ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

The legendary Roots Crew i Vega d. 17.11.06

Igår aftes havde København - i forbindelse med den første Copenhagen HipHop Festival - besøg fra Philly. Ét af de absolut fedeste og bedste liveacts gik på scenen i Vega, og det blev som sædvanligt et brag af en koncert.

For at en koncert virkelig skal tiltale mig, skal følgende elementer være i orden:
1. Et band, der gider og viser at de gider.
2. En god energi fra såvel band som publikum.
3. Kompetente musikere.
4. Ikke for meget snak - mere musik.
5. Genkendelige numre.
6. Ekstra numre (gerne et eller flere numre, som har ligelides er genkendelige, kommercielle hits f.eks.).
7. At der hverken spilles for længe eller for kort tid.

Lad mig bare sige det med det samme....Roots koncerten i går havde alt det og then some.
 
Ad 1)
De gange jeg har set The Roots, har jeg aldrig været i tvivl om, at det band består af medlemmer, der virkelig gider deres profession. De udstråler alle sammen glæde ved musikken og en glæde ved at få lov til at fremføre den for et godt publikum. Jeg synes, det virker som om, de virkelig føler sig priviligerede over deres status, og det har efter min ydmyge mening god afsmitning på hele auraen omkring Roots koncerter. Nu er det ikke fordi, jeg partout skal sammenligne med andre, men oplevelsen igår af såvel koncert som band ligger godt nok milevidt fra oplevelsen af Fat Joe koncerten og personen - han tog lige sig selv lidt for højtideligt!
 
Ad 2)
Når man ser de seks medlemmer af Roots på scenen, er det sgu lige før man selv mister pusten. Fra de gik på til man første gang så eksempelvis Black Thought tage en pause, gik der 25 minutter. I de 25 minutter havde han konstant haft gang i sit tale-/rappeorgan, og det vel og mærke uden decideret hypeman. Selvfølgelig bakker hans bandmedlemmer ham op, men jeg synes alligevel, det er meget imponerende at se og høre på, fordi musikken og Black Thoughts raptempo er højt og aggressivt - kun lige afbrudt engang imellem af den traditionelle gimmick, hvor der henholdsvis skrues ned og op for niveauet af Black Thought selv. Derudover var der - som der ellers tit er til hiphopkoncerter - ingen problemer med at høre, hvad Thought rappede. Jeg ved ikke om, jeg skal takke ham eller lydmanden?

Publikum havde i min optik lidt svært ved at komme rigtigt igang. Det føltes i starten som om folk var direkte paf! Det kan selvfølgelig også være resultatet af, at mange til koncerten igår måske var gengangere som mig selv, og dermed bare nød musikken istedet for at bekymre sig om at deltage til stemningen. Faktisk er det mit indtryk, at der først kom rigtig smæk på, da bandet gik på igen for at spille ekstra numre. Lidt ærgeligt men alligevel ikke noget, der ødelagde all-around-oplevelsen af actet.
 
Ad 3)
The Roots består af 5 absolut kompentente musikere. Først og fremmest (og væsentligst) fungerer deres samspil på scenen virkelig godt. Man kan godt fornemme, at det er et i den grad indøvet sæt, de fyrer af. Alle numrene er formidabelt bundet sammen - enkelte gange opdager man sent, at bandet nu spiller et andet nummer. Det er virkelig en stor fornøjelse at være tilskuer til.
Derudover kan man - når musikerne får lov at udfolde sig i indlagte solo´er - se at det er yderst dygtige folk. Hub startede med en bass-solo, hvor han nærmest tæskede løs på sin bas i 5 minutter. Quest Love´s solo(som jo godt nok ikke helt var en solo, fordi der var percussion med på) var energisk uden lige, og jeg forstår ikke, at den mand kan tæske løs i de trommer med den energi så længe ad gangen. Guitarspilleren (som vist nok var ny i forhold til sidst) gav mig indtryk af, at han var aftenens absolut dygtigste musiker. Udover at han sang virkelig godt på numrene, var hans solo out-of-this-world. Med en stil der udtryksmæssigt kunne minde om Santana imponerede han mig især med en sekvens, hvor han sang den samme tone, som han spillede! Ja, man skulle nok have været der, men det var fandme fresh. Og Keys-spilleren fuldførte til sidst et sæt veloverståede solo´er af med at fyre op for klassisk keyboard fra numre som Crystal Waters "Gypsy woman" og Booker T and the MGs "Melting pot". Sidstnævnte brugte de også sidste gang, men hold da kæft hvor er det et fedt nummer at opleve live(især når det nu er et af skribentens absolutte yndlingsnumre) og med den kraft og energi. På dette tidspunkt føltes det som om Roots var ved at overophede af energi, og jeg forventede en eksplosion hvert øjeblik.
 
