Beastie Boys: Utrættelige old-timers
Efter gårsdagens knap så opmuntrende oplevelse med regn og kulde, var motivationen ikke helt i top, da jeg nåede festivalpladsen fredag eftermiddag. Jeg havde dog fået allieret mig med et par gummistøvler, og da de var blevet smidt på, var det egentlig all good. Der var tørvejr og for alvor kommet gang i dette års udgave af Roskilde festivalen. Det var for mit vedkommende også første store navn der skulle ses - de almægtige Beastie Boys. Legenderne. Gruppen der i sin tid fik mig til at lytte til hip-hop, men som jeg aldrig tidligere har set live. Jeg forventede mig dog ikke alverden, for da var jeg sikker på, at jeg ville blive skuffet - Brooklyn drengene (der for længst er blevet mænd) har trods alt bevæget sig meget, siden "Licensed to Ill", "Paul's Boutique" og "Check Your Head" - der er de album fra deres hånd, jeg har lyttet mest til - udkom.
Jeg skulle heldigvis blive særdeles positivt overrasket. For ikke alene lider Beastie Boys ikke af den ellers så velkendte arrogance, der betyder at der skides hul i publikums forventninger, og udelukkende spilles numre fra seneste album - uanset dettes popularitet. New Yorkerne spillede - med undtagelse af ét - deres største numre gennem tiden. For det andet havde hovedpersonerne fundet frem til et solidt koncertkoncept, hvor alle Beastie Boys' lydområder fik rum. Det var meget vellykket.
Efter en god omgang spade, der virkelig fik den. ca. 50.000 individer store crowd til at komme i stemning, blev der lagt ud med "Gratitude", hentet fra "Check Your Head". Det var i samme ombæring rart at kunne vide sig sikker på, at der ville blive lagt vægt på klassikerne. Herefter fulgte noget punk, som jeg ærligt må tilstå, at jeg ikke har styr på. Det var nu ellers meget fedt - eller sjovt om man vil - og det passede fint ind i koncertens stemning. Så igen et spring over til hip-hoppen og numrene "Remote Control" og "Root Down". Disse to numre tjente dog kun som opvarmning til aftenens første helt store crowdpleaser; "Pass the Mic". Selvom det var svært at hoppe rundt i den tonstunge fodbeklædning som 99,9% af publikum havde på, blev der forsøgt på livet løs. Enkelte landede pladask i mudderet på den konto - uden at det så ud til at gå dem på. Imens passede mic'en rundt mellem Ad-Rock, Mike D og MCA - der hhv. var klædt i et sort, et grønt og et brunt jakkesæt. "Super Disco Breakin'" der fulgte hittet, har kun haft som formål at give folk en chance for at få vejret, da "Sure Shot" var næste nummer på playlisten. Under det nummer lagde man i øvrigt første gang mærke til et af koncertens gennemgående temaer, da Mix Master Mike kørte instrumentaler fra andre rappere/grupper ind over de velkendte toner. Under "Sure Shot" blev der således lånt fra Punjabi MC samt KRS Ones "Step Into a World".
Igen tid til at komme til hægterne, og gruppen introducerede et af numrene fra deres seneste udgivelse. Man nåede knap at få hørt deres nye lyd, før monsteranlæggets lyd helt gik. Det bemærkedes dog ikke på scenen, da Beastie Boys - med band - tilsyneladende spillede ufortrødent videre. Lidt ærgerligt, da det ufrivillige break faktisk varede et godt stykke tid - sådan, set med den utålmodiges øjne i hvert fald. Uaset hvad, blev dette under alle omstændigheder tilgivet, da de tre - da lyden vendte tilbage - fyrede op for et af gruppens ældste numre: "Brass Monkey". Sikke en fest!
Festen stilnede kun marginalt, da næste act, "3 MCs and 1 Dj" blev fremført. Og mens hip-hopperne blandt publikum så fik endnu en mulighed for at lade batterierne op, kunne punkerne og rockfolket bange løs til "Tough Guy" - endnu et af de numre, jeg ikke helt kendte på forhånd. Det gjorde jeg til gengæld med "Body Movin'" som fulgte umiddelbart efter det støjende - men på ingen måder malplacerede - punk. Igen under dette nummer, blev der lagt instrumentaler ind - denne gang fra DMX "X Gonna Give it to Ya" og EPMD "So Whatcha Sayin'". Den slags synes jeg giver koncerter et ekstra pift, eller en ekstra dimension om man vil. Fedt er det i hvert fald. Samme opskrift blev benyttet under "So What'cha Want", hvor det musikalske shout-out denne gang gik til Fabolous og Nas, der hhv. supplerede med "Breathe" og "Made You Look". Men The Beasties kunne også deres egne: "No Sleep 'till Brooklyn" nåede at ramme publikum, inden scenen blev forladt.
Jeg lagde ud med at krive, at kun ét nummer manglede på koncertens playliste, og dermed må det sige sig selv, at Beastie Boys i ekstranumrene måtte hive et par af deres aller største hit frem, for at tilfredsstille crowden. Først "Intergalactic" - hvor Wu-Tangs "Uzi" blev lånt - siden gruppens personlige hilsen til George W: "Sabotage". Og derved blev det - altså ingen "Fight For Your Right to Party". Uforståeligt nok, blev det nummer ikke spillet. Jeg er sådan set ligeglad med, om nummeret er blevet spillet til ukendelighed efterhånden - det havde væltet festen, og det var det eneste der manglede.
Det overkommer man dog nok, og tilsidesættes skuffelsen over den manglende fremførelse af superhittet, står man tilage med en rigtig, rigtig god koncertoplevelse rigere. Det var en koncert på festivalens største scene, og Beastie Boys var store nok til at fylde den ud, og nå helt fra første række til endetribunen et par hundrede meter væk.