Noize, Pharoahe Monch og EPMD i Vega.
Igår blev det danske hiphoppublikum budt på en fest med treretters menu i Vega arrangeret af Copenhagen HipHop-Festival og bestående af en sprød og særdeles velsmagende forret, en superanerkendt og talentfuld hovedret og sidst men ikke mindst - en klassisk, tung og sjældent set dessert.
Selvom om crowden får rigeligt med hiphopretter for tiden i København, havde de dog heldgvis en så stor appetit at menu'en igår blev fortærret med glæde.
Forretten - Noize-salat med klassisk dressing.
Som vanligt når Noize har ansvaret for at få fyret ordentligt op for folk bag 1210´erne, sker det med både professionalisme og glimt i øjet. Det jeg især godt kan lide ved Noize er, at han er meget bevidst om, hvilke numre han vælger at spille. Hvor man ofte ser mange, der spiller et sammensurium af alt muligt shit, griber Noize det - efter min mening - helt rigtigt an, når han vælger at give publikum klassiker på klassiker som opvarmning til EPMD og Pharoahe. Det er helt klart med til at sætte undertegnede i den rette stemning, og det er top-professionelt. Selvfølgelig var der afstikkerer, men alle skal jo underholdes.
Når han så derudover sætter sine sæt så godt sammen, som han gør, er det sgu en fornøjelse at glo og høre på. Så det var en dejlig, lille appetitvækker for resten af aftenen, som lige gik ind og kildede smagsløgene.
Hovedretten - Beef Pharoahe med tilbehør.
Inden retten blev serveret blev vi først fortalt, at vi rent faktisk var heldige, at kunne få den idag, idet hovedingrediensen var blevet dårlig. Den blev dog heldigvis serveret alligvel, og det var faktisk lidt svært at smage, at der var noget galt.
Sidedish´s bestående af DJ Boogieblind og to korsangere (en lille "spike-lee"lignende mand og en stor kvinde) kom på scenen først, hvor de begyndte at synge Pharoahe ind, og da han entrerede scenen blev han mødt med glæde og vildskab, og så fyrede han ellers op. "Fuck you" lagde ud, og selvom han som nævnt var syg, havde han en overraskende god energi. "Queens" efterfulgte og her bemærkede jeg virkelig, hvor dårlig lyden var. Korsangernes mics var alt for høje, og fordi den mandlige korsanger gik så meget amok, som han gjorde, skar det til tider i ørerne. Det var sgu lidt ærgeligt.
Efter et par numre gik Pharoahe ud for at pleje sin syge krop, mens Boogieblind gav en lille prøve på hans kunnen. Jeg må sige, at selvom jeg er ked af, at det oprindelige crew i The Executioners er splittet op, gør Boogieblind det sgu ganske godt. Og det på trods af, at det var tydeligt, at det var en lille "freestyle" showcase lavet på et par battleplader, han gav. Meeen.....han er ingen Sinister...lad os bare sige det sådan!
Pharoahe kom nu ud igen. Han havde samlet krafter, som han brugte på at spille "Oh no" og "My life.."(Styles P nummer, hvor han er featured). Publikum var rigtigt godt på - hænderne var i vejret konstant på nær lige, da Pharoahe spillede titelnummeret fra sin nye, kommende plade "Desire"(februar 2007), fordi folk ikke kendte den. Det lød imidlertid rigtig, rigtig lovende for den kommende skive, og jeg tror, vi er mange, der glæder os til den.
Ud af højtalerne kom nu de velkendte fanfare-trompeter, som giver lovning om et i den grad banging nummer. "Simon says" fik crowden til at gå fuldstændig berserk, og Pharoahe brugte flittigt energien fra crowden til at krænge det sidste energi ud af sin sygdomsramte krop. Også korsangerne gik helt bans her- ikke mindst den mandlige, som gav os en noget alternativ udlægning på en del af omkvædet: "Rub on your tittiiiieeeees"(sagt med overdreven britisk accent) - rimelig sjovt.
