Kloden vs. Metoden
(anmeldelse af "D12 World" i battle mod Method Man "Tical 0 : The Prequel")
D12 lægger maskingeværet i stilling allerede på første track ”Git Up” med en massiv salve af 320 ord alene i første vers, spyttet af gruppens bedste våben: Eminem der lægger de første 400 gats i albummets garderobe.
Method Man er oldschooler, sådan en starter selvfølgelig altid et album med en intro der storladent præsenterer lytteren for kunstneren: WU member no.1, ”platinum and gold- and the saga continues!” messer RZA. (Shut up! Jeg ved sgu da godt hvem der har lavet cdén!). Så lægges der i det mindste et ordentligt beat i første track (The Prequel), og minsandten om ikke Meth også har guns med ind på pladen.
D12 ved at der er ”strength in numbers” og det beskidte dusin står tæt sammen i ”Loyalty” hvor fætter Obie Trice bakker op i en tekst om det sammenhold der gør dem til familie. Det er Proof der løfter gennemsnittet med sit flow, et gennemsnit der ellers tynges ned af den korpulente Bizarre med et gumpetungt andet vers.
Method Man er ikke den der holder tilbage for en udfordring, og hvis det er kilos der tipper vægtskålen, så henter man en sværvægter som Missy Elliot ind på det jiggyfied ”Say What” hvor Meth får namedroppet et par popkändisser såsom P Diddy og Gwen Stefani, mine tæer krummer derfor stadig da jeg sender bolden tilbage til D12.
Det skulle jeg imidlertid aldrig have gjort, for produktionen og konceptet i ”Just Like U” med syngende børn n´all er tyvstjålet fra The Lost Boys soundtracket, som I sikkert ikke kender (en gammel vampyrfilm med Kiefer Sutherland). Men jeg er ikke den store aftager af hælervarer så jeg vender tommelen ned på rap-seriet og gir mikrofonen tilbage til Meth.
OOOH SHIT! Meth trækker Busta Rhymes op af tracklisten og bliver dødbringende skulder om skulder med superrapperen. Der er flagrende kapper og heldragter på ”What´s Happenin”, flowet rammer øregangen som en A-bombe-trykbølge, og der nuanceres flittigt og originalt på hvert vers, alene udtalen af Manhattan = ”MA-AT´N” gør verset memorabelt. Jeg gider godt se D12 prøve at overgå den her!
”I´ll Be Damned” tager det tilbagelænet og med kølig ro. Produktionen er næsten mere snøvlende end rappen, og Kon Artis er både overlegen og humoristisk på en charmerende og dybt usympatisk måde der passer som fod i Nike til helheden. Det er rørende så enige gruppen er om alting og især hvor modbydeligt det modsatte køn er, kvinder svines ivrigt og allerede på pladens 4. track er det ol´news. Jeg rusker mig selv vågen og gi'r Meth næste runde.
Nasheim Myrick og Lee Stones´ produktion sætter sig lige i nakkehvirvlerne og Meth klarer ”The Motto” uden sidekicks, teksten er standard blær uden den store dybde men i samme åndedrag som han selv indrømmer det, formulerer han en linje så skarpt og poetisk at den går ind med en snipers præcision: “Smokin' it, jumpin' off the shit, like he mental/ kid, I got a murder rap, and my head is simple/ open up the bullet, put the lead into the pencil/”
D12 har krydret deres album med nogle få skits, og skits er en af de aller sværeste kunster at mestre, men de slipper godt fra det. Dels fordi de holder igen og nøjes med 4 og dels fordi de tager pis på sig selv. Den første af slagsen lukker op for det tonstunge radio-rotationssmashhit ”My Band” og straks har D12 førertrøjen på igen. Eminem dominerer tracket med vanlig genialitet, men hele gruppen vælter sig i selvironi og et samspil så tight at man mister pusten over hvor fedt og gennemført det er konstrueret. Konceptuelt er det også frækt og originalt at tage det musikalske udgangspunkt i ærkefjendernes opskrift: boybands. Alligevel balancerer de det tilbage til hiphop v.h.a. beat og flow. Omkvædet fucker tilsyneladende alt hvad de har sagt hidtil på pladen op: de påstår at de både er pop og i intern splittelse. Men det er selvfølgelig ironi, og ikke mindst masser af pis. De har det skide sjovt og det mærkes især i Eminems uhøjtidelige salsarap-outro. Glæden smitter og jeg er et stort smil da jeg atter sætter Tical på.
