The Game - The Documentary
”Since the westcoast fell off, the streets been watchin’ / The westcoast never fell off I was sleep in Compton!” Med så store ord indleder The Game sin magnum opus på G-Unit/Aftermath Records. The Game har da også ubetinget været den mest omtalte og debatterede rapper fra Californien det sidste år, og hans debut kunne have ’mediehype’ bøjet i neon på coveret.
Ikke desto mindre har The Game noget at have det i. Dels er han fra Compton, bydelen der er ligeså berømt for gangsterrap som Bornholm er for Krøllebølle is. Og dels har han på mixtape efter mixtape bevist, at han kan udrappe eliten fra New York samtidig med hans stemme, flow og ordvalg er gennemsyret af ånden fra NWA. Det mest imponerende ved The Game er dog hans evne til at få den klassiske LA-gangbanger til at fremstå som en moderne Superman.
Oprigtigt talt har banging været lidt af en joke siden Tim Dog rappede ”Havin’ that gangwar, we wanna know what you’re fighting for / Fighting over colors? All that gang shit’s for dumb motherfuckers!” Men i The Game’s verden er en gangbanger stadig en ædel mand, der skyder med pistoler og sælger narko – og det er sådan set det. Farligheden fra NWA’s ”To Kill A Hooker” og overdrivelsen i Geto Boys’ ”My Mind’s Playing Tricks On Me” er fjernet. Tilbage er en konkurrence om hvem der har flest guns og drugs, gangsterrap er kort sagt blevet et spil på linie med basketball, og i sagens natur er The Game den der spiller spillet bedst.
Indtil "The Documentary" var The Game’s trumfkort at rappe alenlange vers på kendte instrumentaler, og det kan man desværre ikke udgive albums med. Heldigvis har han så signet med Dr Dre, der kan levere et lydtæppe der siger spar to til hvem som helst. Ikke siden Jay-Z’s ”Blueprint” er et album blevet flottere produceret. Dels leverer Dre og hans hjælpere fremragende numre som ”Westside Story”, hvor Scott Storch laver en G-funk version af ”Don’t Say Nuthin,” og dels er sværvægtere som KanYe West, Just Blaze og Timberland samlet til at levere deres trademark produktioner og ingen af dem skuffer. Havoc fra Mobb Deep laver også en absolut banger, og The Game viser han mestrer kunsten at myrde et killa-Queens beat.
De bedst producerede numre er dog ikke af de millionsælgende producere. ”Love It Or Hate It” af relativt ukendte Cool & Dre, der laver en bouncy næsten luftig produktion, som direkte modpol til The Game’s drævne tunge vokal, samt ”Like Father Like Son” hvor DITC’s Buckwild gør for ”The Documentary” hvad Lord Finesse gjorde på ”The Message” på Dre’s ”2001” – skaber alvor i den musikalske baggrund. ”Like Father Like Son” handler i øvrigt om The Game’s oplevelse ved sin søns fødsel, og han formår selvfølgelig at sige noget hella gangsta selv i denne situation: ”They say everytime somebody die, a child is born / So I thank the nigga who gave his life for the birth of my son.”
Numrene på ”The Documentary” er næsten alle sammen beskrivelser af The Game’s opvækst, hans syn på hiphop og hans gangbanging-affiliations. Selvom han hverken er Scarface eller Slick Rick når det gælder storytelling, er han stadig fængslende at lytte til, og The Game rapper med en truende overbevisning, der gør enhver tanke om spil for galleriet til skamme.
Historierne The Game fortæller på ”The Documentary” væver ham tekst efter tekst tættere ind i rap-historien, og sørger for at have rigeligt med referencer til 2pac, Biggie, Snoop og ikke mindst NWA - specielt Eazy-E. Den diminutive gangster der opbyggede NWA-emperiet med sine narkopenge bæres i kongestol gennem albummet. Selv Eazy’s møde med Amerikas præsident, som mange kritiserede i stor stil for dobbeltmoral, hylder The Game som var det en genistreg: ”Who walked through the White House without a business suit / Compton had jheri curl drippin on Ronald Reagan's shoes” rapper han på ”Dream”. Selvom det vistnok var George Bush Sr. han mødte er budskabet klart nok – Eazy-E og dermed Compton og dermed The Game er helt utroligt gangsta!
The Game har The Usual Suspects med som gæster. 50 Cent gør det fremragende på ”Love It Or Hate It,” men dominerer lige lovlig meget i starten af albummet. Nate Dogg stopper også forbi og crooner sin røv af som sædvanligt. Eminem tjekker ind med et noget halvhjertet vers, der matcher hans halvhjertede produktion selvom The Game er flink nok (læs: klog nok) til at rappe: ”Lo, get Dre on the phone quick / Tell him Em just killed me on my own shit.” Faktisk klarer The Game sig i det store hele bedst alene og pumpende ”Higher” samt det definitive guldkorn på albummet, titelnummeret ”The Documentary” stråler i alt sin gangsta-storhed.
”How We Do” med low-tempo 808-tromme dominerer MTV i skrivende stund, og selvom den er catchy, er den på ingen måde dækkende for hvor dygtig The Game rent faktisk kan rappe, når han giver den fuld lowrider-slæde som på ”Don’t Need Your Love”: ”I heard they got Bloods in New York now / Red rags in Uptown Harlem now, I need that love / Front court at the Knicks game, new chick, French name / New car, new house, and sometimes friends change / And you don't need that love, when you G's like us / And your Jesus piece is simular to Biggie's / And your life story is sim-u-lar to 50's / First they hate you, then they love you, then they hate you again / What the fuck do it take for a gangsta to win?”
”The Documentary” er ikke for folk, der ikke kan råbe G-G-G-G-Unit uden at fnise. Man bliver nødt til at købe illusionen, ligesom man må tro på rumvæsenerne før ”Independence Day” fungerer. Når man gør det, og føler sig afslappet i selvskab med en rapper der praler ligemeget af sine pistoler som sine sko, er der rigeligt med smæk for skilligen.
Gangsterrap er måske ikke hvad det har været, men The Game bringer lidt af storheden tilbage. The Game utrolig tidsbundet om begivenhederne lige op til albumudgivelsen, og det kan vise sig ikke at være så langtidsholdbart. Omvendt giver det en følelse af stort nærvær, for man føler han bruger teksterne som en slags interview eller, gud forbyde det, dokumentar! ”The Documentary” er lidt for lang, og ”Special” kunne de godt have droppet for min skyld. Men om debutalbum er det noget af det mest imponerende jeg længe har haft i hænderne, og jeg glæder mig til at se om han kan leve op til sit eget udsagn: ”I’m lyrically Kool G Rap on these Dre records!”