The Legendary Roots Crew på Vega 29/11
“You know the legendary Roots crew.” Det burde du i hvert fald, for gruppen fra Philadelphia har leveret nok mindeværdige shows i Danmark til, at fortjene sin selverklærede ”legendary” status. Fra Huset i Århus anno ’97 til Roskilde ’99 over en stribe imponerende Vega koncerter, har de altid leveret et både musikalsk og underholdningsmæssigt fremragende show.
Efterhånden er den Grammy-vindene gruppe også blevet hvermandseje herhjemme, og det betyder, at der er temmelig mange, der har spenderet 320 kroner på at se gruppen, da de spillede i Vega sidste mandag. Faktisk er der, da jeg ankom kort efter dørene åbnede pure udsolgt. Så mange hiphoppere er der trods alt heller ikke herhjemme, og et hurtigt view ud over publikum bekræftede også at skaren, er ligeså spraglet som Roots genresammenkog. Alle fra hardcore backpackers over Boogie-værter til SF’s Kamal Qureshi repræsenter.
Der burde så være rig mulighed for, at crowden kan gå behørigt bans, da der bliver blændet op for orkestret på scenen. Men starten er ganske afslappet, både fra band og fans’ side, så mens instrumentalen fra ”The Web” kryber ud over scenen, er der rig mulighed til at studere lineuppet i ro og mag. Musikerne er dels de gamle kendinge: Kamal på keyboard, Hub (introduceret som Leonardo DeHubrio) på bas og ?uestlove bag trommerne. Derudover har de medbragt en ekstra perkussionist, Frankie Knuckles, Kirk Douglass på leadguitar samt den navnkundige R&B sanger Martin Luther til at croone og spille noget mere guitar.
Midt i det hele myldrer enmandshæren Black Thought aka Bad Lieutenant frem og beviser over de næste 10 minutter, hvorfor han ydermere kalder sig Master Thespian. Skjult bag designer-shades og med stærkmandstrøjen proppet ned i bukserne, buster unge Tariq vers efter vers i klassisk Big Daddy Kane/Kool G Rap stil mens bandet spiller beatet til ”Wrath Of Kane”: ”You know the time when the Riq-G’s slicing / I turn the mike’s last name into Tyson”. ”The Tipping Point”-albummet adskiller sig også lyrisk fra ”Phrenology” ved en høj kvotient af 16-takters battle MC’ing, og Black Thought hiver alt fra ”Boom” og ”Don’t Say Nuthin’”-versene til ”Thought At Work” frem. Om det er fordi han hellere ville have været med i Juice Crew end Roots Crew ved jeg ikke – men god nostalgisk MC romantik er det I hvert fald.
”Thought At Work” er jo i øvrigt bygget op over ”Apache”-breaket, og The Roots går stille og roligt over i et cover af originalen. Her kommer Frankie Knuckles for første gang til sin ret, for det lyder faktisk ganske meget som ”The incredible bongo band” når han og ?uestlove tæsker sit slagtøj til ukendelighed. De spiller også ”Just Begun” med Jimmy Castor Bunch, og der kommer efterhånden gang i de københavnske tilhørere.
Herefter er vi tilbage i ”The Tipping Point”-land og bandet river ”Somebody’s Gotta Do It” ”Star” og til sidst ”Stay Cool” med en masse publikumsdeltagelse af sig. Bandet spiller rigtig godt, men dels lider de den første del af koncerten under dårlig lyd og dels improviserer og redefinerer de konstant på numrene, så det er faktisk svært at vide præcis hvilke sange man hører. Oveni er der sat så meget ekkokammer på Black Thought’s vokal, at det er praktisk taget umuligt at følge rytmen i hans rap. Selvom Hub dubber vokalen, ville det have været lækkert med en rigtig backuprapper.
At ?uestlove rigtig gerne ville være trommeslager i et rockband mærker man, da Roots begiver sig ud I coverversioner af alt fra Led Zeppelin til Beatles. Trommestikkerne rammer skindet som kanonkugler, og det hele bliver temmelig progrock-agtigt. Det synes jeg er meget fedt, men desværre er jeg så ignorant overfor 70’er rock jeg ikke kan genkende numrene, hvilket gør festen noget forvirret. Der bliver også spillet covers af hiphop-klassikere, både SaltNPepa’s ”Push It”, Talib Kweli’s ”Get By” og ikke mindst hyldesten til ODB ”Shimmy Shimmy Ya,” hvor bandet fælles råber: ”Roots Crew like it Raw!” Alle ligger fantastisk på numrene, og det er i seancer som denne bandet fungerer alle bedst, og man bliver mest imponeret over det høje tekniske niveau.
Vi er ved at være ved vejs ende, og The Roots tager det tilbage til nogen af perlerne fra bagkataloget, Specielt oden til hiphop; ”Love Of My Life” lyder fremragende, mens ”You Got Me” ikke rigtig kommer ud over scenekanten – den bliver spillet så chilled-out at selv ”tear da club up”-delen i slutningen virker fesen. Roots’ bysbarn Maylay Sparks løber også en tur på scenen, og leverer et udmærket vers, der om ikke andet bryder monotonien af at høre på Black Thought i to stive timer. "Don't say nuthin" får en revival, men beatet er ikke så hypnotisk som Scott Storch's original. Midt I ”The Next Movement” råber Black Thought, med endnu en Kane reference: ”You got the groove, MC’s freeze…” og bandet forsvinder fra scenen.
Der bliver dog blændet op for dem igen, for de har jo slet ikke spillet MTV-hittet ”The Seed 2.0”, som Kamal Qureshi sikkert venter på. Det kommer i en fornem udgave med Martin Luther på vokal og guitar, og han har i det hele taget været en positiv overraskelse med en stærkt personlig lyd.
Vi har fået det de fleste kom efter; En ekvilibristisk fremvisning i musikalitet. Mens festen fortsatte på Hip-Hop Kontoret kunne man konstatere, at de talentfulde musikere fra Philly havde leveret varen, men når de knalder ud i 70’er rock, håber jeg i mit stille sind, det ikke er en lyd, der signalerer hvor gruppen er på vej hen. Det er glimrende The Roots efterhånden gået ud over alt, hvad der hedder hiphop grænser og laver egentlig bare et regulært funk-rap-rock-band show. Men den altdominerende Black Thought’s vers er stadig funderet så solidt i klassisk boom-bap hiphop, at han somme tider virker fremmed for bandets lyd.
Lysshowet var et af de bedste jeg har set på Vega og lyden blev efterhånden god, og bandet fremstod utroligt professionelle, næsten så meget at selv publikumskontakten virkede mekanisk. Den eneste solo, der rigtig rykkede var Big Hub på bas. Det er altid en oplevelse at se et show med The Roots. Denne gang var oplevelsen ikke rock-inspirationen, men primært Black Thought’s kærlighedserklæring til Juice Crew.