan sagtens lave fantastisk musik, talentet skinner tydeligvis igennem, men når man som lytter sidder tilbage forvirret uden at kunne finde hoved og hale i det, svækker det pladen betydeligt, uanset hvordan den musikalske kvalitet er. Jeg er trist over at sige det, for pladen havde et fænomenalt potentiale, men det skuffede stort og repræsenterer langt fra gruppens reelle talent.