The Game på Arena-scenen
Da klokken nærmede sig de 15.30, som var det officielle starttidspunkt for The Games koncert på Arena-scenen, begyndte der at florere historier om at han ikke engang havde forladt hotellet endnu og man begyndte at tvivle lidt på om manden overhovedet kom - det er trods alt begrænset hvor forsinket man kan være, når der skal et andet band på samme scene blot et par timer senere.
Da storskærmene så meldte at The Game var udsat til kl.16.00 fik man fornyet håb og tænkte at det hele nok skulle ordne sig - og ordne sig gjorde det!
Fem minutter over fire gik tæppet fra og på scenen stod en dj iført en Black Wall Street t-shirt - her må jeg foriøvrigt indskyde at deres logo i mistænkelig grad ligner Disposable Heroes of Hiphopcrisy, som selv har optrådt på Roskilde Festivalen (1993) - det er dog ikke helt underligt, da begges logoer ligner noget fra en dollar-seddel, men man kunne godt mistænke de to crews for at have forskellige motiver til at drage inspiration netop derfra. Til at starte med var jeg lidt skuffet over at dj'en, som viste sig at hedde noget i retning af Kris Styles(?), ikke var DJ Quik som det tidligere har været til nogle af Games koncerter; skuffelsen blev hurtigt større da det virkede som om at dj'en lige skulle bruge fem minutter på at varme publikum op, og der kom lidt crunk-lyde ud af højtalerne. Crunk'en blev dog hurtigt afløst af et par hiphop-klassikere, hvor især House of Pains "Jump Around" vakte stor begejstring i et pænt fyldt telt.
Da The Game endelig entrerede scenen på en skinnende blank lowrider cykel var publikum virkelig klar til ham, og det kom ikke som den store overraskelse for nogen at manden havde et rødt (blood) bandana foran munden og en G-Unot t-shirt på. Introen fra "The Documentary"-albummet kørte i baggrunden, og jeg stod og spejdede efter en hype-man, men der kom ikke nogen, så showet blev kørt på bedste manér med one dj, one mc.
Game greb mikrofonen og bød København(?) velkommen til showet, og startede straks med at fyre en af de helt store af: "Westside Story", og under omkvædet var der ihvertfald 10.000 hvide mennesker der ikke var generte for at råbe "Nigga, Westside!" - en fed detalje var at han havde lavet omkvædet om så han rappede "The Copenhagen Chronic got me so high..", så man følte ligesom at manden i det mindste havde lagt lidt arbejde i det, selvom nogen måske burde have fortalt ham at Roskilde og København er to forskellige ting.
DJ'en, som faktisk viste sig at være ganske kompetent omend ikke fantastisk, fik fyret lidt maskinpistolskuds-effekter af, noget som undertegnede har elsket siden BDP i sin tid udgav "Live Hardcore Worldwide". The Game fik nævnt at han mente at Roskilde var en rock-festival, noget som programmet i år nok bekræfter, men at han ville bringe rap indover, dog ikke mere end at han godt kunne indtage det han kaldte for sin "Queens of the Stone Age-pose".
"Higher" var næste nummer på repertoiret og jeg må sige at jeg indtil nu var ganske positivt overrasket over at Game kunne give den så meget gas uden en hypeman, og at han ikke kun lavede et vers af hver sang, som visse kunstnere har haft for vane under nogle af de nyligt afholdte koncerter i Københavns-området. Der blev hurtigt skiftet til "Put you the Game", og folk lod til at være rigtig glade og tilfredse.
En kort pause var det nu tid til, og Game valgte at introducere os for sin DJ, som han kaldte en af verdens bedste - det var nu ikke helt sandt, men det blev dog til et lille dj-show på et minuts tid, hvor vi fik set et par body-tricks, som det jo stadig er populært at lave på den anden side af atlanten. Herefter valgte The Game at hylde to af hiphoppens faldne soldater, nemlig Tupac og Biggie, og det gjorde han ved henholdsvis at spille små bidder af "California Love" og "Hypnotize", noget som publikum godt kunne lide, selvom det virkede lidt små-corny at dj'en spillede nogle helikopter-lyde, hvorefter Game sagde at "Tupac has just landed"!
Herefter gik showet over i noget der skulle vise sig at være et gennemgående tema, nemlig Games beef med G-Unit kliken. Først blev der snakket lidt om 50 Cent og om hvordan han angiveligt havde udtrykt noget beundring overfor Ja Rule fordi sidstnævne sang. Derefter fik vi kort og godt sat på plads at "Lloyd Banks is a faggot" og at "Olivia is a man". Det blev til en del G-g-g-g-Unot råb derefter, og der var en enkelt blandt publikum der havde lavet et flag med "G-Unot"-tryk - noget som Game fandt værd at pege ud for dem der åbenbart ikke havde set det.
Tilbage til hyldesten af de afdøde, og det næste nummer blev dedikeret til Tupac, Biggie, Jam Master Jay, Left Eye, Big Pun osv, hvorefter Kanye-produktionen "Dreams" gik igang. "Dreams" er et af mine absolutte favoritter på pladen, og jeg blev ikke skuffet over live-udgaven, selvom jeg fortsat finder det ekstremt trælst at man til hver eneste hiphop-koncert skal hylde de døde - listen bliver længere og længere år for år, og inden længe kan man jo ikke nå at høre det man er kommet for, nemlig kunstnerens eget musik.
