ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Cab: Lydbilleder

Cab, som man tidligere har hørt i samarbejde med Pede B, bl.a. på deres demoudspil fra 2003, "Fuldendt og Udsendt", samt nogle solide gæsteoptrædener på Pede Bs nye album, er nu ude med sit første soloudspil på det selvfinansierede label, Beskidt Lyd Records.
Produktionerne bliver leveret af LuxXx, Endless Potential, DJ Wernz og Es. EP'en er 8 numre lang, inkl. en intro og et udmærket lille mellemspil, med den "overraskende" titel "Luxxxus".
 
Første indtrykket er ganske godt. Coveret er en komisk parodi på Disney og mine tanker bliver ført hen mod "Fantasia". Stilen er ligeledes sat fra starten. Beskidt østkystlyd, med sine rødder i midthalvfemserne, især tydeliggjort på "Hvem er du?", der i øvrigt benytter sig af et ganske underholdende gimmick; Cabs crew og homies, der disser ham i en cypher. Generelt er produktionerne på et højt niveau, om end de til tider kan være en smule anonyme. Heldigvis passer denne "simplicitet" ganske godt til Cab og giver ham flere muligheder for at udfolde sig teknisk.
Der er dog produktioner, som skiller sig ud fra mængden. Her taler jeg især om "Hvad vil du?", produceret af DJ Wernz, der i mine øjne utvivlsomt er EP'en bedste nummer. Produktionen har et godt drive og et genialt, samt varierende, strygersample velakkompagneret af en god basgang og et fedt kort vokalsample i omkvædet. Selvom flere af de andre produktioner ikke gør den store figur af sig, er der dog visse der emmer af stemning, især "Langt fra mit sind", produceret af LuxXx. Samplet er det samme, som på AZs "Paradise (Life)", dog i et lavere pitch, og det klæder samplet rigtig godt. Stemningen er i højsædet og understøtter Cab og Pede Bs tekst virkelig godt.
 
Cabs tekster er hovedsageligt velskrevne, men desværre kan det til tider virke som om form kommer før helhed. Kombineret med Cabs tekniske egenskaber kreerer dette et velfungerende lydbillede, men det er først når dybden kommer ind i billedet at han rammer plet. Det svingende tekstmæssige niveau må desværre siges at være et af EP'ens store kritikpunkter. Hvor det på numre som "Hvad vil du?" og "Langt fra mit sind" er af høj kvalitet, lever det ikke helt op til dette på fx "Hvem er du?" og "Det høje C".
 
Leveringen er gennemgående god og Cab virker sulten og overbevisende på mikrofonen og bundniveauet på EP'en er i det hele taget højt. Desværre har jeg svært ved at undgå at sammenligne de stærke numre med de svagere og det har resulteret efter et stykke tid kun hører "Hvad vil du?" og "Langt fra mit sind", som til gengæld kører på repeat. Det kan virke lidt stenet at kritisere ting man sådan set synes er ganske fede, men jeg har meget svært ved at se bort fra, i særdeleshed, "Hvad vil du?", som er et af de bedste danske numre jeg har hørt i et stykke tid. Alt i alt et solidt solo udspil, der beviser at Cab har udviklet sig meget siden "Fuldendt og Udsendt" og slår hans evner fast med syvtommer søm. Hvis du kunne lide Pede Bs album vil jeg uden tvivl anbefale dig også at skaffe denne EP.

18/01/2006 - Lagt online af Nyboe

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste >Her vises [1 - 10]