How One MC And One DJ Won The Battle
Lyset bliver dæmpet i Ridehuset og en ordentlig stak plader placeres ved de to Technics pladespillere, før Jøden, der udfylder vært-rollen som havde han aldrig lavet andet, kan introducere næste act til tordnende respons fra publikum. Et banner med løver og kongekroner pryder bagvæggen, hvis nogen skulle være i tvivl om formatet af det der er i vente. Den overraskende dystre, hypnotiske intro til ”It Takes Two” med Rob Base & DJ Ezi Rock blaster ud af højttalerne. Uhyre velvalgt for de to, der skal til er selvfølgelig ingen ringere end: DJ Static og MC NatiLL, ikke bare Århus eller Danmarks bedste MC-DJ makkerpar, men international elite, punktum.
Static sætter hænderne, der har scratchet plade efter plade til atomer på sin turntable battle-station og NatiLL – iklædt Last Emperor t-shirt – stormer scenen med en autoritet, der forlanger publikums fulde opmærksomhed. Det er ikke bare intro’en der er ny, der bliver også præsenteret helt nyt materiale. De lægger ud med et reminisce-nummer, hvor NatiLL rapper om alle de aspekter af hip-hop, der har været med til at forme duoen, før han annoncerer med vanlig selvsikkerhed: ”Here come Static & Nat!”
Som en perfekt symbiose lyder det fra pladespillerne: ”Once again back is the incredible,” men dette show er anderledes end sædvanligt. Med Static’s verdenskendte evner i wordcut, needle-dropping, cut-back og generel DJ-magi er det ikke svært at gøre turntables til et ligeså talende medie som rapperen. Gennem en konstant reference til den klassiske hip-hop tradition, formår de at tage de gamle rutiner og reintroducere den overnaturlige nostalgi som et våben i kampen for ægte hip-hop. ”A soldier – dedicated to the hip-hop culture” og ”History will not be forgotten” runger det ud i salen, mens nye numre som ”Blast Off” ædes råt af crowden.
Når man bruger så heftigt af hip-hoppens evergreens, kan det ikke undgås man til tider laver et fejltrin. Et nummer i sættet er konstrueret af Eric B & Rakim’s ”Follow The Leader,” og selvom NatiLL tydeligvis er en kæmpe fan virker det unødvendigt at spille noget fra Rakim’s diss til Big Daddy Kane, komplet med ”Word to Daddy, indeed”-referencen. Men hvem ved, måske var det bare en måde at understrege overfor Kane, aftenens headliner, at Static & NatiLL definitivt er ”a hard act to Follow!”
At de ikke bare er i superligaen, hvad angår tekniske færdigheder, men fantastiske showmen, viser de også i glimt. Static sætter Usher’s Lil Jon-producerede ”Yeah” på, men en tilsyneladende rasende NatiLL afbryder hurtigt og river 12”eren af pladespilleren. Til publikums store gejstring, minus en enkelt r’n’b-crunk-fan, smadrer NatiLL pladen over knæet og forlanger ægte hip-hop. Senere tæsker krigsdramaet ”Ultimate Prize,” om en soldat, der er ”Stuck at the bottom of this chain of command” ud af højttaleren. Og sig hvad I vil, men til Århus Took It er NatiLL’s dødscene, hvor han som falden soldat bæres ud af scenen, ligeså medrivende som Pharoahe Monch’s ”Agent Orange.”
Med publikum i jerngreb tvinger de crowden til at svare tilbage på alt hvad rapperen og DJ’en kommanderer, og folket, der tidligere på aftenen kunne være erstattet af stumtjenere og mannequin-dukker, bliver så levende det grænser til en eksplosion. Den kommer med den splinternye rutine, hvor Static & NatiLL først lokker med 1 MC 1 DJ-introduktionen, for derefter at spille klassiske rap- vers. Til folks fornøjelse hører vi ”TROY” med Pete Rock & CL Smooth, ”Full Clip” med Gangstarr og ”Microphone Fiend” med Eric B & Rakim,* før det bliver tid til Static & NatiLL’s egen "50/50", og nummeret, der efterhånden er blevet en moderne klassiker, får en endnu mere overvældende respons.
Vi nærmer os showets slutning og alt er gået efter planen. Pladestakken på scenen er blevet gradvist mindre, og nu er den reduceret til et enkelt afslutningstrack. Missionen er tæt på fuldført, og gruppen der for et par år siden skød sit liveshow ind som adrenalin i danske hip-hop scene har nået nye højder. Old to the new-formularen er blevet endnu mere udtalt, og showet har et nærvær, der er en teaterscene værdig. I den genre de bevæger sig i, havde jeg ikke regnet med at man kunne minimere afstanden mellem rapperen og DJ’en mere end tidligere set, og der tog jeg fejl. Der har unægtelig været mange shows med d’herrer på det sidste, og tro mig jeg har set de fleste, men denne aften beviser de at man kan forbedre det perfekte.
[*Den opmærksomme læser lurer straks, at disse legendariske duoer, består af ”1 MC 1 DJ”]