"If you can't respect that your whole perspective is wack, maybe you'll love me when I fade to black" ("December 4th ")
"I'm supposed to be number one on everybody list / We'll see what happens when I no longer exist!" ("What More Can I Say")
Jay-Z er tilbage, men denne gang er det for at sige farvel. Man kan gisne om, hvorfor han stopper solokarrieren og citaterne tyder på han ønsker sig et eftermægle, som det 2pac, Biggie og Pun har. Men der er, bogstavelig talt, en himmel til forskel på at være afdød og pensioneret, så hele præmissen for albummet virker lidt søgt.
På S. Carter Collection mixtapet sagde Jay-Z “The Black Album” både skulle være en prequal og en afslutning samt ‘bogstøtterne til hele hans karriere.’ Hvad det faktiske resultat blev, er hidtil nye højder af selvrefleksion og ikke mindst selvoptagethed. Der er stort set ikke et nummer på pladen, der ikke handler om Jigga’s syn på sit eget liv og levned. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, for der er næppe nogen, der beskriver sig selv bedre end ham, men det konstante fokus på sin egen status betyder, der er meget lidt nytænkning i sangskrivningen.
Efter en noget malplaceret futuristisk intro (kaldet ”Interlude”?!) eksploderer Just Blaze’s pompøse trompet fanfarerne på ”December 4th”, mens Jay-Z fortæller om sit liv fra barndom til stardom kædet sammen af anekdoter fra Gloria Carter – Jiggaman’s mor. Nummeret fungerer pga. den eminente evne Jay-Z har til at omsætte sit liv til drama, som når han fortæller: ”I went to school, got good grades, could behave when I wanted / But I had demons deep inside that would raise when confronted.”
Senere på den Eminem-producerede ”Moment Of Clarity” fortælles faderens historie, og det sker så bidende, man ville være dybt rørt, havde det ikke været fordi Em har lavet præcis samme kedelige produktion, som han plejer.
Generelt er den stjerneregn af producere Jay havde lovet før albummet, noget af en sur-sød oplevelse. Neptunes og Timbaland får slet ikke samspillet med Jay til at fungere og DJ Quik’s ”Justify My Thug” er mere tøset end sexet. Newcomeren 9th Wonder fra Little Brother’s ”Threat” banger fint, og passer perfekt til Jay-Z’s gangster-eventyr, men beatet minder mere om Premier end 9th Wonder.
Det friskeste pust kommer nok fra Rick Rubin, medstifter af Def-Jam og opfinderen af af rock-rap fusionen. Hans beat til ”99 Problems” med tilhørende guitar-riff lyder som om det er taget direkte fra LL Cool J’s ”Radio” album. Jay siger tak for hjælpen ved at rappe tre historier med fabelagtigt flow om mandlige bitches.
Mændene bag Blueprint lyden, Just Blaze og Kanye West er også The Black Albums mest stabile holdepunkter. Just Blaze, der normalt hedder club-banger til mellemnavn, leverer nogen mere afdæmpede beats til to af Jay’s mest selvransagende fortællinger. Kanye West beviser igen han er fremtidens mand, først med ”Encore” og så det helt utrolige salsa beat, med tilhørende vocal-sample på ”Lucifer”, hvor kampen mellem godt og ondt spænder fra menneskeligt til religiøst.
Det hele slutter højtideligt med ”First Song”, en fin sang indledt med Notorious BIG fortæller man skal rappe sin sidste sang, som man gjorde sin første. Det er ironisk Jigga’s styrke og hans problem, for han rapper nemlig som han altid har gjort. Han har stadig et mesterligt flow, tungebrækkende rim og er kongen af one-liners. Men han er samtidig også fanget i Jay-Z personligheden, der ikke er kommet sig over debuten ikke er en 5 mic classic, og som ikke kan lade Biggie hvile. Jeg tror en af grundene til Jay-Z så hurtigt udsendte a cappela versionen af albummet og startede en strøm af remixes, er den simple at The Black Album ikke er unikt nok. Jay får alt til at se let ud, selv at blotte sine dybeste følelser, og når man har vist man er den bedste dreng i klassen, er det ikke nok bare at levere det forventede, man må overgå sig selv – hver gang.