Snoop Dogg: "Tha Blue Carpet Treatment"
Så ruller Snoop Dogg nok engang den blå løber ud for sig selv. 'The Blue Carpet Treatment' indledes med ordene (tyvstjålet fra James Brown): "There are seven acknowledged wonders of the world today, you are about to witness the eighth." Dette skulle åbenbart betyde vi er nået til det ottende officielle album fra den lange lømmel fra Long Beach, og selvom det kun er 'Doggystyle' det første i rækken, der regnes for et absolut vidunder, er der ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Selvom Snoop Dogg i dag vel mest ses som en slags tegneseriefigur, der render og siger "fizzle-dizzle" dagen lang, er han stadig west coast pioneren, der lærte en generation, hvor cool man kan blive af at rappe tilbagelænet, ryge weed og indtage doggystyle-stillingen når de hoes skal rives rundt.
'The Blue Carpet Treatment' svinger mellem sange skåret over en moderne, forventelig hitopskrift, og mod mere nedbarberet west coast rap, hvor man slipper for sangomkvæd. De giver albummet substans, for man føler det hele ikke er lavet som potentielle singler, og at der rent faktisk er tænkt i fede albumtracks. Det faktum at den gamle gangster stadig har fingeren på aftrækkeren gennemsyrer store dele af albummet, og hvis man er til god gammeldags g-funk er dette et album man sagtens kan tåle et par skud fra. Neptunes og Timbaland er som sædvanlig indkaldt til producertjansen, men det er bysbørn som DJ Pooh, Fredwreck og ikke mindst Dr Dre der sætter sig på forsædet, og giver albummet den Los Angeles lyd, man tidligere forbandt med logoet med den stakkels fyr i en elektriske stol. Emnerne er en slags greatest hits af, hvad der har virket for Snoop gennem tiden. Hvor man på det sidste har haft ham mistænkt for bare at gå freestylende i boksen og stave sit navn, er der faktisk rigtig gode tekster på 'The Blue Carpet...'. Det viser Snoop allerede fra starten på 'Think About It', hvor han flexer sit hurtige, melodiske flow, og over en soulet sjæler buster 48 takter ren west coast lyricism der for en gang skyld er hans status værdig:
"Incredible, forgettable, better blast past the moving mind
Many men were eradicated, by music mine
Open your eyes and take your time to visualize
And once you decide to move your mind
In due time, tt's so erotic, it been exotic
It's getting' naughty, freeze and groove
You're rowdy rowdy, Girl move your body
It's melodic, I'm being honest, and modest
You done fucked off my whole rap flow -
Think about it"
At Snoop har fået Dr Dre med som producer er selvfølgelig et plus, men doktoren har foretaget flere operationer end bare at skrue på knapperne. F.eks. fik han lov at høre en tidlig version af den fløjte- venlige 'That's that shit' feat. R Kelly, og ifølge Snoop selv sagde Dre at versene var direkte wacke, hvorefter han indkaldte NWA's tidligere ghostwriter DOC til at skrive nogle nye strofer til hittet sammen med Snoop. Det er vist det man kalder sikker indgriben. De beats Dre selv leverer er mere underspillede end man er vant til, trommerne ligger i baggrunden med afdæmpende piano-stumper spredt over sig. Den dystre 'Round Here' om bandemiljøet matches af den mere storladne 'Boss' Life', der svinger smukt, men trækkes ned af hooken fra den mildest talt anstrengende AKON. Dre går selv på mikrofonen på et af pladens absolutte højdepunkter: 'Imagine', hvor legenderne forestiller sig livet uden hiphop, med et lækkert omkvæd fra D'Angelo. Dre's ghostwriter tager dog stikket hjem:
"Imagine Russell still strugling, no Def Jam it's anotoher nigga hustlin'
And no ROC's on them fellas, just rocks on them fellas
Just try and keep it bubblin', imagine niggaz just stopped
From the east to the west coast, everybody fucked up
I can't imagine no less, but it don't take imagination
To know niggas been blessed with - hip-hop!"
Det er altid fedt at høre Snoop og Dre sammen, og denne gang går versene virkelig op i en højere enhed. Ironisk nok slutter 'Imagine', der deler titel med John Lennon-klassikeren, der forsager religion, med en hyldest til Gud, hvilket jo egentlig er rørende, men også viser rapmusik til tider er enormt sentimental.
Neptunes gør sit til albummet indsovses i gangstauniverset med to udsædvanligt hardcore, bastunge produktioner. 'Vato' med gæsteoptræden fra rygekammeraten B-Real fra Cypress Hill lyder som om Snoop med et trylleslag er blevet ti år yngre, og den gode kemi sluttes også med "him bust gunshot" raggachantet helt tilbage fra 1992. Ligeledes er 'Ten Lil' Crips' ordentlig gangstarap, hvor man dog kunne ønske sig Snoop havde brugt den fremragende produktion til en mere moden historie. Den sikre hitmand Timbaland tjekker ind, med et mørkt beat med dyrelyde og bongotrommer på 'Get A Light', som Snoop rapper en ode til sin yndlingsurt over. Damian Marley står for omkvædet og sangen fungerer meget godt, selvom jeg tror den om nogle år vil virke ligeså tidsbunden som da Supercat skulle gæste alles udgivelser.
Som nævnt er albummet en god blanding af hitpotentiale og albumtracks. Hvor man måske ville høre 'Don't Stop' eller 'A Bitch I Knew' som filler ved første gennemlyt, er det de numre, der giver fundament. Det er fedt at Snoop trækker på superstjerner som Jamie Foxxx og Stevie Wonder men samtidig får besøg af Dogg Pound og Warzone (den nye 'supergruppe' bestående af MC Eiht, Kam og Goldie Loc). Umiddelbart har man når man skimmer tracklisten store forventninger til 'Gangbanging 101' feat. Game, men den lever ikke op til den form begge rappere burde være i, og bliver slået med længer af duetten mellem Snoop og Ice Cube, hvor man virkelig kan høre der er gået konkurrence mellem millionærerne i at skrive fede flows.
Man kunne sagtens frygte Snoop Dogg efter 14 år i vælten var blevet irrelevant, men han er gennemgående god form, og selvom han trækker på sine tidligere bedrifter, viser han også nye takter, som f.eks. på 'Vato', hvor han rækker hånden til de mexicanske gangbangers i LA og selvfølgelig førnævnte 'Imagine'. 'Tha Blue Carpet' er dog også en rigtig lang løber, og man kunne ønske sig f.eks. 'Beat Up On Your Pads', hvor Snoop er legeonkel rapper til sine nephews i Snoop Youth Football League, var holdt udenfor et album med en ellers god blå tråd. På mange måder er det en fornøjelse at høre Snoop kan holde den kogende efter så mange år, og selvom det ikke nødvendigvis er blevet til et ottende vidunder på højde med Andre The Giant, er 'Tha Blue Carpet Treatment' et testamente til han kan endnu, og kan det bedre end de fleste andre der har udgivet rap albums i år.