ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Masta Ace i Amager Bio

Der findes enkelte rapkunstnere og -grupper derude, som er helt vilde med Danmark og omvendt, og som vender tilbage igen og igen; Lord Finesse, The Roots, Gangstarr m.fl. Men den der ubetinget har været her mest de sidste år har været Masta Ace. Det har han både fordi, han selv kan lide at optræde for det danske publikum, men den væsentligste grund er, at det danske rappublikum elsker Masta Ace.

Igår var han så at finde i København igen. Ca 1 år efter han væltede et fuldstændig fyldt Vega som opvarmning til KRS-One med sit til dato bedste show i DK. Igår var det det - i min bog - ganske fortrinlige spillested Amager Bio, der lagde lyd, lys og lokaler til den Brooklyn baserede veteran. Og der var lagt i ovnen til en herlig aften, idet DKs bedste liveact Static & Nat-Ill skulle varme op. To superfede live-acts på samme aften....nice!

Jeg kom i god tid - som jeg var blevet opfordret til - men der var ikke rigtig ild i den endnu. Der stod en fyr bag pulten og spillede nogle plader, og det blev så det første, mit "skarpe anmelderøre" tog notits af. Han spillede en masse superfede numre lige efter mit hoved: Alkaholiks, Gangstarr, Madlib, Low Profile mv. Men han kunne desværre hverken beatmixe eller lade være, og det ødelægger sgu nydelsen af så fede numre. Derudover duer det altså ikke, når man som mindre end middelmådig DJ står og cutter den op ind over Aladdin "Aladdin´s on a rampage" og Premier"The rep grows bigger". Så skal man kraftedeme være god på de hjul for at det slipper for at blive kommenteret af mig.

Static stillede sig afslappet bag sin pult og begyndte at cutte den op i gamle klassikere, og han kan det shit. Så kom Nat ind til et kæmpebifald, og de næste 10 minutter lavede de to nogle superfede "samtaler" med Nat´s mund og Statics turntables. As ususal var man vidne til et overordentligt tight show fra de to.
Static og Nat fik hurtigt publikum godt med, og især da de spillede hittet "GetupGetout" kogte salen godt og grundigt. Det er i sandhed et imponerende show, de har stablet på benene. Jeg tror, det var 4. gang, jeg så dem igår, og det var meget anderledes, end dem jeg har set tidligere, men alligevel meget a-like, idet hele sættet er baseret på deres uforlignelige samspil. Det var som sædvanlig en stor oplevelse.

Der gik ikke længe, før Static og Nat-Ill var gået af, før A-Vee entrerede scenen og begyndte at rigge an. Han spillede også lige et par klassikere, og så kom Strick rappende på scenen. Der gik dog ikke længe før Masta Ace kom ind også, og crowden var på med det samme.

Masta Ace må synes, han har fundet et show, der virkelig duer, for det var akkurat det samme, han leverede sidste år i Vega. Samme numre: "Dont understand", "Crooklyn", "INC ride", "Good ol love", "The grind" og mange flere fede klassikere. Samme gimmicks: Juice-crew-trivia, Wordsworth som co-rapper, paraplyer, "No regrets" acapella, sammenligningen af "Brooklyn Masala" med tøs blandt publikum osv. Det kan selvfølgelig godt være kedeligt i længden for folk, som har set showet før. Og jeg skal da ikke undsige mig, at jeg enkelte gange kiggede på klokken, og jeg havde faktisk den kritiske pen fremme til at starte med. Men....jeg har valgt at tage udgangspunkt i de mange mennesker, som aldrig har set showet før, og de har helt sikkert fået sig en rigtig god koncertoplevelse. Måske ikke helt på niveau med sidste år, da det også var en special aften med KRS i Kbh for første gang osv, men det var og er et superfedt, tight show, som man nyder, selvom man har set det før, og publikum - hvadenten de var gengangere eller så det for første gang - var på fra start til slut.

Jeg har det med Masta Ace koncerten igår som med Star Wars eller Godfather filmene. Man kan sagtens holde til at se dem mange gange - der skal bare være lidt tid i mellem. Det er da ikke sikkert, jeg kommer, hvis han tropper op næste år, men det er der helt sikkert mange andre, der skal.
For det danske rappublikum elsker Masta Ace. Og det gør undertegnede også, fordi han altid leverer varen. Så selvom showet var stort set identisk med Vega sidste år, gik jeg alligevel derfra godt underholdt og med en følelse af at have været vidne til hiphop i sin mest ægte form - og det er sgu altid en dejlig følelse!

12/08/2006 - Lagt online af Smølf

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [181 - 190]
næste >< forrige Her vises [181 - 190]