Nå, så har Method Man været ude og hente vennerne igen. Redman og Snoop gi'r hals på ”We some dogs” hvis produktion og omkvæd er det eneste at komme efter, og så selvfølgelig Snoops guddommelige deltagelse. Men den mand er så luksuriøst pimped at han kunne have nøjes med at rømme sig på tracket og stadig have stjålet lydbilledet.
D12´s ”U R The One” lægger ud med et omkvæd der oser af pop og boyband, vel at mærke i ramme alvor. Sangen er alt det pæneste de kan sige til en pige (daaamn) så versene er ret korte og simple. Flowmæssigt og indholdsmæssigt bliver det overraskende nok Bizarre der skiller sig positivt ud. Han bibeholder humoren i modsætning til de andre og hvisker næsten sit vers ind i mikrofonen hvad der er opfindsomt og forfriskende.
Det er blevet Methods tur og han smider et RZA beat i ringen og sender Raekwon ind over det, med et kraftfuldt lyrisk uppercut:
“We left, the radio broke, I yoke my vocals, hittin' green smoke/ Allah Math', show me when the needle broke/ Numb the whole crowd up, stupid ass Loud fouled up/ Never knew what they had, now they proud of us/
Picture my vision, precision, lines jumpin' out of commission/ Divine got me, nigga, the boss, he pop me/ Rae, we gotta generate, lord, I feel the Ditech, the mildew/”
D12 har ikke andet valg end atter at hente deres bedste argument ind I cirklen, og Eminem er både David og Goliat på “In The Morning” hvis ensformige produktion og ordinære tekster usikkert lægger sig i skyggen af mr. Mathers der dog ikke formår at redde runden alene. Spotlightet flakker tilbage til Meth der nu har overtaget.
No ID har lavet en superfed dansabel produktion til ”Tease” og sangerinden Chinky gir det ekstra bump til hofterne som gør nummeret til pigernes første valg på cd'en. Meth rapper gedigent og sikkert og her er måske ikke tale om stor kunst, men i hvert fald solidt håndværk. Eneste tå-krumningsfaktor er der hvor Meth siger: ”God bless the bitch who made ya” som en slags kompliment til pigen og hendes mor... yrk!
D12 sætter Meths manglende tekst- og emnedybde i yderligere relief med ”How Come” som er en såret og hudløs sang om nære venskaber der opløses over tiden og bånd der brydes umærkbart, men endeligt. Det siges at Em´s del er møntet på Royce 5´9 (”You ran the streets, I 9 to 5ed it”).Man sidder tilbage med en fornemmelse af mere substans end WU-rapperen har præsteret i sine tekster.
Meth må have givet helt op for ”Rodeo” synker endnu dybere og er en hjenedød tekst om fisse og hoes over et kedeligt beat der lyder som AC/DC på valium, gennem en sprængt højttaler. Den ellers fabelagtige Ludacris, der gæsterapper, formår at lulle en helt i søvn og hastigt gives anlægget tilbage til D12.
JO TAK! ”Leave Dat Boy Alone” viser hvad rapstjernerne i Shady er bedst til: at eksperimentere, denne gang er det dog ikke med sex eller stoffer, men med en drewlin´sydstats udtale og et beat der sjosker gennem majsmarkerne i de funkieste træsko. Eminem moonshiner på omkvædet hvor hans nasale vokal får det til at gibbe i danseknoglen hos alle bonderøve. Versmæssigt er det Kon Artis der kløver med den tungeste økse i denne omgang.
Meth gør også noget han er RIGTIG god til, nemlig at hente mere forstærkning, denne gang er det canadiske Kardinal Official der atter cribwalker op af undergrunden for at bringe noget jamaicaflavour til omkvædet på ”Baby Come On” der overraskende nok (not), er endnu en tekst om fisse og hamp. Men man må, som altid, tilgive Meth alene pga. den overlegne og gnidningsløse pimp facon hvorpå han flower ”- Come on now, baby come on” (Okay så.. Du har overtalt mig!)
