Gene Harris - Nexus
I 70'erne ændrede jazzmarkedet sig markant, da man så at flere fusionsgrupper kunne præstere lige så store salgstal som rock og pop musik. Det der før havde været et lukket land, kunne nu erobres ved at blande jazz med andre musikformer, som på det tidspunkt var moderne og populære. Det øjnede pladeselskabet Bluenote, og lancerede en hel kollektion af musikere, både etablerede og sjernefrø, som skulle krydse floden, og lave plader, som var mere medgørlige for det almene menneske. Gene Harris var en af de musikere. Han havde været aktiv i flere årtier forinden som pianist i trioen "the three sounds". Den blev opløst i 1973, og samme år udgav Mr.Harris "Yesterday, today and tomorrow" som gav små appetitvækkere på hans nye elektriske funky jazz, og som var med til at sætte Blue Note fra lytterstolen og ud på dansegulvet.
"Nexus" var Gene Harris' fjerde forsøg i jazzfunkgenren. Og det gør han også godt, hvis man vil man vil have letfordøjelig funky grooves, tilsat nogle skarpe analoge synthesizer soloer, wah wah guitarer, synkoperede trommerytmer og bobblende basgange.
Ligegyldigt om du hører numrene "Koko and Lee roe", "jitterbug waltz" eller "Country boogie" så er der ikke nogle af numrene som skiller sig ud, heller ikke efter tiende gennemlytning. Det lyder jo meget godt, og det ville det også være, hvis der var noget modvægt. Der er dog en klaverballade i form af "Love don't love nobody" men der bliver lånt med arme og ben fra "if you don't know me by now" af Harold melvin and the Blue notes, at det eneste man tænker på under lytningen er hvordan hr. Harris har undgået et sagsanlæg for plagiatur.
Idet Gene Harris ikke er den store sanger, gør albummet brug af Waters familien, som ligger vokaler på størstedelen af numrene, sammen med en række andre mandlige og kvindelige sangere. På adskillige numre giver det en gospel feeling, og andre gange fungerer det mere som et ekstra instrument. Men skønsang bliver det aldrig.
Gene Harris har en meget karakteristisk bluesinspireret lyd i hans klaverspil, og når han sammensætter hans flittige brug af det akustiske klaver, med den tids nyeste indenfor synthesizere og effekter, giver det en særpræget lyd, som placerer ham i den samme boldgade som Ramsey Lewis, en af datidens andre keyboard koryfæer.
Når man lytter til Nexus, fra ende til anden, fungerer albummet ikke. Der er gode momenter, som på de funky "koko and lee roe" og "sauda", men der er ikke nok diversitet og dybde i nogle af numrene, til at man gider at bruge pladen, til andet end sampling, eller lydtapet. "Nexus" er mere et sammensirium af trendy lyde, hvor mange af kompositionerne mere er sketcher, rytmer og andre fragmentariske dele blandet sammen i en stor smeltedigel. Men som kuriosum og tidsdokument er den dog ret underholdende. Har man ubelejliget sig med at høre andre albums fra den samme æra fra Blue notes arkiv, kan man ikke undgå at fornemme en desperation, både fra de medvirkende og pladeselskabernes side. Det skabte tit nogle originale og beundringsværdige kompositioner, og nogle gange, nogle helt mislykkede fordi man så gerne vil lave noget der var med på de nye "tangenter" (discofiseringen og dansegulvets indtræden i midt 70erne).
For dem der har gravet i kraterne efter Gene Harris albums fra 70'erne på blue note, og hans trio plader som kapelmester for the Three Sounds, er denne plade ikke højdepunktet. Og det undrer da også undertegnede, at man har valgt at genoptrykke denne udgivelse fra Gene Harris bagkatalog som den første. Men for dem der bliver introduceret for denne pianists univers for første gang er det ikke en dårlig start.
Eftersom original albummet var en del sparsom med at skrive om de udøvende musikere og hvem de var, og Blue Note via genudgivelsen heller ikke har suppleret med noget mere, er der her lidt baggrundsinformationer om de medvirkende og deres karrierer.
Gene Harris - klaver, rhodes, synthesizere.
Brød igennem med trioen the Three Sounds. Gruppens karriere strak sig over to årtier fra 1956 til dens opløsning i 1973. Da begyndte Gene Harris at indspille i eget navn og med albummet "Yesterday, today og tomorrow" gav små indikationer om at han var ved at basere sin musik på synkoperede rytmer, og elektriske instrumenter. Højdepunktet kommer året efter med albummet "Astral signal", som indeholder "Loslamitos"(latinlovefunklovesong) som er en raregroove klassiker, og stadig dukker op på de utallige kompileringer af 70’ernes jazzfunk. Albummet indeholder også en forrygende og hæsblæsende version af Sly and the Family Stones "Don’t call me nigger whitey". Året efter følger Harris op med albummet "In a special way", hvor Earth, Wind Fire's medlemmer figurerer på en i forvejen lang liste over nogle af den tids bedste session musikere. "Nexus" er fra 1976, og året efter udkommer "Tone tantrums", med et cover af Stevie Wonders "As", som også har fanget en del opmærksomhed på diverse opsamlinger. Siden da har Hr. Harris udelukkende beskæftiget sig med mere traditionelle former for jazz.
Jerry Peters - klaver, arrangement, producer
Udover at akkompagnere Gene Harris på de fleste af hans plader igennem 70erne og synge for på Nexus’ første skæring, fungerede Jerry Peters som producer, arrangør, komponist og pianist på en lang række af Blue notes udgivelser i 70erne. Har blandt andet medvirket på plader af Donald Byrd, Bobbi Humphrey, Ronnie Foster, Ronnie Laws, og har også medvirket på flere af Earth wind and fires plader. Derudover har Peters også udgivet en soloplade på Mercury i 1972 som hedder "Blueprint for discovery".
Lee Ritenour - guitar
John Rowin - guitar og bass
Chuck Rainey - bass
Kenneth Spider Rice - trommer
Alle fire musikere var session players for Blue Note i 70erne. Ligesom Motown havde deres produktionshold og deres Funk Brothers, havde Blue note også allieret sig med en bunke af den tids mest kompetente musikanter, der kunne spille funk, soul og jazz. Både til gulvet, og til gaden.
Chuck Rainey har udgivet to albums i eget navn. Lee Ritenour indledte en solokarriere i 1976, og gik hen og blev en af de første smooth jazz kunstnere, og spyttede det ene sødsuppe smoothjazzfusions album ud efter det andet. Først på Arista/GRP og senere på Columbia. Kenneth Rice, har udgivet en enkelt plade på Prestige, som hedder "Spiderswebb", med hans kone Carol Kaye, som var studiobassist for Motown.