Saigon på Train - 4/10/2007
Det siger en del om musik og hip-hop som underholdningsfænomen, at én af tidens mest hypede rappere, slet ikke har et album ude endnu. På en måde leder det tankerne hen på gamle dage, hvor en rappers talenter på mikrofonen og gode live optrædender kunne være en stor faktor i at opbygge hype.
Men Saigon har også været med i tv-serien "Entourage", mere eller mindre som sig selv. Han har for nylig været involveret i en affære med uddeling af knytnæveslag til Prodigy fra Mobb Deep på en scene i New York. En episode der blev dokumenteret på YouTube, og kraftigt debatteret på internettet. Ikke mindst takket være Saigons egne blog-indlæg på hans MySpace side. Så egentlig er Saigon 100% et barn, af tiden vi lever i. Og så er hans længe ventede album lavet i samarbejde med Just Blaze.
Sidstnævnte og ikke mindst de to fremragende numre "C'mon Baby" og "True Story", gør Saigon til den kunster jeg mest så frem til ved årets Took It.
Da Saigon som den sidste kunstner går på scenen torsdag aften med en DJ, en hypeman og to ekstra fyre uden mikrofoner er min første tanke: han er godt nok lille. Og han har godt nok nogle store overarme. Efter en kort lille introduktion kaster de sig ud i første nummer. Der er god energi fra scenen, og de har åbentlyst forventninger om, at Train er kommet for at feste. Og det er de fleste også. Som koncerten skrider frem holder Saigon godt fat i publikum, ikke mindst takket være energien fra scenen. Forstå mig ret, som koncert er det meget langt fra eks. Kanye Wests optræden på Roskilde med instrumenter, kor og DJ show. Der er heller ikke meget egentligt sceneshow, kun et enkelt lille koordineret dansetrin med hypemanden lagde jeg mærke til. Ikke just så imponerende, når man har oplevet Static og Nat-ill. Men nogle gange er det ok at holde det simpelt. Som en sidekvinde på et tidspunkt bemærkede: det er lidt som om, at de lige så godt kunne have stået på et gadehjørne og lavet det samme.
Der er noget ægte, en umiddelbarhed og en glæde ved at optræde over oplevelsen. Da Saigon på et tidspunkt annoncerer, at han vil spille et stille og meget personligt nummer, er man næsten tvunget til at høre efter. Ingen tvivl om at han mener det. Da han bagefter fortæller, at det handler om hans mor, der på et tidspunkt fik beskeden, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i, er man ærgerlig over, at man ikke lige kan spole tilbage og høre det igen. Men bagefter er der fest igen, ikke mindst takket den flaske cognac, der bliver drukket af ofte.
Desværre er det altid svært, at blive engageret i en koncert, når man hverken kender tekst eller musik, så ind i mellem dykker stemningen lidt. Det er heller ikke alle produktionerne, der er lige så bangin' som fyrene på scenen lægger op til - og muligvis selv synes. Fra Saigons generelle attitude, påklædning og bemærkninger fra scenen, er det tydeligt, at han er ganske bevidst om sin egen rolle som "den kommende konge af New York". Heldigvis er han også villig til at bevise det, da han a capella rapper et rigtig fedt og imponerende vers, spækket med bogstavrim hvor stortset alle ordene starter med P.
Det er en god klassiker, at udenlandske rappere inviterer lokale rappere op på scenen til et vers, og Saigon gjorde også brug af tricket. Det er oftest en idé, som jeg frygter lidt. Både fordi jeg ikke er kommet for at se tilfældige amatør rappere, og fordi det ind imellem er så direkte pinligt, at jeg frygter det fratager al Danmarks (sikkert) beskedne street credibility. Men i går på Train, var det J-Spliff, der sprang op på scenen, så det gik rigtig godt. Faktisk tror jeg også at, den på det tidspunkt relativt visne Saigon, blev noget overrasket over, at en tilfældig fyr fra publikum kunne spytte et så åbentlyst forberedt og velleveret vers. Verset var typisk battlerap med nogle linier rettet mod en unavngiven modstander, men Saigon fangede dem godt og sagde: "yo you were looking at me, when you said those lines?". Det virkede som en spøg, men jeg tror godt J-Spliff kunne have reddet sig en kæberyster lige der.
Koncerten sluttede af med publikumsfavoritten "C'Mon Baby", og da var det som om, at den energi, vi alle havde forventet fra Saigon, endelig blev 100% udløst. En rigtig god afslutning på en udmærket men lidt jævn koncert.