I anledningen af Rent Mel har inviteret mig til release party, har jeg helt skamløst inviteret mig selv til at interviewe dem. Gruppen har droppet "I Posen" men er alligevel blevet større og er ude med ”Ingen Stress” på Cope Records og det er i den anledning de åbner dørene for fest på Vegas Hip Hop Kontoret. Jeg ankommer lige midt i opstillingen af udstyr og finder DJ Møller, der gelejder mig videre ind på Kontoret. Rent Mel er spredt mellem venner og familie, der i ivrigt hiver i gruppen og lykønsker. Gruppens stemning afspejler albummets titel – der er ”Ingen Stress,” og de kan sagtens få tid til et interview.
Vi sætter os ned i en af sofaerne, der efterhånden er blevet Rent Mel’s nye trademark. Møller og gruppens producer Atilla, kører på højtryk for at få festen til at glide, så Rent Mel vælger meget passende at lade rapperne, T, Jooks, Mund og Hennesey tale for sig. Drengene tager situationen med fuldstændig sindsro, og mens diktafonen rutineret bliver sendt rundt som en jay beskriver de Rent Mel's samtid og fremtid.
Rent Mel er tilbage, men i et andet line-up end på debut-pladen, hvordan er opstillingen nu?
Hennesey: Det nye line-up er: Mikkel Mund – rap, Hennesey – rap, T – rap, Jooks – rap og produktion, Attilla på ren produktion og DJ Mizøller på scw-scw-scratch!
Hvorfor har I valgt den her opstilling?
Mikkel Mund: Der skete jo det, at der var en stille periode i vores alle sammens musikkarriere omkring år 2000. Her indspillede T, Jooks og Attilla og jeg selv noget, fordi vi tilfældigvis havde muligheden for at lave noget for sjov. Vi fik banket nogle numre sammen, og dem skulle vi ligesom bruge til noget. Vi tænkte ’fuck det, så laver vi sgu en gruppe’, så hookede vi op med Hennesey og Møller, og så faldt alt bare på plads. Det ville være latterligt hvis vi skulle være flere grupper, når det er os der laver musik sammen, så det skal bare være på den måde det er blevet.
Er der noget af jeres materiale fra den opbygningsfase, der er holdt helt til ”Ingen Stress”?
T: Et nummer, men det er blevet pudset op igen, for der er jo gået et stykke tid siden det blev lavet nu.
Ja, hvordan kan det egentlig være, at vi har skulle vente så længe på albummet?
T: For det første skulle ændringen i konstellationen lige på plads, og vi har skulle finde den nye kemi og arbejdsform. Vi er ikke alle sammen med på alle numre, men vi har været fælles om at bestemme, hvad der skulle med på pladen. Vi har også bygget et studie og skabt vores egen forretning samtidig, det har alt sammen taget tid, og musikken til albummet begyndte vi egentlig først på for ca. to år siden.
I pressematerialet, der blev udsendt, nævnedes et decideret hus i har indrettet til Rent Mel, hvad bruger I det til?
Hennesey: Vi får ligesom en mere helstøbt kemi omkring projektet, når det bare er os seks mennesker, der er fælles om det. Atilla og Jooks har siddet og produceret hele pladen i huset, så vi har ikke skulle rende rundt til forskellige personer og bede om en produktion her og der, og det har resulteret i en lyd og en plade, som man kan sige vi har skabt i fællesskab. Vi har også holdt featurings på så lavt et antal som muligt. Den første plade var jo næsten en kompilation med tusind forskellige rappere på, så denne gang vil vi gerne lave vores helt eget produkt.
T: Det kommer også af sig selv, fordi vi ikke hænger så meget ud som dengang. På den sidste plade var alle de producere og DJ’s jo i vores omgangskreds og de kom med på albummet og det gav den en charme på sin måde, dengang var Rent Mel jo ’kun’ rappere. Nu er vi alt fra producere til grafikere, så charmen er at vi har lavet alt selv fra musikken, til art work og management.
