ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Fugees i Forum, mandag d. 05/12

Fugees leverede mandag aften i et udsolgt Forum i København, en koncert der på alle måder var præcis som man havde forventet på forhånd: Professionel, stemningsfyldt og planlagt ned i mindste detalje. Yderligere var også publikum præcis som man havde forventet det: En broget flok der var som taget ud af en hvilken som helst massappeal-koncert, som f.eks. U2 eller Coldplay. Dvs., der var nok omtrent samme antal kærestepar til denne koncert, som ved et massebryllup i Moon-bevægelsen. Overalt blev der holdt i hånd og kigget dybt i øjnene - fair nok, musikken appellerede jo også til det.
 
Det var faktisk på mange måder en kærkommen lejlighed for den mandlige del af befolkningen, til at invitere den bedre halvdel en tur i byen. Hele arrangementet talte simpelthen for en god "fælles-oplevelse". Opvarmningen bestod nemlig af tre acts: Alex, Anna David og The Gypsies. Alle sammen grupper, der (ligesom hovednavnet) kan kategoriseres som en art cross-over.

Alex lagde ud, og spillede til sikkert mange unge pigers store fornøjelse, bl.a. hans radio-hits "Beautiful" og "Os to". Jeg skal ikke kunne sige om han var træt, uoplagt eller bare genert, men der var rent ud sagt ikke meget i ham den aften. Såvel hans stemmeleje som hans sceneoptræden, stod i øvrigt i skarp kontrast til Szhirleys ditto (hun var aftenens konferencier), der muntrede os alle med en høj og skinger stemme, der skar i gennem lokalet som en kniv gennem blødt smør. Hun lagde dog et prisværdigt engagement for dagen, og på den led fik hun præsenteret os for aftenens andet act; Anna David. Hun gav 3 numre, heriblandt "Når musikken spiller" (feat. UFO) og "Fuck dig". Jeg har ikke noget forhold til sidstnævnte nummer, men det forekom mig alligevel en anelse malplaceret, at hun til lejligheden havde valgt en smilende og positiv fremtoning på scenen. Ikke fordi jeg savner attitude til hip-hop-koncerter (hvad denne aften retmæssigt heller ikke kan betegnes som), men lige netop teksten til "Fuck dig", kalder da på attitude!
 
Uanset hvad, så afsluttedes opvarmningen med The Gypsies, som for mit vedkommende er et nærmest ukendt navn. De havde en lidt anden stil end de andre navne, både mere hård og mere fanden-i-voldsk, og det var forfriskende. Slutteligt i deres program inviterede de Camille Jones på scenen, og hun gav en særdeles vellydende live-version af hendes egen "The Creeps". Camille Jones mindede mig på en eller anden måde om en ung Tina Turner. Jeg tror det var hendes måde at indtage og nærmest eje scenen på. Det var faktisk ret imponerende.

Så var det blevet tid til hovednavnet. Tid til The Fugees, der her for mindre end et halvt år siden, fandt sammen som gruppe, efter trioen for nogle år siden var gået hver til sit.
Den fyldte hal blev først ladet op af et mix fra pulten, der bød på gedigne club-classics af bl.a. Busta Rhymes og Run-DMC. Det kørte et lille kvarters tid, før Wyclef kom stormende på scenen, og opførte House of Pains "Jump Around".
Kort efter entrerede også Pras og Lauryn Hill, og tilsammen gav de publikum i salen, alt hvad de var kommet efter; alle deres hits. Endda fyret af lige efter hinanden. "Ready or Not", "Fu-gee-la", "Killing Me Softly", ja selv "9-1-1" fra Wyclef Jean-albummet "The Ecleftic" blev der plads til. Den erfarne gruppe kørte på rutinen, uden at dette er et udtryk for, at koncerten var kedelig - for det var den ikke. Tværtimod er det en fornøjelse at iagttage den musikalske gøgler, Wyclef Jean. Hans energi smitter af på både det resterende band samt selvfølgelig publikum. Således også på denne mandag aften, hvor selv folkene oppe på balkonerne, måtte rejse sig fra deres sæder, og rokke med på de iørefaldende numre.

Alt i alt var aftenen vellykket. Programmet var godt sammensat i forhold til det publikum man forventede sig. Man kunne have frygtet, at Fugees lavede et reunion-stunt for at få fyldt lidt ekstra på bunden af skattekisterne. Hvis det er tilfældet, skjuler de det i hvert fald godt, for det virkede som om, at projektet er noget de har lyst til. På den led var det også rigtig godt at opleve, at de stadig fint kan være med. Det var næppe en hip-hop-koncert, men bedømt ud fra en betragtning af, at det var en "almindelig" koncert, fungerede den fint og gav de gæstende fuld valuta for pengene.

07/12/2005 - Lagt online af Matias

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste >Her vises [1 - 10]