Kool Mo Dee - There's a god on the mic (bog)
I 1987 udgav Kool Mo Dee albummet "How Ya Like Me Now" - et album der revolutionerede hvordan man definerer en god mc. Ikke på grund af musikken på albummet, men på grund af albummets cover, der indeholdt et "rap report card" - en karakterskala så man på en videnskabelig facon kunne fastslå en gang for alle: Hvem er den bedste MC?
17 år senere har Kool Mo Dee skrevet en bog, hvor han gennemgår de 50 bedste MC's nogensinde efter den skala, han selv opfandt i 1987.
Karakter-skalaen går fra 0 til 100 på 17 forskellige punkter, og det er disse punkter der gør, at man kan skelne mellem pladesalg, flow, lyrik, liveoptræden osv. - Punkterne er som følger:
1) Originalitet
2) Koncept
3) Alsidighed
4) Ordforråd
5) Substans
6) Flow
7) Flavor
8) Freestyle
9) Vokal-genkendelighed
10) Liveoptræden
11) Poetisk værdi
12) Kvalitet af udgivelser
13) Påvirkning af industrien
14) Social påvirkning
15) Langtidsholdbarhed
16) Lyrik
17) Battle-færdigheder
Igennem bogen har Kool Mo Dee altså sat sig ned, givet rapperne point i hver kategori, lagt sammen og dermed kommet frem til et resultat over hvilken mc, der er den bedste nogensinde. Og lad mig bare afsløre med det samme: selv den bedste mc får ikke 1700point ialt.
Idéen med en "videnskabelig" tilgang er rigtig god, men efter at have tænkt over det, er det ikke særlig "videnskabeligt" overhovedet. Hvorfor ikke? Tjo, fordi det trods alt er Kool Mo Dee selv, der sidder og vurderer hvor mange point en mc skal have for "liveoptræden", "poetisk værdi" eller "Social påvirkning", og det gør ham til en anmelder ligesom alle andre - en smagsdommer om man vil. Og tag ikke fejl; anmeldelser er en fed ting uanset om kritikken er god eller dårlig, for man får et indtryk af et
produkt, men det er trods alt kun én persons indtryk - og imens mange foretrækker Snickers, så snupper jeg altså hellere en Holly Bar.
Jeg har et par kritikpunkter angående selve karaktergivningen, og det er kritikpunkter, man egentlig først lægger mærke til når man sidder og tænker "Jamen, hvor er den og den mc blevet af på listen?". For det første er "langtidsholdbarhed" en lidt svag kategori - man skal altså have ekstra point fordi man er født lidt tidligere end de andre?
Derudover er "Kvalitet af udgivelser" måske det punkt hvor Kool Mo Dee mere end noget andet fremstår som en smagsdommer; Hvordan kan man ellers retfærdiggøre at en rapper som Keith Murray (37) er på listen fremfor en rapper som Masta Ace? Mere om de glemte senere...
Det bliver også pointeret i bogen at der kun vil være tale om mc's solo-arbejde, og derfor vil folk fra hiphop-grupper ikke rigtig komme i betragtning, medmindre de har udgivet meget alene. Hvordan kommer folk som Run (DMC) (32) så i betragtning? Black Thought (Roots) (29)? Treach (Naughty By Nature) (16)?
Listen indeholder naturligvis alle "the usual suspects", og man har da også gættet en stor del af top 10 inden man kommer så langt i bogen, men det er stadig interessant at læse hvordan de har klaret sig indenfor de forskellige kategorier, og hvordan Kool Mo Dee argumenterer og begrunder sine karakter-givninger. Det er her at bogen virkelig viser sin sande værdi, og det er sjovt nok ikke som en liste over de 50 bedste mc's
nogensinde, men som en slags historielæsning. Der er utrolig mange anekdoter om hiphop-kulturen tilbage i starten af 80'erne og fortællinger om battles, som man enten ikke vidste noget om, eller har hørt fra naboen, der havde hørt den fra mosteren, der kendte en der havde været i Harlem, som havde set en avis, der....
Her kommer fortællingerne fra en mand, der stod på scenen og battlede, en mand der er respekteret vidt og bredt, og som siger tingene som han så dem - en øjenvidne-beretning.
Undervejs bliver der holdt små pauser, hvor Kool Mo Dee laver alternative lister såsom bedste rapper (ja, der er en forskel på rapper og mc!), bedste social-bevidste mc og bedste komiske rapper - en liste hvor Biz Markie og Flavor Flav indtager toppen, naturligvis! Disse små lister er et friskt pust og en god idé - absolut værd at tjekke ekstra!
