Nordic By Nature 4.0 - amputeret men ikke ramponeret
Tirsdag eftermiddag løb det fjerde Nordic By Nature af stabelen. Arrangementet, med navnet stjålet fra Fettes Brots nummer med samme titel, er efterhånden blevet fast inventar på Roskilligan's Island. Så meget desto mere ærgerligt er det, at festen der skal hylde nordisk rapmusik nu er skubbet uden for de store festivaldage, så der reelt kun er ét skandinavisk-sproget rapact - L.O.C. - på de officielle scener.
Nå, fuck det! Klokken har slået 15 på Pavillon Jr. og maratonkonferencieren Per Vers byder velkommen mens næsten usynlig sommerregn lister sig ned fra den koksgrå himmel, der truer med torden, over teltets trygge dug (for dem der interesserer sig for den slags stemningspis). Lineuppet er i år Nemo (DK), Up Hygh (SE), Chris Lee (NO) og Pede B (DK), og eftersom Pavillon Jr. er et af de få steder med livemusik, er der proppet af en broget skare fra startfløjt.
Kaptajn Nemo med kanonskrald og (anti)helterock
Første levende billede er Nævers Nemo, der sammen med Klingen indleder sit show med en dramatisk omgang fanfaremusik, ikke hørt mere pompøs siden Maximus slagtede de der barbarer i Gladiator. Skulle man være i tvivl om der skal knald på showet detoneres en bombe så kraftig, den får mig til at reminisce tilbage til da nogle lømler sprængte mine forældres postkasse i luften - så er stilen ligesom lagt. Backet op af den stadig mere velflowende Klingen samt producerwunderkind Simon Gettic, der i dagens anledning betvinger en basguitar, og således skriver sig ind blandt legenderne Andre 3000 og Kool Keith som hiphoppere der mestrer bassens ædle kunst.
Vi får gamle numre som Oh! (den med dum-da-dum fra musicalnummeret I've Told Every Little Star) serveret, og publikum rocker allerede godt med. Lyden på musikken er dog markant højere end på mikrofonerne, hvilket tager lidt af brodden af Nemo's New New York-flow. Det er et generelt problem på festivalen i øvrigt, og jeg tænker på om der er for mange rock lydmænd i boksene herude.
Hvad der mangler kræs for ørerne er der til gengæld rigeligt at spærre gluggerne op efter, for på de næste numre indtager TrooLS og Niarn scenen. TrooLS rapper med på en collabo der lader til at hedde "Fra Starten Af", mens Niarn er feature på et nummer med rigelig (anti)-helterock, der går i tråd med ballademagerens førstesingle. Efter endnu et kanonskrald er Nemo Audi 4600, og afslutter således et rapshow med tyk streg under showdelen.
Norsk bay-area trubadur og Svensk D-funk feat. Annisette
Fra broderlandet får vi så Sveriges bud på Detroitlyden. Up Hygh (der udtales Up High og ikke Üp-Hyk som jeg ellers troede). De går på scenen fire drenge og en pige høj, og i som så mange andre af denne slags formationer er pigen den mest interessante. Med en ordentlig 'fro og gedigne sang-skills minder hun om et mix mellem Lauryn Hill og Annisette Koppel, og således stjæler hun opmærksomheden fra resten af bandet. Hun synger fantastisk, rapper udmærket og freestyler elendigt. I det hele taget er der for meget "1-2-3, look at me" freestyle fra Up Hygh, og parret med rotationen fra medlemmer mellem mikrofon, keyboard og pladespiller er der lidt for meget jam-session over det. Jeg synes også gruppens Dilla-Detroit-sound er meget poleret og grænser til klassisk p-funk. Nogle af synth-arrangementerne lyder faktisk som remakes af Digital Underground tracks. Det kan jo også være fedt nok, men man savner mere kant og mere kompromisløshed fra Üp-Hyk-skalle-akkemakkedalle. hvis de skal flytte sig fra den pæne gymnasiefunk.
Hvor Up Hygh bevægede sig i rapfusionens grænseland er norske Chris Lee taget på ferie 1000 km på den anden side af grænsen. En mand høj danser han på scenen, og begynder at rappe i et bouncy tempo over californisk funkmusik. Han har et mærkeligt følelsesladet nærvær, der ligger langt fra den konventionelle rapattitude. På en måde minder han om en gladere version af vores egen Gislí, bare med mindre karisma. Chris Lee rapper ellers meget tappert, men selv da han bliver bakket op af et par live-guitarister ser han ensom scenen, og minder mest om der helst skulle rappe fra en barstol. Da han selv griber en akustisk guitar og rapper over strengespillet er genreforvirringen komplet, og den ellers dygtige rapper mister helt kontakten hiphopperne. Det går lidt bedre med det afsluttende down-south nummer, der er godt knald på, og så vidt jeg kan høre handler om unpretty chicks, som han rapper: "Giiirl, this could get ugly / It looks like you play rugby". Med godt humør, godt flow og uden varigt indtryk er Chrislí ude af vagten.
Hiphop 101 med Pede B
Da Per igen går på scenen og spørg om folk er klar til Pede B møder der ham et "JAAAA" så rungende man overraskes over størrelsen på fanskaren hos den forsvarende Fight Night mester og Årets Undergrundsnavn. Pede render på scenen flankeret af co-rapperen Cab og producer/hypeman LuXXX. Desuden bakkes op fra en bassist og en trommis, så uden lejesoldater leverer Beskidt Lyd lidt af et tæskehold. De kaster sig ud i et bangende remake af Pede's Ting fra Viva La Gade Hip-Hop og gennem showet får vi serveret både ting fra Pede's solodebut "Et Barn Af Tiderne" og Cab's EP "Lyd Billeder". Såvel Pede som Cab har utrolig god kontrol over flowet så uanset om det er sange om drukture eller rapper-nedslagtning går det klart igennem, og jeg synes det er ret og rimeligt Pede B fungerer som Nordic By Nature's hovednavn.
At publikum er med grænsende til det rowdy er selvfølgelig en halv sejr, men holdet på scenen tager virkelig Nordic By Nature i hånden og begiver sig ud i et kick-ass show. På CD kan numrene virke tilbagelænede, grænsende til stenede, men her når de virkelig ud over scenekanten, hvad den hårdtarbejdende trommeslager nok har sin del af æren for. Jeg synes det er fedt at konstatere denne del af hiphoppen stadig holder fanen højt, og endda ser ud til at få nye fans i en tid, hvor hitsinglebaseret gangsterrap dominerer.
Afslutning og et par nordiske råd
Med et brag en afslutning er dette årets Nordic By Nature nået til endestationen. Backpackbærende b-boys og hippie-hystader med hyacinter i håret drysser ud af teltet og skal videre på hver deres festival, efter i to en halv time at have smeltet sammen om musikken på græstæppet i teltet fyldt med nordiske ordkaskader og trommebreaks fra et urbant ungdomsoprør, der blev universelt (dét der stemningspis igen).
Jeg synes de danske acts der sandwichede vores skandinaviske naboer leverede varen bedst. Nemo markerede sig som en talentfuld rapper på vej frem, der har mere at byde på, mens Pede B med scenetække og et gennemført show fremstod som helstøbt hiphop. Up Hygh og Chris Lee var da et spændende bekendtskab, men ikke rap-elite som f.eks. Promoe og Equicez som vi tidligere har oplevet til Nordic. At det er amputeret til kun at ligge om tirsdagen skærer desuden i hjertet på en gammel betonhiphopper, og jeg håber Roskilde selv indser fejlen og booker Onkl P (NO) og Snook (SE) til næste år.