Smitter jeres individuelle kvaliteter af på fællesskabet, når I er så mange rappere og producere, der er fælles om lyden? Nærmer jeres emner eller flows sig hinanden?
Mikkel Mund: Man har lov til at have sin personlige stil, ikke? Hvis de andre ikke synes emnet er fedt, kan man stadig lave det selv. Nogle emner passer godt til at have mange rappere på, sådan ’yeah, nu smadrer vi dem alle sammen’-stilen. Men det er ikke svedigt at have mange rappere på et nummer, hvis det er et emne man føler er meget personligt, så er det federe man bare får det frem i stedet for det skal være et blandingsprodukt af alle vores input.
Indtager I forskellige roller på pladen? Er det ligesom f.eks. i Wu-Tang Clan at en skal være den superlyriske og en anden den sindssyge osv.?
T: Vi synes selv der er stor forskel på, hvordan vi lægger tingene ned, men det mærker man måske ikke så meget som udenforstående, for det sker tidligt i processen når vi laver et nummer, at vi på et tidspunkt bliver enige om, ’okay nu går vi i denne retning med det’, og så går alle i den retning, og bliver f.eks. super drengerøvsagtige og fyrer den af med druk-stilen. På den måde kommer forskellen mere til at ligge i vores stemmeføring eller måden vi laver punchlines og ikke i vores indgangsvinkel til de enkelte numre, for den er meget ens.
På albummet er der også et nummer som ”Drengerøv,” hvor der bliver sagt noget I retningen af: ”Jeg burde tjekke for noget finkulturelt / Jeg burde ryge lidt mindre hash generelt,” hvordan kan det være det bare bliver ved tanken?
Mikkel Mund: Det er mig og Hennesey, der har lavet nummeret, og det er jo en humoristisk vinkel at lægge på emnet – at selvom man burde være anderledes, er det jo bare sådan man er, en drengerøv, der ryger hash. Og sådan er det jo også reelt med os.
Hennesey: Det handler også bare om vi fandt den indre drengerøv frem og tænkte, hvad det mest grineren man kunne sige om emnet var. Jeg har lyttet en masse til Grandmaster Flash og lytter også til De La Soul, men det passer mere til drengerøvsattituden, at sige man kunne tjekker for gangsterrap.
T: I en interview situation lyder det måske åndssvagt at vi laver numre, om at være drengerøve, men der er sgu noget rigtig vigtigt i at kunne give slip på sin kloge facon, og gøre det man har lyst til at gøre. Hvis man har lyst til at svinge med banditten, så skal man lave et nummer om det, i stedet for at lægge bånd på sig selv, det er det drengerøv handler om for os.
Er drengerøv så jeres måde at være en stodder på, det er jo meget på mode, at rappe som for tiden?
T: Nu skal man passe på ikke at sammenligne sig selv med andres rap alteregoer, for vi er klart ikke stodderrappere. Vi har måske nogen stoddergener, men det er slet ikke det, der er vores hovedfokus.
Ikke desto mindre har I jo i den grad en stodder med på albummet, i form af Jokeren, hvad repræsenterer han?
T: Han er bare for vild, vi respekterer hans stil og hvad han gjort i dansk rap gennem tiden. Da vi havde lavet et nummer, hvor han passede perfekt på, så hev vi bare fat i ham, så det var nemt nok.
Nummeret han er med på ”Fuck,” er vel det nummer – måske med undtagelse af noget Suspekt, hvor der bliver bandet mest på nogensinde i dansk rap, I siger nærmest ’fuck’ flere gange end Chris Tucker siger ’damn’ i "Friday", hvorfor alle de skældsord?
Hennesey: Det kommer en quiz senere, hvor man kan gætte på, hvor mange gange vi rent faktisk siger fuck på nummeret.