D12 sømmet bliver trykket helt i bund på ”Get My Gun” og denne gang lykkedes det virkelig for det meste af dusinet at holde et rigtig højt niveau mellem alle de enkelte rappere, uden at behøve Em på andet end omkvædet hvor han også sagtens kunne undværes. Tempoet er højt og flowet tight, og kun Bizarre stikker ud, hvad der sikkert også er grunden til at hans vers er lagt til sidst. Hans langsommelighed som normalt er hans charme virker kun som benspænd på dette track. Men ikke desto mindre en rigtig banger.
Meth løber ud på lageret og henter et Jelly Roll beat. Der lyder som discount Neptunes med fortærsket spilleconsollyde. ”Who Ya Rollin Wit” hedder tracket og hvis svaret er mere end 0,6 i promille er tracket godt nok til et dansegulv, men heller ikke før.
Man savner alligevel næsten Meths lummerliderlige tekster når D12 kører en tekst som ”Bitch” i stilling. Den er fuldautomatiseret spredhagling af massivt kvindenedgørelse. Men jeg må bide i det sure bind og erkende at Eminem er en formidabel tekstskriver og rapper der, når han vil, kan forny sig fra album til album og fra linje til linje. Kun Proof indhenter ham i teknisk dygtighed på et track der håner dem som ikke hører teksten og til fulde forstår at hvert nik de laver i takt til beatet er høj 5 til den skandaløse tekst. Jeg gir den tommel op, men FUCK hvor det svier!
E3 har produceret til UG på Meths ”Never Hold Back” der endnu engang tænder lyspladerne i dansegulvet på natklubben. Omkvædet sender enhver ud at danse ”at gunpoint” for det kan bare ikke lade sig gøre at sidde stille når den her brager op og så er det lige meget hvor mange nines D12 pakker i kufferten.
Pillepopperne er trængt op i en krog og er nødt til at følge op med noget nyskabende. Valget falder på at skyde op med en omgang psykedelisk på titelnummeret. Komplet med forvrængede stemmer og cirkus-atmosfære. De vil gerne fremstå så gale som muligt, men de falder i den samme gamle rille med at tæske bitches og skyde tilfældige. Vi er 15 tracks henne, men fokus har ikke rykket sig 1 bar. De bliver for forudsigelige og Meth tager atter føringen.
Desværre bruger Meth sin mikrofontid på igen igen at hylde weed og pussy og ”The Show” er ren fyld på albummet, fuck tomme kalorier og D12 er tilbage på førstepladsen.
Begge kombetanter er ved at være udmattede og D12´s næste træk er håbløst elendigt. ”40 oz” starter op som en hyldest til sprut, men fjolserne kan ikke dy sig for at føre snakken tilbage til de mange våben vi efterhånden har fået vendt og drejet til bevidstløshed. Hverken udgangspunktet eller resultatet er noget at råbe hurra for så jeg buher dem af scenen og lader Meth komme på igen.