Pharoahe spillede lidt over en halv time, og det var sådan set ok. Selvfølgelig ville man gerne have set noget mere, måske hørt et par Organized Konfusion klassikerer, men når nu manden er syg, er jeg sgu bare glad for, han overhovedet gik på. Han udstrålede både glæde og energi så længe, han kunne og al respekt for det herfra.
Som altid, når jeg der bliver serveret tre-retters menu´er for mig, sidder jeg spændt og venter på desserten. Jo vidst kan jeg da lide både rejecocktails, laks, bøffer og alt muligt andet, men jeg er en sucker for dessert, så mine tænder var begyndt at løbe i vand, da Pharoahe gik af scenen.
Desserten - Klassiker-kompot a la EPMD.
Lad det være sagt med det samme. Denne ret blev lige så klassisk som banana split og pandekager med is.
En aldrende herre stillede sig bag sættet med en t-shirt, hvorpå der stod "DJ Scratch". Der gik lige et par minutter med det, så fortalte Noize, at "Strictly Business" var en af grundene til at han begyndte at interessere sig for hiphop, og så gik vi ellers igang. Introen fra "Out of business"(den der har brugt et Rocky-sample) lagde bunden til Erick Sermons og PMDs entre. PMD med en stavlygte i hånden, som han gik og lyste ned på publikum med. Dernæst kunne man i det fjerne høre helikoptere, og så vidste kendere godt, hvad klokken var slået - "Its my thing" blev serveret fra de to utroligt veloplagte rappere, og publikum slikkede sig veltilfredse om munden med tanke på den næste godbid, samtidig med at det tydeligvis var vanskeligt at holde hænder og hoved i ro.
DJ scratch leverede musikken fra en apple-computer, hvorpå instrumentalerne lå, og det var vel og mærke den old school form for instrumentaler, hvor der er indlagt enkelte ord, strofer osv - måske for at grupperne skal kunne huske teksterne, når de spiller live. Det er jo også fint nok, og det gav da sådan et old school indtryk, men det var bare til tider for tydeligt. For eksempel da de spillede et af mine ynglingsnumre "U gots to chill" - da var stemmerne på instrumentalen meget højere end Eric og Parrish´s, og det gav til tider et lidt rodet indtryk. Men det var ihvertfald dejligt autentisk. Det havde selvfølgelig været endnu federe, hvis Scratch havde sat dem på én efter én oppe på pladespillerne.
Når vi nu er ved Scratch, skabte førnævnte plader samme problem i forhold til ham selv. De steder, hvor jeg havde glædet mig til at se, om han stadig kunne sit kram - fx. på "The big payback", "So whatcha sayin" og ikke mindst "Rampage" - var i stedet fyldt ud med cuts´ene fra pladerne, og de er da også superfresh, meeeeen det var sgu ikke optimalt, og det virkede faktisk lidt wack, at han så lod som om, han cuttede op.
Men manden skal dog have respekt, for han gav heldigvis prøver på, at han stadig kan. I en herlig oldschool showcase, hvor tricksene var af en noget anden karakter end nutildags, beviste Scratch, at han var en af de bedste, omend han selvfølgelig er noget rusten nu. Især da han laver cut-back i Big Daddy Kanes line "Friday the 13th, imma play Jason", samtidig med han sank ned bag sættet og dukkede op igen med en Jason-mask på, eller da han cut-backede i Black Sheep "If my train goes off the track - pick it up, pick it up, pick it up", og han løftede den ene pladespiller. Det var superfedt og gav da også stor anerkendelse fra crowden. Derudover viste han lige prøver på, at han stadig kan cutte med både skuldre, ryg, tunge osv - det ser man ikke så meget mere, så det var rigtig fresh.