T: Nu har Chris Tucker også halvanden time, vi har fire minutter, men der er en pointe i at sige ’fuck’ når det er det man mener. Hvis man ikke har lyst til at smadre nogen, skal man ikke lave et nummer om at smadre nogen, og på samme måde skal man også kunne slippe tøjlerne, når det er det man har lyst til.
I har fået lavet T-Shirts med ”Ingen Stress” som slogan og i præsenterer pladen i små papsofaer, ligesom I selv er afbilledet i en kæmpe sofa på coveret, hvad repræsenterer alt den afslapning?
Hennesey: Da vi fandt ud af albummet skulle hedde ”Ingen Stress” lavede T et oplæg til grafikken med en sofa, og det passede bare til temaet. Vi har fået lavet papsofaerne så de butikker, der køber pladen hjem har noget de kan vise den frem i, så der er lidt ekstra lir til dem. Derudover afspejler det meget godt den attitude vi havde omkring pladen, nemlig at vi laver pladen når vi er klar til at lave den, og bruger så lang tid på den som det tager.
Er det noget man også kan høre helt ned i stemningen i musikken?
T: Ja, for man kan jo høre, hvor meget der er blevet arbejdet med numrene, der er lavet små C-stykker på den og kælet for detaljerne. Og så er hele atmosfæren og viben bare mere afslappet tror jeg. For os handler det om at lave ting med kvalitet, og ikke stresse over, hvad der bliver et hit. Vi havde ”La’ Det Ligg’” ude et stykke tid før albummet, og hvis folk forventede det skulle være ligesom det nummer, var det nok blevet en lidt mere hardcore plade.
Jeg var lidt overrasket over I valgte ”La’ Det Ligg’” som jo er straight battle-rap, som single og video. På det sidste har folk sørget for at, der var battlerap på albummet, mens singlerne har været mere afdæmpede, hvorfor valgte I det?
T: Vi har altid lavet masser af battlerap, så det var ikke noget nyt for os. Vi ikke tænkt specielt meget på om folk kunne forstå det, for det er jeg da sikker på de kan.
Hennesey: Der var god hype om nummeret da det kom på ”Gadeplan” og folk snakkede meget om lige præcis det nummer, så jeg tror helt sikkert de fanger, hvad vi mener.
Jooks: Man kan også se, at selv den brede befolkning er interesseret i det aspekt når aviser som Information laver artikler om battles. Udefra har folk et billede af hip-hop som konfrontationslystent, så det er egentlig ikke noget overraskende.
T: Det er også noget af det mest tiltalende ved hip-hop, netop den ligefremme attitude man kan have når man laver battlerap.
Videoen er også ret konfronterende i forhold til, at I – selvfølgelig med blink i øjet og tungen i kinden – gør lidt nar af andre danske rapvideoer, hvordan kom I op med det?
Mikkel Mund: Det var 3rd Eye, et produktionsselskab fra Aalborg som DJ Møller hookede os op med, der stod for den. Det var selvfølgelig en mest for grinerens skyld, og jeg tror de fleste fanger at de hentydninger, der er til andre er harmløst bullshit, ikke?
T: Det kan man nok også regne ud, når Jokeren er med på pladen.
”La’ Det Ligg’” så jeg, både med hensyn til video og indhold, som en introduktion til en ny stil, hvor I gør folk opmærksomme på, at man ikke kan forvente I altid ville lave det samme, er det også sådan det skal forstås?
Hennesey: Egentlig ja, men den opstod som resultat af at vide havde smidt et nummer til download på www.danskrap.dk, som vi selv syntes var rigtig fedt – ”Åh Åh” og der bitchede folk lynhurtigt og sagde vi var blevet poppede, jiggy, og hvorfor skulle vi nu skifte stil. Og der var ”La’ Det Ligg’” tænkt som en fuck-finger til alle de folk, der troede vi ikke kunne lave rap, fordi vi også digger noget mere jiggy.
