Booty Cologne: De professionelle
Så blev Roskilde festival 2007 endelig sparket i gang. Og på Cosmopolscenen var det danske Booty Cologne der fik lov at åbne ballet. Personligt havde jeg ventet mig meget af koncerten, og var derfor taget afsted i god tid (jeg er en af den slags "festivalnassere", der tager hjem i bad og og hjem og tager rent tøj på osv.), så jeg kunne få en god plads i teltet. Velvidende at festivalpladsen først åbnede ved 17-tiden, tænkte jeg ville have en fordel ved at benytte mit pressearmbånd, og ankomme lidt tidligere. Af uvisse årsager var det dog langt lettere at komme ind på pladsen i år, end det har været førhen - så der stod jeg, to timer før "kick-off", gennemblødt, frysende og uden selskab.
Endelig blev portene åbnet, og folk strømmede til, lige akkurat i tide til at se gruppen entrere scenen. Først Abdullah S, så Stunn Gunn, siden Tue Track og til sidst gruppens svenske rapper, ADL.
Gruppen lagde ud med "Crank It Up", og da det var festivalens første live nummer, var crowden pænt med - både på tilråb til de musikalske tiltag og selvfølgelig som svar på ADLs opfordringer til sammen at feste så meget igennem, at alle i og omkring teltet ville få varmen.
Næste nummer på programmet var "Headcase". ADL proklamerede inden nummeret, at det var en hyldest til den tankegang, at det er i orden at være nuts 23 timer i døgnet, hvis man bare er seriøs og på i den resterende time. Desværre appellerede nummeret ikke rigtigt til noget som helst, så folk stod stille og sumpede - måske fordi de var ved at blive opslugt for neden, af netop en sump. Goddamn en mudderpøl hele Dyrskuepladsen er blevet forvandlet til. Nå, men the show must go on - og det gjorde det så. Desværre stadig med samme nummer... det var langt, og jeg fik i hvert fald ikke varmen.
Jeg er muligvis den eneste hip-hopper i landet, der ikke allerede har gennemlyttet hele Bootys album - men tredje nummer på playlisten havde under alle omstændigheder et reggaeinspireret tema, hvor omkvædet i teksten: "Them a call us pirates - Them a call us illegal broadcasters - Just because we play what the people want" var lånt fra Shabba Ranks. Den slags tilkendegivelser til kunstnere man er inspireret af, kan jeg rigtig godt lide - og jeg var tilsyneladende ikke den eneste, der syntes det var et fedt act. Folket skrålede med, på det ellers lange omkvæd.
Efter et interlude hvor Abdullah S, Stunn Gunn og Tue Track gav den gas, kom så - meget forventeligt - Mapei på scenen. Hun var temmelig engageret, og det smittede selvfølelig af på stemningen i teltet. Sammen med ADL tog de fat på "Fat Americans", et nummer med en tekst der burde være skræddersyet til det publikum, gruppen optrådte for. Det blev da også vel modtaget, da Bush blev bashet, men helt op at ringe kom crowden ikke. Det er vist derfor man siger, at der aldrig bliver revolution i Danmark - vi bliver indenfor, når det regner.
Og det var ikke kun det, der fik mig til at notere på den medbragte skriveblok - gæsterapperinden gjorde også. Mapei er dygtig, det er der ingen tvivl om, men på mig virker hun en anelse for aggressiv. Forstået på den måde, at det virker som om hun søger det for meget. Lidt som Sista Souljah gjorde det i Public Enemy.
Endelig kom så "Shake Wut Ya Mamma Gave Ya", og det nummer kunne igen sætte kog under kedlerne. Nummeret har en eller anden form for break - og den sekvens hvor der er fokus på det instrumentale, er simpelthen en fryd for øret. Og via den kommentar kan man måske regne ud, at jeg er en sucker for den instrumetale del af showet - dog synes jeg, i modsætning til sidste års Track72 koncert, at musikken har lidt mindre kant... er blevet en smule blødere. Tilsat rappen som bærende element, gøres koncerten endnu mere mainstream. Det synes jeg er ærgerligt, da de hårdtslående breaks og electroelementer virkerlig er noget der tiltaler og fanger mig. Denne kritik kan dog på ingen måder fratage samtlige aktører deres status, som værende afsindigt dygtige og yderst professionelle - jeg havde bare håbet på noget i en lidt anden boldgade.