ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Straight from the motherland: Akon

Akon gæster Danmark i den kommende weekend, når han skal optræde til Voice-koncerten i tivoli. I den anledning greb Dropmaster Power telefonen og fik fat i rapperen, der oprindeligt stammer fra Senegal.
 
Du kender ham måske bedst fra hittet "Locked Up" fra hans album "Trouble", men der er langt mere bag ham end man lige umiddelbart skulle tro - blandt andet nogle noble intentioner om at hjælpe sit moderland...
 
Fængselsophold, karriere, mixtapes og musikindustrien er blot nogle af de emner som Akon og Power får diskuteret, så spænd læsebrillerne bwoyeeeee.

Akon, for de mennesker der ikke kender dig, kan du måske starte med at fortælle hvordan du startede i R'n'B og rap-branchen?

Det lyder skørt, men jeg prøver selv at finde ud af hvordan det hele startede! Jeg startede sådan set bare med at rappe for sjov, som en hobby. Jeg oplevede nogle ting i mit liv, som jeg satte mig ned og skrev om, jeg sang i badet osv, men jeg producerede også. Jeg tænkte bare at hvis jeg klarer den, klarer jeg den. Uanset hvad ville jeg skrive og producere, så jeg tabte ikke noget på det. Jeg lavede et par demoer, og delte dem ud i nabolaget, men Divine Stevens lagde en masse pres på mig for at få mig til at gøre noget ved det. Jeg var ikke vildt interesseret, jeg ville bare gerne tjene nogle penge, og for mig var det ligegyldigt hvordan. Jeg skulle bare være rig - by any means necessary! hahaha.

Hvis du ikke var blevet sanger/rapper, ville du så have været producer?

Ja, højst sandsynligt, for det var min hobby. Når andre folk slapper af med deres videospil, gik jeg i studiet og producerede.

Hvad med dine tekster?

Mine tekster er som regel baseret på oplevelser fra mit liv - jeg har svært ved at sidde og "finde på" en sang, forstår du hvad jeg mener? Hvis jeg kommer ud for noget i min dagligdag, har jeg let ved at sætte mig ned og skrive om det. Og mht. Produktioner, kan jeg bare gå i studiet og have et nummer klart på et kvarter.

Du har sagt at hvis man har chancen for at snakke til en million mennesker, så lav en "statement" - lad vær med at snakke om hvor mange penge du har eller fede biler osv..

Musik er et outlet for en hel masse ting. Folk glemmer hvor vigtigt musik er - musik har kontrolleret generationer, og kunstnere glemmer at folk ser op til os, fordi musik er så vigtigt for dem.

Akon, så du "Locked up" som den single der skulle skabe dit navn, eller tænkte du mere "Jeg udgiver bare den her, og så ser vi.."?

Jeg ville have "Locked up" ud uanset hvad. Pladeselskabet (Universal) ville have et andet track som single, men de valgte "Bananza", som er et party-track, og jeg sagde til dem, at den single ikke ville differentiere mig fra en masse af de andre kunstnere som de havde ude. Jeg elsker den sang, det var den første sang jeg skrev da jeg kom ud af fængsel og tog på strip-klub! Men samtidig så forstår jeg marketing, og det var bare ikke den single jeg ville have at folk skulle lære mig at kende på.

Sangen er stadig stor i Europa - blev du overrasket over det?

Jeg blev overrasket over hvordan den blowede up i det hele taget! Jeg har hele tiden troet på at det ville blive en populær sang, men mere i den dur, hvor det er sådan et nummer folk sætter på derhjemme eller i bilen, eller at det ville blive sådan et undergrunds-hit man kender fra mixtapes, men jeg havde aldrig regnet med at det ville blive sådan et kæmpehit!

Fortæl os lidt om nogle af sangene på "Trouble"-albummet..

Stort set alle sangene er personlige, de handler om ting som jeg har oplevet i mit liv. Jeg har rejst en del og jeg har været i en del problemer - også derfor jeg har kaldt albummet "Trouble". Men de stammer allesammen fra erfaringer jeg har gjort mig i mit liv, og som har inspireret mig til at gå i studiet og lave en sang.

Var der nogen specifik årsag til at du valgte at lave et remix sammen med Styles P fra The LOX?

Nummeret var lidt for "internationalt" til at starte med, og Styles kom i fængsel samtidig med at tracket blev lavet. Jeg lovede ham at når han kom ud, skulle vi lave noget sammen, og det blev så til remixet. Han kunne også bidrage med et hiphop-synspunkt til sangen, som jeg tror kunne gøre den bedre. Han hørte sangen imens han var i brummen, og da han kom ud var han helt vild efter at lave et vers på sangen, så da vi gik i studiet gik det lynhurtigt.

Vi springer lige lidt: Når du ser på scenen idag, føler du så at der er mange kunstnere der ikke rigtig har noget at sige?

Helt sikkert! Man skal ikke være atom-fysiker for at se at der er mange der snakker uden at sige noget som helst! Lige nu er musik en stor business, og det dræber musikken. Folk tager sig ikke tid til at skabe noget, de vil hellere bare kopiere det nyeste hit for at tjene nogle hurtige penge. Pladeselskaberne taber penge fordi de ikke koncentrerer sig om at udgive god musik - de tænker alt for kortsigtet. Musikken er blevet så forudsigelig at du ikke behøver høre musik før du køber den, man ved hvad der er godt og dårligt før man overhovedet lytter til det - og så kan man jo bare blive hjemme og downloade lortet.

Har mix-tapes en andel i din succes?

Mixtapes har en kæmpe-andel i min succes! Jeg brugte dem som et værktøj til at komme frem, for jeg blev ikke spillet på radioen. Jeg var for undergrund til radioen. Vi sendte musikken til alle dj's i hele landet, og sådan kom det frem.

Har du en plan for hvordan du kan blive i branchen i lang tid?

Jeg har bare tænkt mig at blive ved med at gøre som jeg har gjort hidtil.Uanset hvad jeg gør, har jeg ingen indflydelse på hvordan musikbranchen ændrer sig og bevæger sig, så jeg ser det på den her måde: sålænge jeg er mig selv, og skriver om mit liv, er der nogen derude der kan relatere til mig, fordi vi deler nogle af oplevelserne. Kun Gud ved hvor succesfuld man bliver når man udgiver en plade.

Hvordan ser fremtiden ud for Akon - samarbejder, turneer?

Der er mange jeg godt kunne tænke mig at arbejde med, hvor jeg tror at hvis vi laver et track sammen har vi noget godt at byde på - men samtidig vil jeg også lade mine fans få en stor indflydelse på min karriere, for det ville give mig en udfordring.

Vil du hjælpe nogle kunstnere fra Afrika frem?

Oh Yeah, det er mit primære mål. De penge jeg tjener har jeg tænkt mig at re-investere i Senegal, og prøve at hjælpe med at bygge landet op igen.

Hvad med din familie?

Min mor og far er stadig i live, og jeg har allerede lavet et nummer sammen med min far, det er bare ikke udgivet endnu!
 
Mit sidste ord til folk derude må være: gå ud og køb albummet, det er allerede platin, så det er en kæmpe bedrift for os! Go Buy It!!!!

06/05/2005 - Lagt online af Power

Interviewarkiv

næste >< forrigeHer vises [21 - 30]
næste >< forrige Her vises [21 - 30]