Men I er blevet mere jiggy?
Mikkel Mund: Det synes jeg ikke, det nummer vi lagde til download var et fucking club nummer.
Jooks: Jeg tror også det er vigtigt at sige, at folk ikke vidste hvad Rent Mel var før de hørte pladen, for der er gået fem år siden vi var ude sidst. Man vil gerne sætte et label på os lynhurtigt, men indenfor hip-hoppen, bevæger vi os ret godt rundt i den genrer der er, og hvis vi har en tekst, der passer til en bestemt slags beat, så laver vi det sådan. Vi hænger os ikke i, om det det er jiggy eller hvad det er, så folk må tage og stresse lidt af, hehe.
Da jeg lyttede pladen igennem fremstod den meget clean i lyden med masser af live instrumenter, og jeg kunne ikke rigtig høre nogen samples, er det et bevidst valg eller er det for dyrt at cleare samples?
Jooks: Der er samples på pladen, så det er ikke noget vi er gået væk fra. Men det handler nok om vi laver det hele fra grunden nu i forhold til før, hvor vi fik produktionerne ude fra. Der er samplede numre på, og der er numre, hvor vi spiller det hele selv, og der er ikke noget vi foretrækker frem for noget andet, sådan set.
Hvilke tracks på albummet synes I man forvente sig specielt meget af, hvad skiller sig ud?
T: Det må man selv vurdere, for os er alle tracksne jo ens små børn.
Hvordan tror I jeres egen stil passer til det rap publikum, der er nu? Der er jo kommet en masse nye til siden I vandt DM må man sige, hvordan appellerer I til dem?
T: Det når man ikke rigtig at tænke over, vi må bare se hvordan folk reagerer på det vi laver. Vi laver bare det vi selv synes er fedt, for det kommer sgu fra hjertet, og det gjorde det også dengang vi bare rappede om at ryge, hehe.
Hennesey: Jeg vil sige det er ikke noget vi stresser over, men i og med pladen er mere forståelig og ikke bare handler om vores egen lille verden, tror jeg både det unge og det lidt ældre publikum vil kunne finde ting derpå, de vil kunne li’.
Der er noget med albummet kommer både på CD, vinyl og som betalingsdownload, hvad er det for noget?
Hennesey: Vores pladeselskab Cope Records har haft stor succes med de downloads, så fra december, vil man kunne købe et download af pladen online. Der er i øvrigt eksklusive ting på vinylen og på betalingsdownloadet af ”Ingen Stress,” så dem der køber de versioner får lidt ekstra numre og sådan.
Hvad er jeres program så nu, når pladen har haft release, skal der promoveres og turneres?
T: Yeah, vi spiller en del jobs her indtil jul, og så regner vi med at komme ud til foråret igen. Man kan læse om det hele på www.rentmel.dk og www.rentmel.com - de virker begge to.
Som live gruppe har I altid været kendt for at stå helt ude på scenemonitorerne og have tæt kontakt med publikum, er det stadig samme hype rutine?
Jooks: Helt sikkert, Roskilde Festival er et godt eksempel på det. Da vi spillede der havde folk kun hørt ”La’ Det Ligg’” og intet af det andet, men vi rockede hele teltet, og folk bouncede op og ned.
T: Vi laver numre, der skal virke live, og hvis de ikke gør det kommer de måske ikke på albummet. Vi prioriterer liveoptræden før det at være studiemusikere, så man kan forvente sig et rigtig fedt liveshow.
I har lavet det her album selv i det store hele, er det stilen fremover, eller kan man forvente at se Rent Mel i flere samarbejder?
T: Vi dukker sikkert op her og der fremover, men lige nu er vi fokuserede på at få ”Ingen Stress” sendt så godt ud som mulig.
Hennesey: Det har været vigtig for, at vise at det her er sgu vores plade, og det er noget vi har lavet sammen, så Rent Mel er det vigtigste for os lige nu.