Ad 4)
Jeg har allerede været lidt inde på det. The Roots spillede stort set fra de kom til de gik uden afbrydelser, fordi de hele tiden på skift gav hinanden pauser. Det efterlod heller ikke meget plads til snak fra Black Thought. Han holdt sig til et par velvalgte crowd-ting, og det var det. Så føler man sgu i højere grad, man har fået noget for de 350 kr. billetten kostede. Der var ihvertfald masser af musiske treats.

Ad 5)
The Roots spillede ca. en time og et kvarter. Så gjorde de anlæg til at ville gå af. Black Thought insisterede: "Its over. Thank you. Goodnight", men publikum insisterede heldigvis også, og så fik vi ekstranumre en masse - det vender jeg tilbage til. Der var, som jeg nævnte ovenfor, til sidst så meget gang i den, at det var svært ikke at blive revet med. Når de forskellige grupper laver deres sæt, må de nødvendigvis tænke over, hvordan og hvornår de skal spille hvilke numre. Starter man ud med et brag og spiller Hittet! Starter man stille og roligt op for at have et klimaks midt på og så falde lidt igen. Eller vælger man at starte stille og roligt for at lade det hele eskalere til sidst i ekstranumrene? The Roots havde tilsyneladende valgt den sidste løsning, og den virker ihvertfald på mig. Jeg følte aldrig, at nu måtte den koncert godt snart stoppe, tværtimod. Til sidst kunne de godt have fortsat lidt længere for min skyld, for det var i den grad klimaks.
 
Ad 6)
Med et bagkatalog som The Roots´ er det altid svært at vælge ud, hvad man vil spille for folk. Idet de har en forholdsvis ny plade på gaden, skal den selvsagt promoveres med en række numre, så vi fik da også en god håndfuld derfra igår, og det gør ikke mig noget, da den plade i mine øjne er noget af det bedste The Roots til dato har præsteret. Selvfølgelig fik vi de numre, som ikke kan undværes. Hits´ene, de sange alle vil høre. Men derudover fik vi altså også et bredt spektre af bidder fra hiphopklassikere, pophits, popklassikere, rock, funk og elektro.
Det her spillede de:
"Here I come"
"Game theory"
"Star"
"In the music"
"Stay cool"
"Mellow my man"
"Double trouble"
"You got me"
"Next movement"
"Seed"
(ekstra)
Derudover fik vi:
"Jungle boogie"
"Rappers delight/Good times"
"Black betty"
- Ram Jam
"Smooth (Roots) criminal" - Michael Jackson
"Meltin Pot"
"Shake, rattle and roll"
"Gypsy woman"
"Golddigger"
- Kanye
"I need love" - LL cool J
"Get by" - Talib Kweli
"Shimmy shimmy ya" - ODB
"M.e.t.h.o.d man" -
"Award tour" - A tribe called quest
"Nuttin but a g-thing/187" - Snoop og Dre
"Sexy back" - Justin Timberlake
"El nayfish" - Hashim
"Push it" - Salt n Pepa
 
Ad 7)
The Roots gik på kl. 21 og det hele var slut klokken 22.45. En time og tre kvarters ubrudt underholdning. Det passer mig fint. Som jeg nævnte kunne de godt have spillet lidt mere for min skyld, men så er faren også, at man begynder at trippe, fordi det bliver for meget. Man har tit stået til en koncert og tænkt: "Blev nu bare færdige" eller "What...var det det?". Ingen af delene gjorde sig gældende igår. Jeg gik derfra med et bredt smil på læben.
 
Hvis man kort her til sidst lige skal kommentere på enkelte fejl, synes jeg for det første, man savnede Scratch. Både fordi han altid er et sjovt og anderledes indlæg, men mest af alt fordi han bakker Thought godt op på vokal. Lige igår virkede det ikke som om, han havde brug for det, men alligevel; tag Scratch med næste gang.

En anden ting er, at der enkelte gange var så meget bund i numrene, at det var svært at høre findetaljerne i numrene, og det synes jeg er synd i f.x et nummer som "In the music".
 
Ellers må jeg sige, at koncerten levede helt op til mine forventningerne...igen! Det er i sandhed altid en fornøjelse at gå til Roots koncert, og det var med garanti ikke sidste gang i går, at jeg var at finde foran Black Thought, Hub, Quest og de andre. Spørgsmålet er selvfølgelig om, de kommer igen.

18/11/2006 - Lagt online af Smølf

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [61 - 70]
næste >< forrige Her vises [61 - 70]