Young Gunz - Tough Luv
”Chris and Neef we runnin’ this rap-shit” rappede Jay-Z på ”Takeover” i 2001. Dengang var der ikke mange der kendte de to unge rappere, der senere blev til Young Gunz, så det virkede lidt som en overdrivelse. Young Chris og Young Neef fik heller ikke meget anerkendelse da de sammen med andre Philly MC’s som Freeway, Beanie Sigel lavede State Property gruppen, som leverede hardcore gangster-rap fra Pensylvania nok kun Schoolly D kunne se charmen i.
Men da Young Gunz sidste år indspillede ”Can’t Stop Won’t Stop” blev nummeret en mixtape favorit, og rapperne som før var kendt som Roc-A-Fella’s b-kæde fik nu pludselig status som hovedpersoner. Roc-A-Fella er en velsmurt dollargenerator, Jay-Z og Dame Dash skal nok have gæstehus til deres Hampton residenser, så man smedede mens jernet var varmt og for et par måneder siden udkom "Tough Luv", debuten fra Young Gunz.
”Tough Luv” kan nogenlunde oversættes til at blive opdraget med en ’fast men kærlig hånd’, og meget af debutalbummet revolverer om de unge gadehustleres hårde opvækst. Lige fra første fløjt på den pompøse Bink! producerede ”Future Of The Roc” lægger de fast at de er morgendagens mænd med linier som: ”You gots to listen more than you talk so keep your mouth shut!”
Selvom Chris og Neef’s stemmer kan minde lidt om LOX-rappernes har de tydeligvis gået i Jay-Z’s rapskole stilmæssigt. De elsker at citere ham, både direkte og gennem omskrivninger. Men sSamtidig lyder de en tand mere sultne og indebrændte end Hova har gjort siden platinpladerne gik i selvsving. Eftersigende var det Neef der lærte Chris at rappe, men eleven er åbenbart kommet godt efter det, for oftest er Chris langt bedst både flow- og indholdsmæssigt. Det sagt, fungerer de fint som duo og alt andet lige ville det være svært at forestille sig en af dem holde et solo album nede.
Med 17 regulære numre kan bestemt ikke sige Young Gunz har sparet på charmen, og albummets første halvdel er generelt også stærkest. Her ligger numre som ”Roc U” med Beanie Sigel som er et helt igennem thugged-out nummer i gadebattle stilen. Helt i den anden lejr har de ”No Better Love,” et kærestebrev til deres baby’s mammas der er ligeså ignorant og uskyldigt som man kunne forvente. Bedst figur gør de på ”Friday Night,” endnu et old school remake hvor en gammel Furious Five rutine bliver genoplivet. Chris og Neef er virkelig gode flowere og de er underholdende at høre rapmæssigt. Specielt på de hurtige beats - dette af Just-Blaze, i stil med ”Crazy In Luv” og ”Pump It Up” kommer de til deres ret.
Næsten alle fra Roc-A-Fella har fået en gæstespot på albummet og selvom de andre State Property medlemmer gør det godt, er det primært Juelz Santana og specielt Cam’ron der shiner. Jay-Z tjekker også ind på ”Never Take Me Alive.” Egentlig handler sangen bare om at den er et hit, hvor Young Gunz laver Jay-Z’s ”we got another one”-pral fra ”Frontin” om til et omkvæd. Selv efter han har trukket sig tilbage er Jay-Z ikke blevet træt af at snakke om Biggie og rapper: ”You think I’m just a fan? You’re outta your mind, that was my motherfuckin man, my partner in crime, Big you had the MAFIA, I have the Property, now we have alotta these fake families copyin.’” Det slidte emne gør ikke så meget, for sangen er banging, specielt med venlig hilsen til Philadelphia-produceren Scott Storch fantastiske keyboard drevne produktion.
Udover de kendte Roc-navne som Bink! og Just Blaze har Chad Hamilton stået for en masse af produktionerne. Han leverer et varieret lydbillede, der dog stadig er heavy på keyboards og ofte er hans trommer ret kedelige, hvilket får albummet til at virke ensformigt. Han er klart bedst på ”North Of Death,” Chris og Neef’s hyldest til deres gamle kvarter.
Som bonus-nummer på albummet finder man endnu et ”Can’t Stop Won’t Stop” remix feat. Chingy (der er allerede lavet et med Jay-Z.) Sangen er en sand party-starter dedikeret til kunsten at score piger uden at blive kærester, som Neef siger: ”Ball ’em, never call ’em, kick ’em out before the mornin’, it seems once you’re done they start callin’.” Originalen blev aldrig det store herhjemme så måske har remixet mere potentiale som sommerhit.
Umiddelbart minder "Tough Love" meget om et Freeway eller Sigel album. Der er bangere, nogle party-numre og et par sørgelige selvbiografiske fortællinger. Det er ikke specielt innovativt, men overraskende nok fungerer det problemfrit. Af ting fra State Property lejren er det uden tvivl det stærkeste udspil i et stykke tid, men man kan ikke undgå at hæve øjenbrynet over Kanye West, der i disse dage nærmest dikterer producerlyden ikke har en finger med i ”Tough Luv.” Selvom de unge rappere ikke formår at fylde Jay-Z’s fodspor, har de snøret deres S. Carter sneakers stramt og begiver sig frygtløs ud i rap-ræset. De bliver muligvis løbet over ende, men formen på deres Philly street-hop fejler ikke noget.