Lupe Fiasco åbnede for den internationale del af årets hiphopprogram med bulder og brag, samt en sjat kick, push.
Da klokken var slagen 20.45 kom hele Danmarks hiphop-ven, Per V, ind og introducerede aftenens gæst, og man havde allerede lidt på fornemmelsen der, at Cosmopol-crowden var klar til at hjælpe Lupe Fiasco med at skabe en fremragende oplevelse. Teltet var fyldt - og visse folk måtte tage til takke med en plads udenfor.
Jeg havde tidligere på ugen set BBCs video af Lupe-koncerten på Glastonbury. Her var han flankeret af en dj, Sarah Green og Matthew Santos. Umiddelbart syntes jeg, at Lupe er en af de hiphop-artister, hvis koncerter ville have godt af et liveband, så det håbede jeg lidt på - og til min store glæde stillede aftenens hovedperson op med et liveband på Cosmopol. Bandet spillede Lupe ind på scenen til tonerne af "The Instrumental" og om end det syntes umuligt, så virkede Lupe mere veloplagt end crowden. Dernæst serverede Mr. Fiasco en publikumsfavorit i form af "Kick, Push" - den blev desværre lidt ødelagt af en smule akustisk tilbagekobling fra hans mikrofon, men det holdt ikke Lupe tilbage fra at hoppe frem og tilbage som en gal mand på scenen.
Det var tid til lidt crowdparticipation, men heldigvis ikke i en sådan grad, at man stod og blev alt for irriteret. Next up: "Hip Hop Saved My Life" - og her fortsatte den samme energi på scenen og gulvet, som havde været siden Lupe kom ind på scenen. På trods at lidt tekniske problemer med mikrofonen, så pillede det ikke ved at Lupe gik meget klart igennem, og han formåede uden tvivl at bære Cosmopol. "Go Go Gadget Flow" kom herefter, og da Lupe bad publikum om at synge med, så gjorde de det - og det virkede rent faktisk som om, at de kunne teksten - ingen pinlig mumlen, men kun klare brøl fra en hyped crowd. Showet fortsatte med "Dump It Down", og derefter "Daydreamin" hvor Lupe sang starten og gjorde måske lidt for meget ud af det - her virkede det lidt som om, at publikum mistede lidt interesse, men det var bare et lille dyk på spændingskurven. For da nummeret omsider kom på, så var folk med, og teltet emmede af love og håndtegn. Efter "Streets On Fire" kunne Lupe heller ikke lade være med at sige, vi rent faktisk var den vildeste crowd, han har spillet for længe. Om det var en crowd pleaser, kan man jo sagtens sætte spørgsmålstvivl ved - det kan man dog ikke ved publikums brøl og hænder i vejret.
Da "Paris, Tokyo" blev spillet, fik vi for første gang rigtig medbragte Sarah Green i spotlight, hvilket hun nød og takkede igen med at synge fantastisk. En obligatorisk lille tale om hvor dejligt det var, at være i Danmark, skulle vi også have - heldigvis ikke i en så tåkrummende-version, som man ellers kan være vidne til... Lupes tid var ved at være udløbet, men selvfølgelig kunne han ikke gå uden at fremføre "Superstar", og her hev han Matthew Santos frem og så kom der ellers "Superstar" i en lang udgave med masser af charlatan-sang fra Santos og publikum, der selvfølgelig også skrålede med. Cosmopol var dækket af hænder, og aftenen sluttede af med, at Lupe over "Kick, Push"-instrumentalen gav mulighed for folk til at hylde det velspillende band, hvor specielt trommeslageren - helt forståeligt - var en publikumsfavorit. Det bliver en lidt lang afsked, som jeg fandt lidt overflødig - her kunne man f.eks. have hørt den Neptunes-producerede "I Gotcha", som lidt manglede på sætlisten. Efter at have kastet lidt vand på et højthoppende publikum, forlod Lupe Fiasco scenen. Per V kom prompte ind bagefter og konstaterede ganske rigtigt, at Jigga virkelig skal stramme sig an for at levere en bedre koncert, når han spiller på Orange.
Koncerten var fantastisk. Publikum var vilde, Lupe elskede at stå på scenen, bandet spillede fremragende, sangere var glimrende og udvalget af numre, som han spillede, var godt valgt ud. Det eneste der trækker ned, er nogle småproblemer med mikrofonen i starten af koncerten, en smule spildtid der blev brugt på afsked og taler, og så at koncerten kun var en time lang - men det er vel rimelig normalt for en koncert på Roskilde Festival. Der skal dog ikke herske tvivl om, at Lupe Fiasco var alt andet end en fiasko - han var The Coolest.