Den svenske rapper Ken har nogle muligvis stiftet bekendtskab med før, hvis de har hørt andre skandinaviske artister såsom Petter og Tommy Tee, hvor han har haft skarpe og gode gæstevers igennem årene. Men Ken kan sagtens stå på egne ben, hvilket han har bevist før, men det cementerer han nu med sit tredje officielle album - "Äntligen Hemma".
Albummet må siges at være et af de varierede slags med rolige numre, der slår over i den aggressive stil og vice versa - dog uden at ødelægge den råde tråd helt.
Ken er en rapper og tekstforfatter, der besidder begge dele, men enkelte steder på pladen står nogle numre i for stor afstand til hinanden, rent lyrisk og temamæssigt. Det bliver dog opvejet af, at Ken har en stemme og et henholdsvis roligt og aggressivt flow, der klæder de fleste beats. Hvad angår produktionerne har Tommy Tee leveret 1/3 del af pladen og det er bestemt faldet ud til Kens fordel, selvom de fleste andre produktioner er på næsten samme niveau.
Efter at Ken "Vakner Upp" til et roligt og anderledes beat ledsaget af onde tanker, er han igen på gaden i "Sthlm City". Tracket viser Ken fra sin bedste side, hvor han beskriver sit forhold til den svenske hovedstad og livet deri. Det gør han roligt og eftertænksomt over et sublimt Tommy Tee beat, med tilbagelænet midi klaver og skarpe synth trommer, der akkompagneres af sang i omkvædet.
Pladens tredje nummer er titelnummeret og det virker som om Ken har oplevet rigeligt med dårligdom, for han beretter om overgangen fra kriminel til den rapper, han er nu, og det gør han vredt og indebrændt, men Ken varmer blot op til førstesinglen "Ta Det Lugnt".
For her holdes stilen, men bliver takken mere aggresivt og han får da også delt nogle håndmadder ud. Men den sure Ken bliver afløst til sidst på tracket af en R'n'B sanger, der gør overgangen til det efterfølgende nummer blødere. Det er der dog også brug for, da "Feel The Pain" er et ultra laid back nummer, som nærmere mere er reggea end hiphop, men det er en af de gange, hvor den røde tråd bliver lidt for amerikaniseret og falder uden for rammen.
"Kelian" er en sukkersød synth produktion med layers, handclaps og det hele. Teksten er denne gang klichéfyldt, men stadig god. Det er nok naturligt for en rapper/familiefar at lave et nummer til ens kiddo, men at tage ens søn med på hooket er ikke set på den måde før - og det virker desværre ikke som det skal. Men jeg tror, at dette track er et af pladens vigtigste for Ken, rent personligt, da han faktisk viser sig med paraderne mere nede end på resten af pladen. Og jeg synes altid svensk rap har været bedst klædt med de ærlige og personlige beretninger - måske fordi det er lettere at forstå svensk, og dermed budskabet, når tempoet i rappen tages ned!
På "Låter För Barnen" tages død og ødelæggelse op som budskabet og han kommer fint rundt om det, men det er superproduktionen af Ken selv og Astma, der skinner igennem. Der bruges langsomme strygere til det rolige klaver, som afveksles af div. krigslyde, men det harmonerer i den grad.
Det gør "Cutta Dom" også, da både Ken og Tommy Tee skærer igennem og lad det være sagt, at der naturligvis er cuts på nummeret og de ligger tight. Jeg undres over, hvordan Tommy Tee og Ken har lavet det nummer sammen, rent idémæssigt, for det er set før i Skandinavien, bare ikke så detaljeret og kæphøjt som det her - YEAH!
Så sker en af kontrasterne endnu engang med "Bryter Tystnaden", der er endnu et personligt indslag, som klæder Ken rigtig godt. Med endnu en tilbagelænet produktion, der kun gør, at Kens beretning om forældremyndighed og baby mama drama, skinner mere igennem. Omkvædet fungerer bedre her end mange andre steder på pladen, hvilket er modsætningen til det næste track "Änglar".
Det første man desværre tænker er: "flere handclaps nu?" - men så snart rappen kommer ud af højtaleren får Ken ens opmærksomhed, dog mest af alt, fordi han igen har valgt et tungt emne - beatet lægger dog op til det. Skrigene i nummeret understreger vel de tre skæbner, han beskriver, men jeg kunne nu godt være foruden, for det forstyrrer det ellers udmærket fremførte nummer.
"2000-Talet" viser Kens syn på det moderne samfund og egne omgivelser, men Collén og Webbs produktion er lige lidt for meget af det gode og rosenrøde. Personligt synes jeg det team er nogle af Sveriges dygtigste producere, men de roder tydeligvis ikke med samples og hiphop som sådan længere, da dette nummer mest tangerer til pop og gør, at man skifter til pladens sidste nummer, som er en outro og, som det meste af pladen, er fyldt med strygere og dermed en værdig afslutning på Kens tredje album!
Det, der holder pladen sammen på lydsiden, er den nogenlunde ens stil, til trods for de temposkift og afstikkere, der findes nogle steder på "Äntligan Hemma". Man kunne også godt savne en feat eller to, i form af f.eks. Petter, da jeg synes de to matcher hinanden på alle tracks, de hidtil har lavet sammen. Ken er dog en af Sveriges bedste rappere og klarer sig faktisk godt igennem uden at tabe hverken nerven eller pusten med sit solide flow og gode stemme, der både kan rappe langsomt og hurtigt, ydmygt og vredt!
Videoen til "Ta Det Lugnt" kan man se på www.barabazz.com/tadetlugnt.html og remixes af samme nummer kan man downloade på Tommy Tees myspace: www.myspace.com/tommyteemusic.