Nu tilbage til dem som undertegnede mener at Kool Mo Dee har glemt eller undervurderet - og jeg skal også nok gøre mig upopulær ved at nævne folk, som jeg enten mener slet ikke skulle have været på listen, eller folk, der har en alt for høj placering. Og lad os da bare starte med forfatteren selv! Kool Mo Dee er ifølge ham selv den 5.bedste mc! Og ikke nok med det, så er han på en af de små pause-lister den bedste battle-mc nogensinde.. Jeg mener at når man laver sådanne lister bør man holde sig for god til at inkludere sig selv, da man ikke kan vurdere sine egne skills objektivt, og det går da også helt galt for Kool Mo Dee, når han påstår at han aldrig har tabt en battle!
Hvad Lil' Kim (42) og Foxy Brown (48) laver på listen er helt uforståeligt for mig - de må været taget med for at have flere kvinder på listen, for kvaliteten til at ligge i top 50 er der ingen af dise to, der besidder. Mack 10 (49)? Helt ærligt, godt nok ligger han i bunden på en 49.plads, men mon ikke han ville have svært ved at komme i top 100 på de flestes lister? Craig Mack (44)? Dygtig rapper, men hvis man skal tage ud fra Kool Mo Dee's egne kriterier, så har han vist kun udgivet et godt album og et par singler - ikke ligefrem et imponerende stykke arbejde gennem 10 års tid. Derudover er der en mand som Mystikal (38), som jeg bestemt ikke finder dygtig, men hver mand har sin smag.
Desuden er folk som Lauryn Hill (10), Grand Master Caz (6) og Queen Latifah (12) alle sat lidt for højt på listen, imens Redman (20), Guru (34) og Phaorahe Monch (26) er placeret for lavt.
De glemtes liste - og det er denne liste jeg især kan sidde og bruge tid på, for disse mc's har åbenbart gjort et meget større indtryk på mig, end de burde ifølge Kool Mo Dee, og det kan rent ud sagt pisse mig af på samme måde, som når FIFA år efter år fucker op, når de skal vælge verdens bedste fodboldspiller.
Hvor i hele hule helvede er Masta Ace? Fem fucking fantastiske albums, vers på "The Symphony 1+2", medlem af Juice Crew og graf-maler for ligesom at pointere hans realness overfor hiphop. Desuden ved os danskere mere end de fleste, at Aces liveshows er top notch!
Hvor gemmer Mos Def og Talib Kweli sig - godt nok nogle af de lidt nyere navne, men jeg skulle mene at deres udgivelser langt overgår Mack 10s, Foxy Browns og Lil' Kims når det kommer til kvaliteten!
Lord Finesse og Big L? Lord Finesse har været med i over 15 år, hans første album er en klassiker ud over alle grænser, og som medlem af DITC har han bevist gang på gang, hvilken gudsbenådet rapper han er. Og hvordan folk kan blive ved med at overse Big L som den bedste af de rappere der er døde, går over min forstand. Ja, Tupac (13) og Biggie (9) var populære, men Big L var milevidt foran Big Pun (41), og om han ikke også var en bedre mc end ihvertfald Tupac er jeg ikke i tvivl om!
WC? Langt bedre rapper end sin ven Mack 10. Low Profile LP'en kører stadig på min 1210'er, og jeg bliver stadig lige glad hver gang jeg hører den.
Paris? Hans to første albums er klassikere i min bog, og med hensyn til flow er der vist ikke mange der kan battle denne Black Panther.
Og til sidst: Eminem. Uanset hvor poppet det kan blive, hvor mange teenagepiger der står og skriger af ham og hvor mange penge knægten tjener, kan vi vel alle blive enige om at han rent lyrisk og teknisk besidder nogle kvaliteter, som berettiger ham til en plads i top 20? Den eneste grund til at Em ikke er med i bogen, skyldes punktet "langtidsholdbarhed" - fuck that!
Nok bitching herfra, køb bogen eller skaf den på biblioteket, for det er interessant læsning, og jeg er sikker på at der er mange huller i folks viden, der kan blive lukket ved at gå igennem "There's a god on the mic" - jeg giver bogen en middel karakter, men det skyldes først og fremmest min bitterhed (jeg er jo en gammel mand, for helvede!) over at nogle af mine favoritter er blevet overset. Fra smagsdommer til smagsdommer: 3 hoveder.
Nå ja - jeg vil naturligvis ikke afsløre hvem der er den bedste rapper nogensinde (ifølge Kool Mo Dee altså) , blot sige at det hverken er Rakim (2), KRS-One (3) eller Big Daddy Kane (4). Igen er jeg uenig.