Erykah Badu - Worldwide Underground
Forventningerne er maksimale, når neosoulens dronning, Erykah Badu udgiver noget nyt.
Fire år efter hendes sidste album, blev Worldwide Underground smidt på gaden i Nov. 03. Pladen runder knap og nap de 50 min, og i disse tider er det nok mere end
lang ep, end et album. Og det er også den fornemmelse man har når sidste skæring er færdig. Følelsen af at have kværnet en big mac menu, uden at få en big fries, og coke med. Der mangler nogle flere numre, til at man føler at der er et koncept, et tema, en vision, en mening udover musikaliteten der vanen tro ligger i alle numrene. For det er indiskutabelt at Erykah Badu har etableret fundamentet sammen med en håndfuld andre kunstnere indenfor de nyere tids soul musik,
også kaldet Neo soul.
Erykah Badu's stemme og fraseringer har et ufatteligt højt bundniveau. Og jeg er ikke bleg for at sammenligne hendes sang med fortidens helt store jazz og soul sangerinder. Men så er det så forbandet ærgerligt at materialet ikke kan hamle op med hendes kunnen. På alt for mange numre bliver ens trommehvirvler udsat for soulmusik med for mange klicheer, og for lidt nytænkning.
Der er små innovationer undervejs, men de bliver glemt, når man runder pladens sidste sekunder..
Produktionsteamet freakquency , som består af Tangentekvilibristen James Poyser, Rashad Ringo Smirh og Badu selv, står for størstedelen af produktionerne på pladen. Og det kan man også høre. Hele pladen har en ensartet lyd, domineret af 80 inspireret trommelyde, Fender Rhodes klange, og behagelige basgange. Det er både godt og dårligt. Man kunne godt have ønsket at Badu havde ladet andre om produktionerne, og koncentreret sig om
skrive nogle flere rigtige sange. En Dilla, Saadiq eller questlove produktion havde ikke været i vejen. Her er en gennemgang af numrene:
Med "Bump it", og "back in the day" giver Badu sin hyldest til musikken i sig selv, og dengang alting var rosenrødt, og radioen kun spillede det gode musik. Begge numre er både musikalsk og tekstmæssigt tomme og naive, og skuffende i forhold til forrige Badu udgivelser, der sjælendt bød på denne slags subsistensløshed.
"I want you" er med sin mere end 10 min lange spilletid, (fylder en 1/5-del af albummets længde) et spændende nummer, der virker rigtig godt efter de første gennemlytninger. Men senere hen er den mere end klods om benet. Der kunne man modsat godt tænke sig at "think twice", med sine to et halvt minutter varede lidt længere.
Nu hvor Donald Byrds klassiker er blevet coveret adskillige gange i de senere år, bla andet af Jaydee på hans solo album, Back in Detroit, på BBE records, med soulsangeren Dwele på Vokal og trompet.( kan anbefales!) Trompetisten Roy Hargrove medvirker på nummeret og han når dårligt nok at
trutte i trompeten, før at nummeret er Roger, over and out.
"Woo" fungerer udmærket som en lille live skitse. Her kan man få
smagsprøver på Badu's rapevner, hvilket hun jo i sin tid startede med, før hun brød igennem med skønsang.
"The Grind" indeholder rigtig god lyrik af både Badu og Dead prez, som også "synger" i omkvædet. Det kunne man godt undvære.
"Danger" er efter min mening albummets mest vellykket nummer, og er også albummets single.
Det er en positiv oplevelse at høre hende på en mere hip hop præget produktion. Fedt hook, og sprød produktion. Og med sætningen: "they got the block on lock/ the trunk stay locked/ glock on the cock/ the block stay hot" føler man sig virklig impliceret i et hedt ghetto drama, set med Badu's øjne. Og lydbilledet leverer alle sanseindtryk perfekt, med lydene af seksløbere der bliver affyret, og revolver der bliver ladt.
For ikke at virke som en ung vred bitter mand undlader jeg at skrive om
nummeret "Love of my life worldwide".
Jeg tror, jeg kunne skrive en doktorafhandling om hvad der er galt med dette nummer, så jeg nøjes bare med at sige at det er rart at høre Bahamadia stadig er aktiv, og hun stadig har "det".
Albummet starter og slutter med nummeret(skitsen) "World keeps turnin", som introducerer, og afrunder pladen godt, og giver en fornemmelse af at man har været på en musikalsk rejse.
Pladen indeholder også det grammy vindende "love of my life(ode to hip hop)" hvor Common gæster. Nummeret har en god fusion mellem Erykah's smørvokal, og beatets tunge opklippede hip hop rytmer. Og så må man selv bestemme om man kan komme overens med Common's vers, som både kunne handle om kærligheden til musikken eller Badu.
Man kan nogle andre ting live, end på et album. Og det viste sig tydeligt den 11.November 2003 i Falkoner salen, hvor Erykah Badu primært spillede materialet fra Worldwide Underground. Som hun også har tilkendegivet, og som man også selv opdager, er mange af albummets sange jammet frem, og ment som livemateriale. Og numrene fungerer også klart bedre live, hvor de bliver peppet op, varieret bedre, og ikke virker så statiske. Havde disse sange blevet udgivet som live album , havde det været noget helt andet.
Men som album mangler det form, struktur, og numrene bliver ofte bare et groove, som flyver ligeså hurtigt ud af hovedet som det fløj ind.
Erykah Badu har i form af sine sidste to udspil, skruet forventningerne skyhøjt op, og dem formår hun ikke at nå på Worldwide underground, der dog indeholder nok guf til at gøre de fleste souldivaer jaloux, men når det kommer til Badu, forventer man bare altid lidt mere....