Run DMC: "Live At Montreux 2001"
Op gennem rap musikkens historie har der været afholdt tusindvis af koncerter på samtilge kontinenter og der er egentligt forbløffende hvor lidt materiale fra disse koncerter, der er udgivet på CD. På DVD markedet er det jo forholdsvis nemt at opspore koncerter og der er overhovedet ingen tvivl om at det er et langt bedre medie end en CD til dette formål.
Enkelte etablerede kunstnere så som DJ Quik, Cypress Hill og Boogie Down Productions har dog udgivet ganske gode live CD'er. Problemet med live rap CD'er er at hovedparten af dem er bootlegs og spekulationsprodukter af stærkt svingende kvalitet.
At kalde "Run DMC : Live At Montreux 2001" for et spekulationsprodukt er måske at gå for vidt, men på den anden side er det svært at vide hvilken målgruppe udgiverne af denne cd, Eagle Rock Entertainment, sigter efter. Med al respekt for ungdommen tror jeg dog næppe at pladebutikkerne behøver at tilkalde assistance for at lange "Run DMC : Live At Montreux 2001" skiver over disken. Jeg tror dog at et beskedent antal ægte Run DMC fans, der har gået i sorte 501 jeans og Adidas Superstars, vil tænke tilbage på de gode gamle dage når de hører denne CD.
Den 100% hardcore Run DMC superfan vil dog sikkert blive knotten over at det er materiale fra en Jazz festival i Schweiz og ikke fra de legendariske Madison Square Garden koncerter, der er udgivetm men sådan er der jo så meget.
Nu vil jeg smide skiven i skuffen, trykke på play og se hvad der sker.
CD'en starter med en intro hvor Jam Master Jay gejler publikum op og introducer sig selv og de to rappere. Så vidt man kan høre er publikum tændte og gruppen kaster sig ud "It´s Like That", Jam Master Jay skifter beats'ne mellem den originale version og Jason Nevins remixet og det funger egentligt fint og samme finte laver de umiddelbart herefter med "It´s Tricky".
Det fjerde nummer er et medley der indledes med "Rock Box". hvor Run´s rap går klart igennem. En sløset fremført udgave af "Sucker MC´s" følger efter. Ud fra den måde de prøver at hæve og sænke vokalerne virker det som om at de har rappet den en gang eller to for meget. CD tracklisten angiver at der på dette tidspunkt skulle komme en freestyle. Der er dog tale om falsk varebetegnelse, da der tale om en "Say Ho"-rutine over 45 King´s "900 Number" og West Street Mob´s "Electric Boogie Breakdance". "Here We Go" glider fint over i "Beats To The Rhyme" hvor Jay flexer sine turntable skills. Det begynder at gå op for lytteren at det er Run og Jay, der trækker det tunge læs. DMC leverer en sølle playback/adlip præstation. Han formår dog at gennemføre "King Of Rock" på udmærket vis.
David Richards der har mixet optagelserne afslutter dog nummeret for hurtigt og tager os direkte over i en dobbelttempo accapella interlude fra Run, der står i skarp kontrast til den gamle klassiker. Når en mixer på denne måde manipulerer med optagelserne og fraklipper publikums reaktion er det svært at vurdere hvorledes koncerten udarter sig. Det virker imidlertid som om at salen koger under "Mary Mary" og temperaturen stiger yderligere under "Walk This Way".
Run leverer svar på tiltale de kritikere, der har afskrevet gruppen deres berettigelse med et par vers fra "School Of Old" og "It´s Over". Tiltalen fortsætter i en freestyle hvor Run garenterer at intet har ændret sig siden han fandt sin gud og blev en pastor.
En fornøjelig human beat box indledning af "Peter Piper" kan dog ikke rette op på at der igen sløses og pjattes på samme måde som de gjorde det med "Sucker MC´s".
Koncerten afsluttes med et af mine favoritnumre; "Down With The King". I mangel af CL Smooth & Pete Rock rapper DMC sit vers fra "Sucker MC´s" og det fungerer fint. Men inden man når at tænke over hvorfor fanden han har været så anonym gennem den øvrige koncert, mener David Richards at vi har hørt nok. Der fades simpelt hen ned og skiven er slut.
Coveret til denne CD er en usammenhængende gennemgang af gruppens historie skrevet af Michael Heatly og der er to billeder, der muligvis stammer fra koncerten.
En samlet vurdering af denne CD kan således kun snige sig op på et hovede, da den næppe vi tiltrække nye fans og gamle fans vil kræve at der bliver kælet mere for detaljerne.