Kun det ene nummer blev det til, før The Games stemme igen trængte til en pause, og kan kaldte en breaker på scenen. Inden breakeren fik lov til at vise sine skills, skulle han dog bevise at han kunne følge med Game indenfor champagne-drikning og weed-rygning. Det blev lidt langtrukkent, nærmende sig til det småpinlige da Game angiveligt drak en halv flaske cognac i en lang slurk - mon ikke Rynkeby havde leveret lidt æblejuice til det? Anyways, breakeren gik på, og han var ganske udemærket, men man kunne godt mærke på publikum at de var klar til mere musik.
De næste par tracks var "Start from scratch" og "No more fun and games", men på nuværende tidspunkt kunne man høre effekten af den manglende backup-rapper, Games stemme og vejrtrækning var nemlig ved at komme i problemer. Vi blev fortalt at han var "drunk as a muthafucka" og at han ville brække sig udover en fra publikum, men fortsætte showet. Jeg stod blot og tænkte at manden skulle stoppe snakkeriet og komme igang med rapperiet..
Den ubetingede publikumsfavorit var næste punkt på dagsordenen, og det var da også "Hate it or love it", som pt. nyder godt af heavy rotation på både radio- og tv-stationer. Game overtog 50's vers, så publikum ikke blev snydt for den ekstremt fede linje "My favorite rapper used to say 'ch-check out my melody'", og jeg synes faktisk igen at Game gjorde det udemærket, men publikum kendte tydeligvis ikke tekstuniverset godtnok, så det var ikke den store crowd-participation, selvom jeg da fik observeret Mugge Vejmand fra Sphaeren give den god gas.
Sangen sluttede af med en kort acapella-performance fra remixet af samme sang, hvor forholdet til 50 Cent og G-Unit igen er emnet.
Nu var det åbenbart blevet tid til hits'ne, for "This is how we do" var næste indslag, og den blev også fremført fint nok, men omkvædet er åbenbart for kompliceret for gennemsnits-tilskueren, så det lød lidt tamt når folk stod og råbte med på noget, de egentlig ikke vidste hvad var.
Titelnummeret fra lp'en "The Documentary" led samme skæbne som det forrige nummer, og folk kiggede nærmest mærkeligt i vores retning, da de så at der rent faktisk var nogen der kunne omkvædet. Igen var det en lidt tam affære, men man kan vel ikke bebrejde Game at folk ikke kan omkvædet på hans nummer? Jeg har ihvertfald ikke valgt at gøre det.
"I'm officially out of songs" deklarede han, og valgte at showet skulle starte helt forfra. Han forlod scenen, lod dj'en introducere ham og kom ind på cyklen igen. Nu blev vi præsenteret for et kort resumé af de numre vi allerede havde hørt en gang, og jeg må indrømme at det trækker grundigt ned i min bedømmelse at han er nødt til at ty til så billige tricks for at få publikum med sig. Selv breakeren blev inviteret op igen, han havde dog forladt teltet, og istedet kom der en ny breaker op. Denne viste sig dog at være en af de billige udgaver af slagsen, for det der blev præsteret dér, er der kun et rammende ord for: pinligt.
Herefter blev det for alvor en rodet affære, hvor Game takkede af, var på vej ud, kom tilbage med et "I'm baaack", så han rent faktisk selv sluttede showet af og indtog scenen til et ekstranummer, som publikum ikke engang nåede at bede om. Nummeret blev "Church for thugs", som faktisk var ganske glimrende, men fysikken (og måske den føromtalte æblejuice) begyndte at vise sig fra sin dårlige side, og rimene blev ikke længere lagt med helt samme entusiasme og præcision.
En fra publikum bad om noget freestyle, og her vil jeg gerne lige gøre alle "8 Mile" og FightNight fans'ne opmærksom på at ikke alle mc's er vilde freestylere, og man behøver faktisk ikke se en freestyle for at have oplevet en fed koncert! Fred være med dem der fyrer den af og kan det lort, men det er altså ikke altafgørende i min bog. Freestylen blev dog leveret, selvom der ikke var et eneste gram freestyle over det, eftersom det var et minuts tid af "300 bars and runnin'" Game leverede, men der er nok en 5-6000, der er gået hjem i troen at det var "off the top of the dome".
Nu forlod Game for alvor scenen, og man var ikke i tvivl om at det var slut nu - "300 bars and runnin'" blev sat på pladespilleren og så kunne folk så stå og hygge sig med den.
Jeg stod tilbage med en fed fornemmelse, selvom det langtfra er en af de fedeste koncerter jeg har været til. Først og fremmest skal festivalens bookere have stor credit for at formå at booke den måske allermest aktuelle rapper pt., og The Game skuffede mig heller ikke, selvom man ved nærmere eftertanke måske gerne ville have haft en backup-rapper, men alt i alt leverede han et godt show, uden dog nogensinde at nærme sig de euforiske højder. Publikummet på en festival er naturligvis heller ikke nemt at tilfredsstille, da mange blot lige skal "se hvad det er for noget", og lyden var heller ikke specielt god, faktisk synes jeg at der var lige lovlig meget bas på under nogen af numrene, hvilket bevirkede at Games rim "forsvandt" i beatet. Det er heller ikke nemt at skulle spille en stor koncert, når man kun har et album at trække på, og Game nåede at levere ti numre fra albummet, plus et vers fra "300 bars...", og så kan man vel ikke forlange meget mere?