Han vælter tilbage i ringen på en Rockwilder produktion der smager som nedtonet ”Crazy in love” (den med Jay-Z og Beyonce) det bliver derfor kun en afsmag af den ægte vare og uden tilnærmelsesvis samme energi. ”Act Right” er allerede glemt da Kuniva bumrusher scenen med soulmate Young Cee der plaffer et vers og er gun with the wind. Inden man aner af det befinder man sig i guitarriffet på ”American Psycho 2” beatet og det catchy omkvæd sniger sig utilregneligt ind på en, og er det ikke? –jo det er: Cypress Hills´ B-Real går loco på hooket og for en gangs skyld bliver vanviddet overbevisende, ikke mindst takket være Bizarres vers:
”They found Saddam, but they ain't gonna find me/ I'll be under a tree in Buttfuck, Tennessee/ and I don't know too much about my daddy/ except he spit in my face and fucked me in the fanny/ I ain't a racist, I just hate whites/ fags and dykes, blacks and transvestites/”
“Afterparty” summer af hiphop når Wu-bierne Method Man og Ghostface buzzer over et rigtig feelgood beat med sensommerstrygere og julitrommer. Man cruiser veltilfreds gennem den 15. skæring og har stadig solbrillerne på da mikrofonen rækkes tilbage til Detroit-bandet. Det virker sært at der på deres plade nu pludselig rappes af en ukendt (og temmelig dårlig) dude ved navn Bugz. På cd´ens bagside står den som ”skit”, nå ja, så skit da. Man forstår det ikke helt, men er bestemt ikke imponeret. Nøjagtigt 1 minut og 27 sekunder senere rejser hårene sig i nakken på en. Så langt er man nemlig inde i ”Good Die Young” når forklaringen åbenbarer sig midt i en stemningsfuld guitarproduktion: Bugz er død. Spøgelset går gennem en og gennem teksterne som respektfuldt bøjer nakken for den dybe smerte det er at miste en nær ven, og at måtte ræssonere at de bedste tages væk mens de er unge. Det er Proof der rammer den dybeste nerve med linjer som:
” My heart aches with the pain, the light limits breath/ We gotta have fun now, there's only minutes left/ And in death cause stress young'uns is sucked in/ To get tats for my fallen homies, I ain't got enough skin/”
Hvordan kan Meth overhovedet skifte fokus tilbage efter det nummer? Han gør det mest uventede; han entrerer ganske enkelt allieret med D12´s Kon Artis på pladens sidste nummer ”Crooked Letter I” også flankeret af Streetlife. Okay rimeligt overrumplende træk! Men så snart overraskelsen har lagt sig indser man hurtigt at det dækker over endnu en tekstmæssig varmluftsballon og det siver ud af en simpel produktion uden bravur.
Nu kan D12 give nådesstødet, men bonustracket ”Keep Talkin” er i stedet et pinagtigt selvmål hvor gruppen igen er tilbage i det uudtømmelige kliché-våbenskab og skyder vildt omkring sig. Korttidshukommelsen må have taget skade efter en lilla pille for meget, for alt hvad de lige har sagt og prædiket omkring meningsløs død og petitesser der ender i skyderi er glemt og forsaget på endnu en hjerneblødning af et track. Eminem der på de sidste vers er blevet ringere og ringere at høre på (måske skruer han ned for ikke at overskygge de andre?) er atter sur at høre på og pladen slutter ikke af med et brag, men en fuser.
Hvis man hælder mest til produktioner og flow vinder Tical med et lille forspring, men for de få gode tekster der er at spore på "D12 World" og ikke mindst Eminems tidlige indsats på pladen er der mere variation og interessante elementer at finde på sidstnævnte. Til gengæld virker Tical mere helstøbt og troværdig som gengivelse af en simpel mands simple interesser. Fair nok, han erkender det jo også selv. D12 virker mere selvmodsigende og rodet, men frem for alt gentager de sig selv for meget, ikke mindst i valg af emne. Man kunne slå det hen som manglende evner, men efter præstationer som den på "Good Die Young" mistænker jeg dem mere for dovenskab og kommercialisme. I deres målgruppe er der nemlig flere penge i ”I don´t give a fuck” attituden. Så er der mere ærlighed over Meth, han spiller ikke dum; han er det. Men på en harmløs og laidback måde hvor man stadig imponeres af hans skills - lidt ligesom hos en autist. Igen må man give D12 at de løser opgaven stort set alene, hvor Meth læner sig op af en hær af kendte gæsteartister.
Der kan trækkes fra og lægges til hos begge sider, men fælles er at ingen af dem har lavet en klassiker. Til gengæld har begge albums nogle virkeligt gode tracks inkluderet og ingen af dem er flop. Det har været en spændende og ligelig kamp, men mit gæt er at jeg om 1 – 2 år stadig vil sætte enkelte tracks fra ”D12 World” på i ny og næ (ganske vist ikke ofte), hvorimod ”Tical” vil ligge og samle støv nederst i en bunke af bedre Wu Tang udgivelser.
Kun vinderen af duellen får hoveder, så dem løber D12 med da de scorer 3 ud af 5, imens Meth må nøjes med 2½...