De spillede nu lidt flere klassikere. Vi fik bl.a. "Strictly business", og det leder mig så til et enkelt kritikpunkt mere. Det ses efterhånden tit, at de kunstnere som har mange albums eller hits på bagen, vælger det her 1-vers-koncept, hvor man får første vers af numrene(som regel afsluttet med et skud eller en anden afsluttende lyd). Jeg kan godt se det fra kunstnernes side - hvordan skal de nå at spille alle de klassikere ellers?! Men det er bare enerverende ikke at få bare nogle enkelte, fulde numre af fx. en klassiker som "Strictly business". Når man så tænker på, at de brugte 10 minutter til at hylde diverse kunstnere lige fra de sædvanlige (2pac, biggie og Big L) til nye hyldester (JMJ, Walter Troutman og Marvin Gaye, så kan jeg sgu godt blive lidt forarget. Både fordi jeg er så pissetræt af de R.I.P ting der, men også fordi jeg hellere ville have haft flere vers eller flere EPMD numre.
Erick Sermon viste sig at være noget af en spasmager på scenen. Faktisk sagde han rigtig mange sjove ting. PMD virkede mest af alt som en lillebror, der havde fået lov at komme med på scenen - han fyldte ikke meget, men det var sgu også lige meget, når E fyrede op for fede kommentarer, som i accapellaen af 1.vers af "Jane", hvor han til sidst siger "I got a girl and she wants me to duke her....Nah...I didnt fuck her", eller da han sagde "You'll see no snappy fingers here...this is hiphopmusic, not rapmusic", og de bagefter spillede "Crossover" med reference til Vanilla Ice og Hammer.
De to udstrålede en fantastisk energi og glæde ved at stå på scene foran den super-rowdy crowd, og de brugte da også enhver given lejlighed til at fortælle, hvor glade de var. Det var rigtig fedt at se - at det ikke bare var noget, der skulle overståes, men at de faktisk nød det.
Crowden var også helt vilde igår, og jeg synes efterhånden, jeg aner et mønster. Når de "ældre" grupper som Gangstarr, KRS og EPMD har været her, går folk helt bans. Er det de gamle hiphophoveder, der fyrer den så godt af, og som ikke kommer til mange af koncerterne med de nyere cats? Bare en lille tanke. Fakta er ihvertfald, at der var overordentlig godt smæk på igår. Især tre tidspunkter var crowden off the heeezi: EPMD har lige spillet "Symphony 2000" for et mere eller mindre skuffet publikum, idet nok ikke er i manges top 15 numre med EPMD. Det mærkede E åbenbart, så han gav lige crowden en opsang, og så spillede de "Richterscale", og så gik salen amok. Lige bagefter siger E: "If you see any celebs, and they dont wanna give an autograph or something, smack the shit out of them" og fortsætter med at fortælle, hvor rig han selv er på grund af hans fans, og han spørger: "You wanna know how rich?". Da de førse linier fra "Da joint" rammer publikum, er taget ved at løfte sig. "I make a million bucks". Superfed stemning. Det sidste eksempel på at publikum var helt vilde igår, er da de spiller "Headbanger" som 2.sidste nummer. Der eskalerede stemningen fuldstændig - Matthæus Machahca smed sig rundt i glæde bag mig sammen med det meste af salen.
Så var vi ved at være ved vejs ende. Vi fik lige "Please listen to my demo", "Music" og "Rampage", og så var den ude. E insisterede dog på lige at spille én mere, inden de gik: "One more song, P". Som definitivt sidste nummer fik vi "React" med den karakteristiske puerto ricanske(?) kvindestemme i omkvædet, og så skred EPMD. De spillede lige lidt over en time, og det er sgu i min mening ikke nok med sådan en bagkatalog. Lidt mindre snak, lidt(meget) mindre RIP-gejl og mere af numrene eller flere af dem havde været rart.
Men gennemgående var det sgu en superfed koncertoplevelse, og den tre-retters menu var mere end godkendt herfra. Sådan en fest udgøres jo ikke af "maden" alene, men også af gæsternes humør, og i bund og grund var det en stor grund til at festen igår blev så vild, som den gjorde, og så smager mad jo bare bedre i godt selskab.
3,5 kokkehue herfra.