ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Fler Farver - "Bekender kulør"

Jeg var i '94 til et jam på Rytmeposten i Odense, hvor jeg bl.a. så Malk de Koijn, Per V og Kongehuset. Men det helt store navn denne aften - og et navn man havde ventet længe på at se i levende live - var Hvid Sjokolade.
Deres demo "Sovs fra Syden" florerede aktivt i miljøet, hvor det blev kopieret gang på gang til hungrende hiphop-heads. Jeg selv havde en indspilning af en indspilning af en indspilning af en.....
De tre Næstved-drenge havde kæmpe undergrundssucces og løftede den et niveau op, da de udgav deres debut "Så'n er vi".

Jeg tror nu ikke, at medlemmerne af Fler Farver har været til samme koncert, selvom de er fra Odense, men det er ganske tydeligt, hvor inspirationen kommer fra.
Inspiration er jo godt nok, men direkte rip-off er altså temmelig anstrengende - især når man ripper fra en dansk rap-klassiker fra ´95. For det første ripper man ikke en klassiker. For det andet - og på trods af at mange hiphopfolk søger rødderne i disse år - virker det lidt tamt at kopiere en lyd fra midt 90´erne. Det er ikke desto mindre, hvad Fler Farver har valgt at gøre. Såvel rim, levering som musik og ideer er umiskendeligt tæt på Hvid Sjokolade.
 
Albummet "Bekender kulør" starter med første kapitel af et lille eventyr om Fler Farver, der rider mod regnbuen for at bekende kulør. Til en behagelig lille melodi læser en stemme op af eventyret, som er i 5 kapitler og en epilog, hvor man skal bladre i bogen ligesom i fordums tiders "kig, lyt og læs"-børnebøger. Og det er jo sådan set en fin ide. Men....historien lugter altså lidt for meget af introen til Hvid Sjokolades debut om Sjokoladeland. Det er nærmest samme stemmeføring, der bliver brugt.
 
Titelnummeret bygger faktisk på et udmærket beat lavet af Nielson. En gå-for-selv-ting for at præsentere gruppen. Men allerede her fornemmer man, at rapperne ikke har den lange erfaring med at skrive rim. Det er meget simple rim, og når der endelig forsøges med multirim, fungererer de ikke særlig godt.

"Hvis du begynder blir du fuppet i stor stil
et stort smil, når jeg slynger krukkede ordspil".

 
Jovist rimer det da...på papiret. Men der er jo noget, der hedder åbne og lukkede vokaler!
 
"En lille pind" hedder næste nummer, som naturligvis er en hyldest til Hashis. Behøver jeg sige "Skyd dem op"!??!
 
"Danmark" er et forsøg på at lave en samfundskritisk tekst.

"Danmark...hvor vil du hen?
Du til grin. Du en tegning"

 
synges der i starten af Michelle. Hun synger ganske udmærket, men det der synges er sgu ikke specielt fedt - det virker ikke særlig gennemarbejdet.
Nummeret handler i bund og grund om, at vi ikke længere er et stille og roligt folkefærd med kolonihave osv., vi slikker Bush i røven, og den er helt galt med tegnefilmene:

"Der er ungdomsproblemer i tegnefilm
og tegneserier de blir ik rigtig tegnet mere"


Igen en noget mærkværdig måde at rime på.
Omkvædet er decideret jammerligt. Der bliver sunget:

"Der var engang en kyndig mand i et yndigt land, der sagde..." Og så er der én, der reciterer: "Danmark er et lille land, der ikke bør blande sig, hver gang der er uheld på verdens landevej".
 
 Selve ideen er der jo intet i vejen med, men jeg mener bare, at enten så skaffer man det originale lydklip og sampler, eller også finder man på noget andet. Det lyder ganske enkelt amatøragtigt, når man prøver at lave sin stemme om, så den skal minde om en andens.
 
Udover beatet på titelnummeret, der som nævnt er ganske udmærket, rammer de resterende mig ikke. De er kedelige og virker som om, de er lavet på et af de der Musicmaker-programmer, og så har man lige suppleret med noget intetsigende orgel eller lignende som fx på "Random", "Definer det" eller "Gangsta".

Rimene er alt i alt ikke noget at råbe hurra for. Numrene er primært udgjort af simple rim og klicheer. Der er selvfølgelig enkelte lyspunkter imellem, men gennemgående virker det igen ikke særlig gennemarbejdet. Som for eksempel på "Gadeslang", hvor der siges:

"Du er så dum, man kan ikke kan ringe din telefon op
ja, faktisk så dum, du kan blive væk i en telefonboks".

 
Coveret og lay-out´et er derimod virkelig flot og meget gennemarbejdet med mange sjove billeder, graf og små sponsorreklamer. Det er tydeligt at se, at gruppen består af kreative mennesker på den front. Desværre kan det der er inden i coveret ikke godkendes herfra, så set fra min synsvinkel er det enten tilbage til arbejdsbordet, eller også skal man vælge at satse på de kreative evner, man i forvejen besidder i stor stil.
 

11/08/2006 - Lagt online af Smølf

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [181 - 190]
næste >< forrige Her vises [181 - 190]