Alicia Keys - The Diary of Alicia Keys
"The Diary of Alicia Keys" er ikke en ubetinget skuffelse, men en slags skuffelse er det dog alligevel. Det er den klassiske historie om en flot debut, både anmelder-rost og supersælgende, og en toer, som ikke når sin forgænger til sokkeholderne. Alicia er stadig talentfuld, men hvor mange gange gider man høre Für Elise?
Nogenlunde således tænkte jeg, da jeg hørte klaverintroen til albummets første track; "Harlem’s nocturne". Nummeret udvikler sig dog ganske smukt i sin semi-dystre enkelhed, med et spændende, lidt uhyggeligt, klassisk kor. På "Karma" kastes vi ud i trivialiteterne, forsmået Alicia synger om forholdsmæssig karma. Det havde hun ikke behøvet, for det er bare hørt mange gange før, og en falleret, men fantastisk Whitney Houston, gør det bedre på "I learned from the best", bare for at nævne et eksempel. Dette nummer reddes lige af et lækkert break, kun med vokal og trommer, som godt måtte have varet længere, for enkelheden fungerer godt for Alicia Keys. Strygerne er irriterende, forstyrrer mere end de gavner produktionen.
Timbaland, som ellers er en personlig favorit, skuffer på "Heartburn" med en produktion, der lyder som Neptunes, når de er allermest kedelige. Alicia’s vokal kan man synge med på, som befandt man sig på en karaokebar, synkront. Det er simpelthen så uoriginalt at det er skræmmende.
"Diary", hvor Alicia i rollen som dagbogen synger om alle de hemmeligheder, der ikke må afsløres, er et smukt, stille nummer, og her kan man for en gangs skyld spore en oprigtighed og en ømhed i Alicia’s stemme. Jeg forstår bare ikke hvorfor Tony! Toni! Toné! absolut skal bryde ind med sine ol’ skool r’n’b fraseringer, og ødelægge den spinkle helhed.
"So Simple", et af de bedre tracks, understøttes af et Darkchild-agtigt beat, med musestemme-vokal og en dybfølt Alicia, som her leverer en spændende melodistemme, der skiller sig ud fra kedsomheden.
De tunge beats, der klædte den unge sangerinde så pænt på debuten, er stort set forsvundet. De erstattes med neo-soul-agtig langsomhed og floskler, og det er synd, når hip-hop-lyden nu passede så godt til Alicias smukke, men ikke specielt store stemme.
Det er numre som "If I Was Your Woman/Walk On By", "You Don’t Know My Name" og "If I Ain’t Got You", der med deres glatte anonymitet får mig til at døse hen. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på de kedelige numre på et Mary J. album, dem som man hurtigt lærer at skippe henover. Det er klaverbaseret soul, kogt på klichéer efter en slags easy-listening princip. Kliché-soul er en god ting, hvis det gøres ordentligt, men det opleves nu engang bedst live!
Alicia’s andet album virker i sin nedtonethed som en misforstået reaktion på hendes overeksponering, det er et trin ned af rangstigen, et skridt i en kedeligere og helt forkert retning.
Man må lede forgæves efter et nummer, der lugter af oplagt hit, og et hvilket som helst af pladens numre kunne vælges som singleudspil. Som set på MTV, blev det altså "You Don’t Know My Name" (co-produceret af Kanye West, jeg er ikke imponeret), som klart er blevet en bedre sang af at man kan se miss Keys i al hendes fotogene yndighed. Video Killed the Radio Star i tiende potens. Hvor mon Alicia havde været uden videoen? Vi lader den stå et øjeblik…
"The Diary of Alicia Keys" bliver bedre efter hver gennemlytning, men om det skyldes langsom, tvungen accept eller skjulte dybder i hendes sangskrivning, vil jeg undlade at fundere over i dette forum.
I bund og grund har Alicia Keys lavet et album uden personlighed. Teksterne virker overfladiske i deres uoriginalitet. Hvordan kan et album, der skal forestille at repræsentere en dagbog virke så uintimt?