Sicknature - "Honey I'm home"
For lidt over to år siden, lavede jeg et interview med en meget ærlig Sicknature efter udgivelsen af "The outbreak", hvor han sagde, at han var lidt ked af albummet, og at han ikke følte, det var hiphop, som han i virkeligheden gerne ville lave. Han følte, han var "meldt lidt ud" af hiphop.
Well, Sicknature! Welcome back!
Det nye album fra den københavnske mc har fået titlen "Honey I'm home", og med reference til førnævnte bekymring fra ham selv, kan man vel godt konstatere, at Sicknature med dette album også mener, han er tilbage i hiphop.
Introen giver da også en nærmere indføring i hele problematikken omkring enten at være real og kæmpe for sin sag eller være en follower, der gør, hvad man bliver bedt om. Og man behøver ikke kende Sickna´s intentioner ret godt, før man ved, at denne plade for en stor del er et opgør med hans forrige plade og den eksklusion den førte med sig.
"As sick as it gets" er første reelle nummer på albummet, og det starter i den grad lovende. Det er et superfedt nummer med et banging track, og jeg synes virkelig man allerede på første nummer kan høre, at Sicknature er blevet en væsentlig bedre teknikker. Han flyder virkelig godt og har et fuldstændig dialektfrit engelsk. Som prikken over i´et lægger DJ Hotkutt nogle svedige cuts på.
I forhold til det tidligere album er Sicknature meget mere aggressiv i sin fremførelse på dette album. Hans stil såvel rim- som stemmemæssigt kunne godt minde om Tjes Boogie eller Knox, men det skal der ikke lyde noget ondt om herfra, da begge d´herrer i mine øjne er meget skilled engelsksprogede mcs.
"Shootin the breeze" har jeg et noget ambivalent forhold til, idet hele grundsamplet af et barn som insisterende nynner "lala lalalalala" er pisseirriterende. Omvendt har det også præcis den effekt, som nummeret skal have, da det handler om folk, som snakker uden at sige noget, og det er sgu også irriterende, så det passer perfekt.
Sicknature har også denne gang nogle ret tunge collaboes med på albummet. På "The outbreak" var det J-Ro og Coolio. Denne gang er det de danske heavy-metal-ikoner Invocator, Slaine fra La Coka Nostra, som tidligere hed House of Pain(dog uden Everlast) og ikke mindst nogle af de absolutte hardhitters fra New Yorks independentæra i slut 90´erne; Q-Unique fra Arsonists og Ill-Bill fra Non Phixion. "Bring back the raw hiphop" kunne produktionsmæssigt lige så godt være et Non Phixion eller et Arsonists nummer - stilmæssigt minder det meget om "CIA is trying to kill me" eller "Blaze". Men det er dejligt at få reminiscenser til de to klassiske numre fra to klassiske albums. Og såvel Q-Unique som Ill-Bill leverer da også varen på nummeret. Specielt førstnævnte spytter et i mine øjne fantastisk vers, når nu emnet er, som det er:
"My identity is decorated with rocksteady credentiels
Zulu infinity lessons, dropping heavy essentials
I was born and raised on the pioneers
while the oldschool for some doesn´t stretch five years."
Invocators bidrag til nummeret "Zoom in" er ikke lige min kop te. Det er dejligt aggressivt, og jeg synes egentlig Sicknature flyder meget godt henover det tunge metalgroove, og jeg kan faktisk godt lide metalmusik til tider. Jeg er måske bare personligt ikke helt med på det blend af hiphop og metal. Jeg var heller ikke helt med på Judgement Night soundtracket, kan jeg huske.
"Really really" er i mine øjne det mest ligegyldige nummer på skiven og er ganske enkelt et jeg spoler forbi. Det mangler i mine øjne substans på såvel beat- som tekstsiden.
Det mangler "Never say never at all" til gengæld ikke. Slaine fra La Coka Nostra præsterer en ganske udmærket feature på nummeret, som har et af albummets absolut fedeste produktioner, men det er helt klart Sicknature, der skinner lyrisk på dette nummer - hans tekst er lige det mere gennemtænkt og indholdsrigt, og derudover flyder han klart bedst over tracket, og det er jo imponerende nok af den dansk mc.
"Cycle", som er næste nummer, lyder meget som det forrige. Hvis man ikke lige hører pausen mellem de to numre, kan man faktisk godt blive lidt i tvivl, om det er det samme nummer, man sidder og hører. "Cycle" er featuring Dialek fra Purest Form.
På næste nummer er Sicknature produktionsmæssigt helt oppe i the big league i mine øjne. Det lyder sgu meget som en 9th wonder, Just Blaze eller Cool & Dre produktion, som alle godt kan lide at arbejde med high pitch. Så kan man mene om den slags, hvad man vil, men det er sgu det, de unge gerne vil have lige nu, og med det in mente, er jeg alligevel lidt imponeret over, hvor godt det track her er skruet sammen.
"They don´t know" har gæsterap af Punchlline og HAPH fra The Ranjahz, og de gør ligeledes en ok figur - dog uden at imponere helt vildt. Igen synes jeg helt klart Sicknature rapper bedst.
"The brain wash" med Capione, som sidste år kom med sin debutplade ", er et af pladens mere mellow numre. Det er produceret af Tue Track - der er faktisk kun to numre, der ikke er produceret af Sickna selv. Dette og "Zoom in", som er produceret af Jacob Hansen fra Invocator.
Sicknature får her direkte givet sin finger til pladeindustrien, som er ligeglade med kunstnernes integritet, så længe de skraber penge ind.
"Expression of words" er endnu et mere mellow track. Klaveret som danner selve melodien er supermelodisk og behagelig at lytte til. A-Quil fra Purest Form lægger gæstevers. Det er - på trods af klaveret - et af de numre, jeg også spoler henover. Synes igen det mangler lidt tekstmæssig substans. Jeg forstår udmærket meningen med at lave et track, der bl.a. handler om ens lyriske eftermæle, men det rammer mig bare ikke 100 pro.
Det gør så til gengæld pladens sidste nummer. Det er muligvis det bedste på pladen. Det samler rigtig godt op på de tanker og følelser, Sicknature har givet os et indblik i på pladens øvrige numre og handler således også meget om at komme videre og lægge fortiden bag sig, forstået både generelt og musisk.
Der er ingen tvivl om, at den plade her har ligget Sicknature på sinde længe - måske siden han blev færdig med "The outbreak". Han har virkelig haft noget på hjerte og har haft brug for at statuere, at han stadig er hiphop - og ikke rap!
Jeg synes, det er en utrolig god skive, fuld af aggressivitet på såvel beat- som tekstsiden og fuld af rigtig godt sammenskruede produktioner. Og så synes jeg - hvad jeg i øvrigt også syntes på "The outbreak" - at Sicknature oftest over-shiner de gæsterappere, han har med. Q-Unique og Ill-Bill er dog lige et niveau over, men ikke desto mindre er det i mine øjne et ualmindeligt imponerende dansk engelsksproget album, Sicknature har lavet her.
Nu kommer jeg så ud for den situation, man som anmelder frygter; at man tidligere har givet en karakter, som måske alligevel viste sig at være lidt for høj i forhold til nyere materiale. For over to år siden gav jeg "The outbreak" 4 hoveder. Ganske enkelt fordi, jeg synes det var et godt og nyskabende album, som havde en international lyd. Nu dropper Sickna så det her - som det lige skal slåes fast er klasser bedre end det forrige. For at få 4,5 eller 5 skal man levere et mesterværk eller en klassiker-to-be, så "Honey I´m home" ender altså på 4, for det er et suverænt godt album.