Royce Da 5´ 9” – Death Is Certain
(Koch Records/ Edel, 2004)
En knirkende dør og nogle målrettede fodtrin fører ind til .. Eminem?
De første linjer på det nye album fra Detroit-rapperen Royce Da 5´9” tilhører i hvert fald ”Lose Yourself” og indleder pladens 13 skæringer og kun et enkelt skit, produceret af Nintendo, lyder det til. En interlude-allergiker som mig giver derfor straks pladen en eksemfri tommel op for dette faktum!
Men selvfølgelig undres man over referencen til den hvide ærkefjende, han før var så tight med. Det skal nok forstås som et diss, men i så fald et ret harmløst et. Royce er næsten hårdere ved sig selv og rydder endda ud i eget skab, ved hudløst ærligt at indrømme: "I played myself, for radio play/ I never dance, but the skill it self, is a second chance" efter nogle uheldige udgivelser i bagagen.
Han husker dog at nævne den, fantastiske, Primo-producerede "Boom" som i sin tid eksploderede ham ind på undergrunds-rapscenen og i øvrigt at blære sig hæmningsløst med sin "Intelligent brain" som er "Clever when spellin´ my name". Spøjse rim er der mere af, så som "Oh my God, I destroy cities like the Blob".
Det der med at rive bygninger ned og plaffe vildt med guns går igen i teksterne, og det samme gør afskyen for Columbia Records der var den seneste af mange pladeselskaber der ikke kunne leve op til Royce´s forventninger. I det hele taget er industrien ikke rigtig Royce´s kop mokka og han rister en ond, antisemitisk malurt på et nummer som "T.O.D.A.Y" med budskaber som: "While these rappers kill each other, them Jews they stick together like glue; and generate more money than FUBU/ For somethin made 'for you by you'.". Der er mange jøder i toppen af den amerikanske finansverden, givetvis også i pladeindustrien og det har irriteret Hr. 5´9 til et punkt der potentielt kan skaffe ham mange palæstinensiske fans.
Den politiske ukorrekthed standser dog ikke her, på ”Bomb1st” udpensler Royce detaljeret hvordan man kan camouflere de fodaftryk som kan fælde én når man er ude på en hyggelig henrettelses-spree, for det gælder om at skyde hinanden, og vel at mærke skyde først (eller i hvert fald før man tænker).
Den hårde tone på pladen er dog ikke helt unuanceret, og ind i mellem lever teksterne op til Royces uovertrufne tighte flow, der mere end noget andet er pladens styrke. Eksempelvis er titelnummeret ”Death Is Certain” en gribende fortælling om hospitalsindlæggelsen af en ven efter en fatal skudveksling. Man aner desperationen i Royce’s kluntede forsøg på at bestikke lægen, og det sortsyn på hele verden der formørker hans tankegang: "I'm pullin money outta my pocket tryin to con the doctor/ Please, treat this thug the way you would treat yo' baby/ The way that you would treat yo' blood, I'll pay!/ As heavyweight as we are, I know how you medics are/ Cause I be checkin ER everyday/ I know we are a hairful - but doc/ this ain't one of them that came through shot that shoulda been careful".
Royces verden er hård, utilregnelig og omskiftelig. ”All we know is the beginnin´, nobody controls the way that it ends/ I got, the weight of the world on my shoulders” rapper han, og på hans webside forklarer han albummets titel med at det er det eneste der er sikkert i verden, det eneste man kan stole på: døden.
Det bliver lidt for meget for alle der ikke deler hans studiedepression, og mange har nok hostet * terapi * når Royce spyttede sine nye vers. I hvert fald slutter pladen af med den sigende, selvbiografiske ”Something´s wrong with him” der indeholder følgende grineren indrømmelse: ”My wife don't like my album, it's way too dark for women/ She say it sound like I hold grudges/ She rather listen to Joe Budden's, no disrespect aight?”.
Det er under alle omstændigheder ikke teksterne (der samlet set fremstår lidt usammenhængende og selvmodsigende) som er albummets bærende element (jf. ”FUCK hip-hop, hip-hop sucks!” og “I'm not a hip hop nigga, don't confuse me wit them” kontra fx. Omkvædet på “Hip Hop” : “ What's realer than - HIP HOP!/ I know my streets, I know my sounds/ Y'all know my beats, how I get down/ I take my steps, and leaps and bounds/ Nigga it's - HIP HOP!”)
- Tør man anbefale Hr. Ryan Montgomery fremover at få mere end de gennemsnitlige 4 timers søvn om natten, som han har pralet med at have klaret sig for, under tilblivelsen af ”Death Is Certain”?
Mindre bitterhed ville også klæde den lidt ensformige stemning på pladen, og mange har også kritiseret beatene for at være kedelige, dog bortset fra pladens oplagte hit og Premier-producerede singleudspil ”Hip Hop”. Ca. 8 af tracksne er produceret af Carlos ”6 July” Broady der stod bag Biggies ”Life After Death” og jeg er nu godt tilfreds med resultatet, for der er tale om godt håndværk af den gamle skole med piano, strygere og guitar (både med og uden strøm til) og lidt syngende vokaler på omkvæd. Synd at der ikke blev gjort mere brug af live-instrumenter i studiet, som på slutnummeret hvor energiniveauet tager et mærkbart spring opad. Okay så beatene er ikke revolutionerende, men det lader rappen tage spotlightet og Royce både flower og leverer formidabelt. Det skal også nævnes at Royce står på egne ben; pladen er så godt som støvsuget for gæsterappere og han bærer alligevel ene mand en helstøbt og tilfredsstillende plade.
Der er så meget inderlighed i Royce Da 5´9”, og det blazer på et track som ”I Promise” hvor han nærmest tigger (Gud?) om den succes han endnu ikke er blevet fuldt forundt. Han lover sågar at lægge stilen om og bringe mere fred og harmoni ind i sin rap, hvis blot den udeblevne velsignelse vil komme: ”I promise, if you just let me in the game, if you should bless me enough to let me reign/ I will contain, I promise, I will stop the killin´, I will change, I promise, I will put in this flow, what you put in my soul” sværger han til himlen, verden eller begge.
Jeg har kun tilbage at håbe at hans ønske må gå i opfyldelse.