P-Funk festen der overmandede Arena.
Det er blevet lørdag sen aften. Jeg er på vej til Arena-teltet for at opleve noget, jeg har set frem til, siden det blev proklameret, at de ville indfinde sig på dette års festival: The Godfather of Funk og hans funkateers; George Clinton med Parliament og Funkadelic.
Det var da også en yderst tændt og tidligt mødt crowd, der var mødt op for at se ikonerne med næsten 40 års erfaring med da funk.
Tæppet går fra, og folk går amok fra start. Der er fuldstændig fuldt hus and then some. Der er selvfølgelig en sødlig duft af Mary Jane, og så er der bare en superfed stemning. Folk virker meget klar.
Oppe på scenen virker det også som om, der er noget stort i gærde. Der er måske 20 mennesker på scenen. Pimp-outfits, afroer, store skrud og dreadlocks i et sammensurium.
Ind på scenen kommer nu en fyr kun iført ble og en joint i kæften. I starten troede jeg, det var Clinton himself, men han entrerede først senere.
Da jeg for efterhånden en del år siden så "We were Kings" - dokumentarfilmen om mødet mellem Muhammed Ali og George Foreman i Kinchasa - var noget af det første, der faldt mig ind, at jeg gerne ville have været der for at opleve James Brown, Sam & Cooke, Aretha osv til det kæmpeshow de stablede på benene i ugen op til. Igår er jeg sikker på, at det var det tætteste, jeg kommer på den oplevelse. Der er simpelthen en kæmpefest igang i Arena med vores eget husorkester, der fyrer den af i en grad, så det nærmest er intergalaktisk.
Ligesom hele universet omkring George Clinton. Sir Nose D´voidofunk kommer da også snart på scenen iført hvid pels og hvid pelshat for at provokere bandet. Det varer dog ikke længe, inden Dr. Funkenstein rammer ham med sin bob-gun, og Sir Nose begynder at danse helt ustyrligt i samme øjeblik. Slangemennesket vrider sin krop rundt i helt afsindige moves, og så er festen for alvor igang.
Nu kom selveste Mr. Funk - George Clinton på scenen iført Adidas-hoodie og de karakteristiske farvede dreads til et kæmpebrøl, og da han starter med at synge "Make my funk the P-funk" koger salen. Der bliver danset rundt i ekstaser. Folk står i små danseklynger og danser aquaboogie og fester. Jo, der er i den grad gang i the Mothership Connection.
Uden at det på nogen måde var nødvendigt sørger George Clinton lige for at holde folk til ilden med nogle meget anderledes festråb end de sædvanlige "say yeah" osv. "To the window, to the wall. Till the sweat runs off my balls" messer han, mens publikum skråler med, hvorefter han siger: "Shit. Goddamn...get off your ass and jam". Det var intet mindre end underholdning i verdensklasse.
Bandet klingede an med tonerne af "Tear the roof off the sucker", og nu kom en Swing-pjatter swing-pjattende ind på scenen, hvor han greb mikrofonen og sang med en stemme, der umiskendeligt lød som selveste James Brown. Godt gemt bag en stor hat fra 30´ernes Harlem, kunne man da heller ikke med sikkerhed sige, om det mon kunne være?? Men desværre...hatten røg af, og vi må vente med James Brown til august.
De efterhånden 30 folk på scenen gav den så meget gas, og der er ingen tvivl om, at det er superdygtige musikere George Clinton omgiver sig med. Meget godt visualiseret da saxofonisten blæser op for en 3-4 minutters lang solo, der var fresh as hell. Dette alt i mens Clinton tog armbøjninger. Meget godt gået af en mand på omkring de 60. De var i det hele taget så fulde af energi, at man et øjeblik tænkte, at de nok havde spist af de samme mitsubishi-piller, som Tech9ine pralede med at have taget. Showet hang utroligt godt sammen. Det ene funky nummer gik over i det andet, og musikerne skiftedes til at promovere sig selv i diverse soloer. Som min gode kollega Kim Blim sagde: "Der er fandme brugt mange timer i øvelokalet med det store set-up".
"Im here to free your mind. Cause if youre mind is free...youre ass will follow", sagde Funk-mesteren nu, hvorefter de spillede "Flashlight", og folk gik endnu mere amok, hvor umuligt det end virkede på det tidspunkt. Nu kom der pludselig en roller-girl ind på scenen også, som gennem et helt nummer gav prøver på sine evner på rulleskøjterne. Kunne de snart rive flere kaniner op af hatten, tænkte jeg, bedst som en ny person nu entrerede. En kvindelig rapper, som havde en rigtig god stemme og et supergodt flow.
Siden spilleplanen blev offentliggjort, har jeg været uforstående over, hvorfor de ikke skulle spille på Orange. Men retrospektivt må jeg give Roskilde-folkene stor ros for at have placeret actet på Arena. Det blev tilpas intimt - uden dog at være for småt - til at man rigtig følte det var en fest. Tror det havde været svært at opnå den samme uovertrufne stemning på Orange.
Dilemmaet som havde fulgt mig hele dagen måtte jo indtræffe: Skulle jeg blive og se hele showet, eller skulle jeg hoppe over på Orange for at se Kanye West? Jeg valgte det sidst, og det priser jeg mig lykkelig for idag, men det betød, at jeg ikke fik set den sidste godt og vel halve time af et ellers fantastisk P-funk-show, og det var ærgeligt. Jeg fik dog slutteligt lige hørt Clinton chante "Everybodys got a little light under the sun", og så var jeg ellers videre.
Men det var en forfriskende oplevelse at se et så feststemt festival-publikum og et så levende liveband. Jo, det blev én af de helt store oplevelser. Heldigvis var jeg på vej til én mere. "The roof is on fire...We dont need no water let the motherfucker burn...burn motherfucker...burn", tænkte jeg da jeg gik mod Orange. Jeg var ligeglad....jeg var glad!